"Når jeg skriver, forsøger jeg at nærme mig min egen erfaring af at være."
Interview med Caroline Albertine Minor

"Når jeg skriver, forsøger jeg at nærme mig min egen erfaring af at være."

Med 'Hummerens skjold' har Caroline Albertine Minor skrevet en roman om søskendekærlighed og komplekse familierelationer. Her fortæller hun om bogen, karaktererne og inspirationen bag.

Tuesday, September 1, 2020

Du har valgt at kalde Hummerens skjold for en fortælling om familiens mytologi. Vil du fortælle lidt om, hvad det er – og hvad der har inspireret dig til at skrive om netop dét?

Familien (forstået bredt som en enhed bestående af en eller flere voksne og et eller flere børn) former vores liv på meget konkrete måder: De fleste af os vokser op i en, og som børn og unge voksne er vi afhængige af den økonomiske og følelsesmæssige tryghed, familien tilbyder.

Billede af hovedpersonen

Når vi skal forklare os selv eller andre, hvem vi er, og hvordan vi er blevet sådan, er familien det naturlige udgangspunkt. Fortællingen kan tage form af et opgør, en idealisering, en elegi eller en blanding af alle tre. Uanset hvad tror jeg, at det er de færreste, der formår at tænke sig fuldkommen fri af den. Med andre ord spøger den familiestruktur, vi er vokset op i, i os hele livet igennem – måske særligt, når vi selv står overfor at skulle stifte eller ikke stifte vores egen.

Mens jeg skrev Hummerens skjold var jeg optaget af familien, ikke udelukkende som et sted for ondskab, mørke og svigt, men som noget du ikke kan gøre dig fri af, uagtet hvor harmonisk det har været. Noget, der mærker dig. Dit barn vil altid være dit barn, uanset om du forlader det, og dine forældre vil altid være dine forældre. Der er noget radikalt ved uafvendeligheden i den forbindelse, som fascinerer mig. I romanen lader jeg en af mine karakterer formulere det som kærlighedens sindssyge matematik: aldrig mere at kunne trække det fra, som én gang er blevet lagt til.

Romanen er en flerstemmig fortælling, og i centrum af den står de tre Gabel-søskende – Ea, Sidsel og Niels. Hvordan opstod idéen til de tre karakterer?

Jeg var til et foredrag, hvor der på et tidspunkt blev sagt, at man kan vide alt, der er værd at vide om et samfund, ved at se på, hvordan det behandler den fremmede, den faderløse og enken. Siden fandt jeg ud af, at det er hentet fra et sted i Bibelen:

"Når du høster druerne i din vingård, må du ikke plukke rent efter dig; lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage. Husk, at du selv var træl i Egypten. Derfor befaler jeg dig at handle sådan." - 5. Mosebog Kapitel 24.

Billede af hovedpersonen

Den enkle og smukke tanke om, at mennesker i udsatte positioner fungerer som en lakmustest for samfundet, interesserede mig, og jeg skrev i min notesbog: Den fremmede / Den faderløse / Enken. Det var det første skridt. Jeg begyndte at tænke over måder, hvorpå jeg kunne skrive dem frem som levende, rundede karakterer, uden at slippe arketypen, og lidt efter lidt dukkede de tre Gabel-søskende op.

"Vi lever i en tid, hvor nogle af de vante forestillinger om og forventninger til kønnene og voksenlivet er i opbrud og til forhandling."

Det er ikke sådan, at Ea, Sidsel og Niels hver især svarer til én af de tre kategorier, for som romanen voksede, gled den oprindelige idé, der vel var et slags stillads for mine tanker, i baggrunden. De tre arketyper er til stede i den færdige bog, men de knytter ikke an til en enkelt eller flere karakterer. De flyder mere frit omkring blandt alle karaktererne som det potentiale for sårbarhed, ethvert menneske rummer.

Med i romanen er også de tre søskendes afdøde forældre, Charlotte og Troels. Vil du fortælle lidt om, hvem de er? Hvordan forholder de tre søskende sig til dem og til døden?

Charlotte og Troels Gabel er skrevet frem som to eventyrlige skikkelser. Charlotte er, som der står et sted, født til at elske. Født til at give sig selv væk, mens Troels er fanget af sin længsel efter frihed. Martyren og Den Fraværende Far. De er mennesker af den gamle skole – og jo også døde, når læseren møder dem.

Vi lever i en tid (og på et sted), hvor nogle af de vante forestillinger om og forventninger til kønnene og voksenlivet er i opbrud og til forhandling. Af samme grund har det været mig magtpåliggende at forstå, hvad det er, jeg er formet af – virkelig gå til bunds i idéen om Moren og Faren, skrive den helt ud. Måske slippe fri.

Billede af hovedpersonen

Vi møder også clairvoyanten Bee Wallance og hendes datter Seraphina, der er ASMR-artist. Gennem deres karakterer præsenterer du læseren for alternative forbindelser mellem mennesker. Hvad fascinerer dig ved de emner?

Forbindelse og fysisk nærhed hænger ikke nødvendigvis sammen. Du kan føle dig meget langt fra det menneske, du deler seng med, og meget tæt på en avatar på et chatforum, der tilfældigvis deler din interesse for vegansk madlavning / naturlig hudpleje / klimaforandringer.

Oprigtig forbundethed er sjælden, og man skal værdsætte det, når det opstår. Jeg længes (nogle gange desperat) efter det i mit eget liv, og måske derfor fylder det så meget i det, jeg skriver: de små øjeblikke, hvor to mennesker for alvor er åbne overfor hinanden på præcis det samme tidspunkt.

Fortællingen foregår i København, London og San Francisco. Hvorfor valgte du, at handlingen skulle foregå de tre forskellige steder?

Som med så meget andet i romanen var det ikke planlagt. Jeg har ofte en fornemmelse af at skygge mine karakterer, når jeg skriver. Og så må jeg jo rejse med, når de rejser.

Billede af hovedpersonen

Du debuterede med romanen Pura vida og udgav efterfølgende novellesamlingen Velsignelser. Med Hummerens skjold er du vendt tilbage til romanen som form. Vil du fortælle lidt om dine tanker om forskellen på de to litterære genrer? Hvad synes du, at de kan hver især?

Ali Smith har en ret præcis definition på forskellen mellem romanen og novellen, som jeg tidligere har citeret: “Both the novel and the story are about time. But the novel is about continuance, and the story is always about how fast it’s going to be over (…).”

"Jeg har ofte en fornemmelse af at skygge mine karakterer, når jeg skriver. Og så må jeg jo rejse med, når de rejser."

Måske kunne man tilføje: Du er til middag hos novellen, mens du i romanen får lov at blive en uges tid. Du vænner dig til lydene og lugtene, du går i seng og vågner op, du begynder at forestille dig at leve sådan – samtidig med, at afskeden (slutningen) er indskrevet i hele projektet fra begyndelsen. Novellens korthed tilfører en slags intensitet, der har med kortheden selv at gøre, mens man i romanen kan arbejde med mere langsomt virkende betydningslag, spejlinger og klange.

I Hummerens skjold møder vi flere karakterer; søskende, forældre, børn, kærester og venner. Hvordan arbejder du med karaktererne, når du skriver?

Jeg lader dem komme til mig, selvom det lyder unødvendigt mystificerende.

Billede af hovedpersonen

Var der en af karaktererne, som du kom til at holde særligt af?

Af alle karakterne er clairvoyanten, Beatrice Wallens, nok den, der ligger mit hjerte nærmest. Hun er en overlever, der har taget nogle svære valg og er startet forfra flere gange i sit liv. Ved romanens begyndelse er hun nået et slags nulpunkt: hendes kone gennem otte år har forladt hende, deres fælles hjem skal sælges, og det går op for hende, at hun ikke har skabt nogle egentlige relationer til andre mennesker, siden hun efterlod sin datter hos sin mor og rejste til Californien for at forfølge sin kærlighed.

Hvad har været den største udfordring eller det mest interessante for dig i arbejdet med romanen?

Jeg ønskede at skrive historien på en måde, så læseren kunne bevæge sig rundt i romanen som et rum og se på det samme emne fra mange forskellige vinkler – til eksempel de tre Gabel-søskendes barndom.

Romanens nutidsplan foregår over fem dage, men jeg tror faktisk, at det er fortiden, der rent proportionelt fylder mest. Når jeg skriver, forsøger jeg at nærme mig min egen erfaring af at være (i live, mener jeg) – dét, at man som menneske både er en fysisk krop i en fysisk verden, og dermed fanget i en lineær tidslighed, men også er en bevidsthed, der kan lade tankerne vandre. Hvordan betinger de to hinanden? Det interesserer mig.

"Jeg oplever i stadig højere grad at blive meget dårligt tilpas, når jeg ikke skriver. Det er, som om der mangler en dimension, som om nogen har lukket et vindue et sted."

Har du altid vidst, at du gerne ville skrive? Og hvad betyder det for dig?

Jeg oplever i stadig højere grad at blive meget dårligt tilpas, når jeg ikke skriver. Det er, som om der mangler en dimension, som om nogen har lukket et vindue et sted.

Hvornår holder du allermest af at læse? Hvad synes du, at litteraturen kan, når den er bedst?

Den forbindelse jeg talte om ovenfor, som er så særlig og værdifuld, når den opstår mellem to mennesker, den oplever jeg også ind imellem, når jeg læser. Det er det, jeg læser for – og efter. En genkendelse, der ikke skal forstås som imitation eller spejling, men som det i den anden, der afslører vedkommende som mere menneskelig, mere virkelig, end jeg selv er.

Bogtrailer: Hummerens skjold

Foto: Martin Reinhard
Location: Thorvaldsens Museum
Omslagsdesign: Kelly Winton
Forsideillustration: Fairfield Porter

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu