"Romanen har ulmet i mig i mange år, men jeg har ikke været i stand til at skrive den før nu"

Paradis først fortæller historien om hovedkarakteren Kristina, der rejser tilbage til USA for at gense sin ungdomskæreste Marlon, som hun ikke har set i næsten tyve år. Besøget bringer et hav af minder frem om det forhold, de havde i 90'erne, og de begivenheder, der fandt sted i verden omkring dem. Hvordan fik du idéen til romanen?

Idéen har ulmet i mig i mange år, men jeg har ikke været i stand til at skrive romanen før nu, fordi historien følelsesmæssigt har ligget for tæt på mig. Da jeg var i tyverne, boede jeg i USA af adskillige omgange, og de erfaringer, jeg gjorde mig dengang, var så heftige og omvæltende, at jeg længe havde rigtig svært ved at få greb om stoffet.

Min erfaring er, at man skal have begivenhederne på afstand, før man kan trække på dem som romanstof, og mine oplevelser fra USA kunne i mange år ikke synke til bunds og blive en del af min fortid. Det var, som om de stadig var en del af min nutid, og derfor kunne jeg ikke skrive om dem. Ikke før nu.

Romanens hovedperson hedder Kristina, og man kan derfor let foranlediges til at tænke, at hun er dig. Hvorfor valgte du dét navn?

Hovedpersonen kunne ikke hedde andet end Kristina. Jeg forsøgte længe at finde et andet navn til hende, men måtte til sidst opgive. Kristina er afledt af Kristian, som er afledt af Kristus. Som jeg ser hende, er Kristina i romanen en opofrende person, og derfor passer navnet så perfekt – hun kunne simpelthen ikke hedde andet.

Samtidig kan jeg godt lide tanken om, at hun er opkaldt efter en fiktiv person. Som det beskrives tidligt i bogen: Hendes forældre opkaldte hende efter Vilhelm Mobergs Kristina fra romanserien Udvandrerne, der i sin tid drog til USA sammen med alle de andre familier fra Norge, Sverige og Danmark, der fantaserede om Amerika som landet, der flød med mælk og honning – en paradisisk forestilling.

Kristinas karakter ligger tæt på mig, men hun er alligevel en anden. Hun er på én og samme gang en romankarakter med sin egen erfaring og en del af mig. På en måde er det mystisk, og så er det alligevel ret lige til: Hun er sin egen!

Romanen er en fortælling om kærlighed og erindring – om hvordan vi erindrer kærligheden, når den er forbi. Hvad optager dig særligt ved de emner?

Da jeg begyndte at skrive Paradis først, dukkede erindringen om mine egne kæresteforhold konstant op. Hvad jeg troede skulle være en enkel kærlighedshistorie, blev en historie, der i lige så høj grad kom til at handle om erindring.

Jeg oplevede, at så længe man sørger over et kærlighedsbrud, holder man stadig kærligheden og erindringen om den elskede i live – det bilder man i hvert sig selv ind. I det øjeblik sorgen letter, forsvinder den elskede også, og det kan der være noget brutalt ved, som at udviske et helt kapitel af sit liv. Men for at kunne eksistere i nutiden må man i vid udstrækning give slip på fortiden, ellers forbliver man splittet mellem nu og dengang. Jeg har levet meget af mit liv i denne splittelse.

Mens jeg arbejdede på bogen, indså jeg, at selvom jeg havde holdt kunstigt liv i den tabte kærlighed til en tidligere kæreste, ja, så tilhørte han fortiden og erindringen om den. Og jo mere jeg dykkede ned i erindringerne, gik det op for mig, at minderne i høj grad er fiktion, der er formet af nutiden.

Erindringsstoffet er fuldkommen upålideligt i forhold til, hvad der egentlig skete: Personer og steder blander sig sammen, følelser, man mindes at have haft på et givet tidspunkt, viser sig at have været nogle andre, når man tjekker efter i dagbogen. Det nærmeste, vi kan komme ”sandheden”, er det vi husker med kroppen, følelserne, det sprogløse. Arbejdet med skriften består derfor i at give det sprogløse sprog.

Udover at romanen skildrer erindring, bruger du også skriften til at vise, hvordan erindringen faktisk fungerer. Vil du fortælle lidt om, hvordan du har grebet det an?

Jeg er blevet meget bevidst om, hvordan ens måde at erindre hele tiden forskyder sig afhængigt af humør, livsomstændigheder, og hvad man i øvrigt er optaget af den dag, hvor man tænker på fortiden - hvordan filmen og stemmerne inde i hovedet hele tiden fluktuerer, skifter tid, skifter synsvinkel. Man ser sig selv indefra det ene øjeblik og udefra det næste øjeblik.

En konkret episode, der ligger tyve år tilbage, ændrer sig således mange gange i erindringen, og hver gang man sætter ord på episoden, bliver den til et nyt minde, som efterhånden ligger meget langt væk fra det, der oprindeligt skete. For at afspejle dette kaos, som erindring er, lader jeg tid og pronominer skifte hyppigt i skriften, af og til inden for den samme sætning.

For eksempel dukker mindet om det første møde mellem Kristina og Marlon op flere gange i bogen, men hver gang forskudt og lidt anderledes husket end forrige gang. På samme måde glider nutid og datid ind og ud ad hinanden. Det samme gør sig gældende for pronominerne; nogle gange står der ’jeg’ om Kristina, andre gange står der ’hun’. Så tiltales Marlon ’han’ og ’ham’ og så ’du’. Jeg har skrevet romanen på den måde, fordi jeg oplever, at det er sådan erindring fungerer.

Paradis først er en fængende fortælling om en stor kærlighed. Hvorfor ville du gerne skrive om kærlighed? Hvordan oplever hovedkarakteren kærlighed?

Kærlighed er alt. Kærligheden er grunden til, at vi findes. Samtidig er det en mystisk størrelse under konstant forandring, ikke til at få greb om, ikke til at gennemskue, hvilket nok er grunden til, at kunstnerne stadigvæk forsøger at beskrive den, få hold om den, udlægge og forklare den. Det lykkes aldrig. Man kan sige, at et forsøg på at beskrive kærligheden er dømt til at mislykkes. Ikke desto mindre bliver vi ved.

I romanen har de to elskende svært ved at kapere virkeligheden, dagligdagen, trivialiteterne, det besværlige og naturligvis også al ondskaben i verden. Sammen forsøger de at opbygge eller gemme sig bag forestillingen om et slags paradis på jorden, hvis bærende søjler alene udgøres af deres kærlighed. I den kristne forestilling kommer paradiset efter livet på jorden. I romanen insisterer de elskende på, at paradiset kommer først.

På den ene side oplever Kristina kærligheden til Marlon som en port ind til paradis, og på den anden side som en fælde, hun aldrig kan komme fri af igen. Det er en forelskelse så voldsom, at hun fuldkommen mister sig selv. Det er en livsfarlig kærlighed.

Paradis først er også en fortælling om det racistiske, voldelige og politisk forarmede USA. Hvorfor har det været vigtigt for dig at skrive om det?

Lige siden jeg var barn, har jeg været optaget af USA. Er vi ikke alle det? Stort set alle de film, vi ser, og den musik, vi hører, kommer fra USA, og hele verdens balance er afhængig af, at der sidder en nogenlunde fornuftig person ved roret i Det Hvide Hus.

USA er på én gang vores forbillede og vores store skræk. Vi efterligner USA i alt, hvad vi gør – lige fra måden, vi taler på, til den mad, vi spiser, til den kultur, vi opdyrker. Der er naturligvis stor forskel på at dyrke USA på afstand og så befinde sig midt i det racistiske, overfladiske og økonomisk skævvredne helvede, som landet også er.

Hovedkarakteren i Paradis først er en ung, naiv, hvid dansker, der i mødet med en sort amerikansk mand bliver konfronteret med sin egen uvidenhed om USA og verden i det hele taget. På den måde handlede det for mig ikke så meget om at skrive om samfundspolitiske emner – de var i højere grad en indbygget del af den historie, jeg gerne ville fortælle.

Mens du skrev romanen, var du uvidende om at USA’s racistiske samfund skulle blive et højaktuelt emne ved udgivelsen. Hvordan oplever hovedkarakteren racisme? Hvad er hendes blik på forskellene mellem sig selv og Marlon?

Kristina er ufattelig naiv, da hun møder Marlon. Hun tror for eksempel ikke at racisme findes i Danmark. Hun aner intet om Danmarks rolle i den transatlantiske slavehandel. Hun er helt blank. Marlon derimod er barn af en hvid mor og en sort far. Han har fra begyndelsen været splittet mellem det sorte og det hvide USA. Han har oplevet racisme fra begyndelsen af sit liv.

Da Kristina møder Marlon, som har gået på et af de mest prestigefyldte colleges i USA, og som har meget markante holdninger til både feminisme og racisme, i forhold til hvad hun selv har været vant til, får hun et chok. Bare det at blive rigtig bevidst om, at hun selv er hvid, at hendes hud er hvid, at hun er europæer, og at der helt automatisk følger en hulens masse privilegier med at være hvid europæer, er en overraskelse for hende.

Hun har meget svært at ved at acceptere, at verden møder hende og Marlon forskelligt på grund af deres hudfarver, men forholdet til ham tvinger hende til at erkende det. Da de mødes igen mange år senere, oplever hun på nogle område, at hun har overtaget hans kamp, og at han selv har givet op. Men hun kan jo ikke overtage hans kamp, for hun har stadig hvid hud. Det er meget komplekst.

Siden din debut som forfatter har du bevæget dig nye veje ved hver udgivelse. Senest har du skrevet skilsmisseromanen Som om og romanportrættet af den surrealistiske kunstner Cahun. Med Paradis først har du skrevet en fortælling om kærlighed og erindring. Hvor finder du inspiration til dine bøger?

Jeg har en følelse af, at der ligger en række bøger inden i mig, som skal skrives, og det handler mest af alt om at finde den rigtige rækkefølge. Inden jeg skrev Cahun, vidste jeg, at jeg skulle skrive Paradis først (bortset fra at jeg ikke kendte titlen og formen).

Jeg bruger lang tid på at læse, tage noter, tænke og gå rundt om mig selv, inden jeg begynder at skrive. Det kan være temmeligt angstprovokerende at skrive den første sætning, de første par sider, for derefter går der ikke særlig længe, før bordet fanger, og så er der ingen vej tilbage.

Hvordan har du oplevet at skriveprocessen har været anderledes denne gang?

Jeg kunne ikke standse. Det var svært at tage pauser, bare at rejse sig fra stolen, at holde weekend var en pinsel. Jeg havde en følelse af, at jeg skulle skrive den ud i ét, uden pauser, men det kan man jo ikke - og i mit forsøg på at gøre det, fik jeg skriveskader i nakken og i skuldrene.

Hvad håber du, at læserne tager med sig, når de har læst bogen?

Jeg håber, at læserne har mærket kærligheden, tiden og volden, som romanen kredser om, at det sætter skub i erkendelsen af, hvor komplekst det er at være menneske, hvor umuligt det er at opdele verden i unuancerede sandheder.

Og så håber jeg, at romanen kan anspore læseren til at dykke ned i deres egne erindringshav og lade sig overrumpe af, hvor vilde historier vi hver og én bærer rundt på.

Omslag: LA Graphic Design
Forsideillustration: LiPo Ching/Bay Area News Group
Foto: Martin Reinhard