Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu
"Vi synes, det er vigtigt at kende danmarkshistorien, selv om flige af den er fejet ind under gulvtæppet."
Interview med Ringhof & Valeur

"Vi synes, det er vigtigt at kende danmarkshistorien, selv om flige af den er fejet ind under gulvtæppet."

De sidste tre år har det nye forfatterpar arbejdet på en trilogi om danskernes liv og skæbne i det 20. århundrede. Her fortæller de om første bind i serien.

Monday, August 3, 2020

Allerførst tillykke med romanen, Det er de danske som flygter, men også med jeres debut som et nyt forfatterpar. Hvordan mødtes I – og hvad inspirerede jer til at skrive en stor dansk slægtsfortælling sammen?

Vi mødtes på Politikens Forlag i København, hvor Erik udgav bøgerne Det syvende barn og Logbog fra et livsforlis , og hvor Lise arbejdede som salg- og marketingchef. Vores forhold var i flere år bare professionelt, men så kom vi til at tale sammen om andet end det helt jordnære og aktuelle og fandt ud af, at vi havde mange andre ting til fælles.

Billede af hovedpersonen

Inspirationen til slægtsfortællingen kommer af, at vi begge er meget interesseret i historie – ikke mindst vores egen danske – og vi talte meget om de svagheder og styrker, vi har haft gennem historien som folk og nation. Vi kom undervejs til at diskutere forskelle på mænd og kvinder i vores land – hvad der er nedarvet fra det miljø, vi er vokset op i, og hvad der er biologisk, og mange andre ting.

Det er de danske som flygter er første selvstændige bind i slægtstrilogien om familien Brinch og danskerne i det 20. århundrede. Vil I begynde med at fortælle lidt om jeres tanker omkring selve titlen?

Der er især ét tidspunkt i den nyere danmarkshistorie, hvor der sker et voldsomt skift – nemlig da vi taber krigen i 1864. Vi må bære skammen og ydmygelsen med os og bliver nærmest en nation på ’skrump’, rent geografisk, og skifter ’natur’ til et lidt kuet, vegt og ængsteligt folk, som vi ser det.

Titlen stammer fra dét nederlag med et citat fra romanen Tine af Herman Bang, men vi lader vores egen historie begynde en anelse senere, nemlig i år 1900. Dérfra bygger vi så historien om vores land og vores folkesjæl op – og fortsætter i den samlede trilogi helt op til i dag.

Billede af hovedpersonen

Romanens hovedperson er skippersønnen Erling Brinch, der vokser op i en lille fiskerby på Fanø i begyndelsen af 1900-tallet. Hvordan vil I karakterisere ham?

Erling får tidligt i livet et særdeles lammende slag, da hans lillebror drukner en blæsende efterårsdag, og det påvirker ham livet igennem. Han er overbevist om sin egen skyld i Jakobs ulykke, og han ved, at der ikke er nogen tilgivelse at hente hos hans far.

"Han bliver en særling allerede som lille knægt, han passer ikke rigtig ind og får først en ven, da han møder en dreng, som er endnu mere sær end ham selv."

Han bliver en særling allerede som lille knægt, han passer ikke rigtig ind og får først en ven, da han møder en dreng, som er endnu mere sær end ham selv: Hubert fra Fattiggården, der er forkrøblet, sky og udstødt. Her føler han sig pludselig forstået og betydningsfuld, og de har på en måde deres ensomhed tilfælles. Man skulle tro, at alt kunne blive godt herfra.

Men sådan går det ikke … Hvilken betydning får Huberts venskab for Erling?

Hubert er den første person i Erlings liv, der accepterer ham for det, han er – og endda holder af ham. Han er et af de sjældne mennesker, som man ikke finder ret mange af, der ikke har nogen fordomme om andre. Selv om hans vanskabte lemmer og ansigt støder mennesker væk, ejer han ikke selv fordømmelse af sin omverden som karaktertræk. Kun nysgerrighed, der driver ham frem mod Erling, lige efter han har mistet sin bror.

Billede af hovedpersonen

Dét venskab betyder alt for Erling, og han lærer gennem Hubert, at han kan så mange ting, han ikke kendte til: fiske, finde rav, samle muslinger og løbe uopdaget gennem vildnisset med sin vilde ven, som han til gengæld lærer at læse og skrive. På et tidspunkt møder Hubert Erlings familie – og så begynder det dyrebare og hemmelige i deres venskab at krakelere.

Ja, det er helt et afgørende punkt – hvad sker der med Erling?

Han har jo håbet, han kunne bevare venskabet med Hubert helt for sig selv – nærmest til evig tid – men det ender med, at både familien og folkene i Sønderho tager den mærkelige, grimme dreng til sig, og måske derfor beslutter Erling sig for at forlade sin fødeby og drage ud i verden. Han er pludselig alene igen, synes han – og så bryder han op.

På det tidspunkt viser Erling et karaktertræk, som er meget dansk – både i vores nation og i mange folk, inklusive os selv: Han dukker sig og viger væk. Han trækker sig, når noget kommer for tæt på. Han har levet i troen på, at det var hans egen fejhed og ubeslutsomhed, der kostede hans lillebror livet, og den angst blev visket væk af venskabet med Hubert – men nu er ensomheden kommet tilbage.

Nu er det Erling, der flygter: først til søs, senere til København – for at skabe sig en ny, uafhængig fremtid og finde et andet Danmark. Han forlader både Hubert og sit barndomsmiljø, og til sidst fordømmer han også sin barndomsven.

"Kvinderne på Fanø var født til at klare de fleste af månederne på året alene – for både fædre og brødre var på havet."

Foruden Erling møder vi også hans mor Katrine og hans lillesøster Ida – og begge er stærke, handlekraftige kvinder. Hvilke kår formede Fanø-kvinderne og familielivet dengang for mere end hundrede år siden?

Kvinderne på Fanø var født til at klare de fleste af månederne på året alene – for både fædre og brødre var på havet, ofte på langfart, hvorefter de fleste hjemlige beslutninger blev taget af kvinderne alene. Det var også kvinderne der stod for dyrkning af afgrøder og pasningen af de dyr, der måtte være, for at opretholde livet.

Det har gjort dem til meget selvstændige mennesker, og man fornemmer i vores bog, at Katrine nok også er en mere begavet person end Søren, som er hendes mand og Erlings far. Erlings søster Ida tør og taler langt mere end sin storebror – og hun vil ikke finde sig i, at det kun er manden i huset, Erling, der kan bryde op og tage til hovedstaden for at vælge sit eget liv.

Billede af hovedpersonen

Kærligheden rammer Erling hårdt, da han møder den oprørske og idealistiske Kate, mens han studerer medicin i København. Men alligevel tøver han med at følge hende ud i det krigsramte Europa – hvorfor?

Det er måske, fordi han i sidste ende ikke tør – og han véd inderst inde godt, at han ikke kan styre en kvinde som Kate med hendes vildskab og krav om selvstændighed.

Der kan også være andre grunde: Han er ambitiøs på sit medicinstudie og vil være en berømt forsker med speciale i menneskers arveanlæg, som er det helt nye dér for hundrede år siden. Det er en drøm om storhed, som måske en dag kan føre ham tilbage til sin fars gamle skippervenner i Sønderho, dér hvor hans lillebror druknede: Se, jeg tog et valg, som i sidste ende var det rigtige – og jeg blev alligevel til noget!

Mens vi følger familien Brinchs liv og skæbne gennem romanen, beskriver I også nogle de mest dramatiske begivenheder i danmarkshistorien i første halvdel af 1900-tallet. Hvilke synes I har været de meste interessante at skrive om – og hvorfor?

Det sværeste har været at begrænse vores nedslag i danmarkshistorien, for der er selvfølgelig langt flere dramatiske og spændende punkter end dem, vi beskriver – og kan få med.

"Vi har valgt at skrive om nogle nedslag i historien, der ligesom nederlaget i 1864 kan siges at være temmelig pinlige – som vi helst vil viske ud eller direkte feje ind under gulvtæppet."

Den danske forkærlighed for racehygiejne har vi begge to været optaget af – specielt fordi Danmark var et af de lande, der var mest fremme i skoene i drømmen om at skabe bedre, forædlede arveanlæg, det vil sige perfekte individer, rene racer – og dét endda før Hitler-Tyskland, der som bekendt overgik os til sidst.

Som det lille land, vi er, er det virkelig interessant, at det fyldte så meget hos både ledende politikere, forfattere og andre toneangivende danskere. Vores lille, lidt ængstelige folk havde måske her en chance for at forbedre os – igennem et kraftspring fremad – og derfor gik vi meget vidt i den såkaldte eugenik-tænkning, med blandt andet love om sterilisering, kastration og internering af mindre begavede, der havde de fremmeste socialdemokrater i spidsen.

På den måde har vi valgt nogle nedslag i historien, der ligesom nederlaget i 1864 kan siges at være temmelig pinlige – som vi helst vil viske ud eller direkte feje ind under gulvtæppet. Hertil hører selvfølgelig også vores slæbende ubeslutsomme neutralitet i forbindelse med 1. Verdenskrig, hvor slesvigerne måtte tage skraldet, den benhårde afvisning af de flygtende tyske jøder i trediverne op til 2. Verdenskrig – sammen med andre nedslag, hvor vi danskere godt ved, det ikke var vores stolteste stund. Det synes vi er vigtigt at lære af, selv om vi har lagt vores nationale gulvtæppe hen over flige af historien.

Billede af hovedpersonen

Var der nogle historier, begivenheder eller fakta, der dukkede op under jeres research, som overraskede jer eller gjorde særligt indtryk?

"Som altid er det mest fantasifulde i fiktionens verden jo ofte virkeligheden selv."

At Fanø i 1800-tallet havde landets næststørste træskibsflåde i Danmark, blev vi overraskede over. De byggede dem selv på tre værfter her i Sønderho og havde et enormt antal handelsskibe sejlende over hele verden. Fanø var også Danmarks første kursted, med badeturisme for de velbjærgede – ikke mindst mange af hovedstadens kapitalister og kunstnere. Og kvinderne på Fanø er som nævnt en historie helt for sig selv.

Men som altid er det mest fantasifulde i fiktionens verden jo ofte virkeligheden selv. Der er en scene i vores kapitel om Genforeningsdagen i 1920, hvor en tilsyneladende gal pilot i en lille dykkende flyvemaskine pludselig skræmmer livet af det jublende folk på Dybbøl Skanse, fordi de tror, at det brølende fly vil kaste en bombe på dem – men i stedet folder et kæmpestort Dannebrogsflag sig ud over mængden og daler roligt ned til Majestæten på den fornemme tribune. Det var faktisk Eriks oldefar, der kastede det, og den slags burde jo ikke være muligt.

Billede af hovedpersonen

Hvad er det ved danskerne som folkefærd, der optager jer?

Vi er et ganske lille folk, som kan have en selvforståelse og et syn på resten af verden, der ikke står helt overens med det lille land, vi er. Lidt som historien om musen og elefanten, hvor det gælder om at gungre, selv om vi godt ved, at både tæerne og tyngden er ganske behersket.

Vi har fra gammel tid haft værdier, som gæstfrihed, åbenhed, frisind og tolerance som nogle af de virkelig positive kendetegn ved os danskere. Og de værdier slår nogle gange om i netop dét, der kendetegner skippersønnen Erling i vores roman: Ængstelighed, en tilbøjelighed til at vige – til kuethed og flugt – og så fordømmelse af det, der truer os. Som vi føler, truer os.

Når man rejser i Danmark, møder man for det meste de gamle, åbne værdier hos folk – både på landet og i byen – og det virker faktisk ret instinktivt som et ældgammelt dansk træk.

"Vi er et ganske lille folk, som kan have en selvforståelse og et syn på resten af verden, der ikke står helt overens med det lille land, vi er."

Men vores ledende politikere udfordrer det, synes vi – og medierne følger med – for i hovedstaden og på det nationale plan spænder man ofte buen op til dét punkt, at vi er truede af ydre fjender, kan blive løbet over ende af andre værdier end vores danske, og at alle skanser kan falde. Og så reagerer vi som et lille folk på ’skrump’ – forskrækket, fjendtligt, fordømmende – og det handler vores roman også om. Intet folk flager mere end det danske ved alle givne lejligheder, og det er også meget sigende!

Hvordan har skriveprocessen været? Hvad har været det sjoveste eller mest udfordrende ved at skrive bogen sammen?

Vi har brugt virkelig mange timer på at tale og diskutere med hinanden om det første bind og dets handling inden, vi gik i gang med selve skriveriet. Mange af vores aftener er gået med at forme personerne i romanen og finde steder, hvor de skulle placeres i.

Billede af hovedpersonen

Sønderho på Fanø var det oplagte sted at starte, eftersom Erik bor der, og vi begge opholder os i vores hus i Sønderho, så meget vi kan – og som vel også er Danmarks vestligste punkt. Dérfra begynder Brinch-slægtens rejse mod øst, mod hovedstaden og mange andre steder i Danmark i det 20. århundrede.

Vi har undervejs i skriveprocessen besøgt en masse steder i landet og talt med folk for at samle indtryk og stemninger til bogen. Indimellem har vi også været uenige om udviklingen af nogle af personerne, men indtil nu har vi fået det på plads – og der kan jo være flere virkeligheder.

Rent praktisk har vi lavet en såkaldt ’tidslinje’ på et meget langt stykke papir, som vi, så godt som muligt, følger og laver scener til. De store linjer i handlingen diskuterer vi sammen, og derefter laver Lise et ret tætvævet udkast til de enkelte kapitler, som Erik så skriver videre på. Derefter pudser vi teksten igen og skriver for det meste noget om eller noget til.

Litteratur spiller på flere måder en rolle i romanen. Familien Brinch læser mange af datidens mest populære forfattere og knytter venskaber med lokale boghandlere. Hvilken betydning synes I, at litteraturen har i et samfund – og hvordan får den betydning for Erling?

"Litteratur kan over tid ændre på et samfund, tror vi – og i hvert fald påvirke det – og det gælder både fagbøger, digte og romaner."

Katrine Brinch ser det som en livsopgave at formidle den danske litteratur, hun har stående på sine reolhylder, videre til sine to børn – og senere også til den fattige Hubert. Det gør hun, fordi hun selv har oplevet at få viden om både Danmark og verden fra de store fortællinger i litteraturen. Når man ikke selv kan rejse ud som mændene på havet, så kan man møde verden i stuen gennem bøgerne.

Litteratur kan over tid ændre på et samfund, tror vi – og i hvert fald påvirke det – og det gælder både fagbøger, digte og romaner, senest her under de hjemlige himmelstrøg, hvor digteren Yahya Hassan skrev to digtsamlinger, der fik virkelig mange diskussioner og debatter op til overfladen – og uden tvivl vil blive husket som en meget vigtig, påvirkende stemme i Danmark.

Litteratur puffer til folks måde at tænke på, den ændrer måske endda vores selvopfattelse og menneskesyn, når det går bedst. Erling læser for at komme væk fra sin hverdag – for at forestille sig en anden og større verden – og derfor får han også det fælles kontaktpunkt med Hubert, der aldrig i den virkelige verden, set fra Fanø, vil kunne drømme sig hen til fjernere og mere eventyrligt sted – som en vanskabt dreng og beboer på en fattiggård.

Billede af hovedpersonen

Til sidst, men ikke mindst - kan I løfte lidt af sløret for de to næste bind?

Der vil fortsat blive afdækket nogle særlige begivenheder, som vi synes er meget vigtige i danmarkshistorien. I andet bind op gennem ungdomsoprøret, hvor der også var mange fordomme og handlinger, vi senere som folk har tænkt havde det bedre under gulvtæppet. Og hvor magthaverne begyndte en udvikling, der er fortsat – hvor man i de øverste politikerkredse og i embedsværket synes, folket er for lille, umodent og ængsteligt til at få besked om alting – så det pinlige ofte har det bedre, fejet ind under gulvtæppet.

Familien Brinch snor sig naturligvis ud og ind af disse korridorer og historiske hændelser – både i hovedstaden og en række danske byer – og i de følgende år spænder slægten fra vest til øst, med Fanø som udgangspunkt, men følger også andre snørklede spor gennem landet.

Erlings børnebørn – de to drenge fra krigens slutning, Thomas og Jakob – tager på en dramatisk rejse op gennem det nye velfærds-Danmark på tærsklen til det ny årtusinde, hvor det tredje bind begynder. De to bind hedder henholdvis: Det er de oprørske der svigter (2021) – og: Det er de unge der forsvinder (2022).

- - -

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet.dk
Fotografer: Henrik Saxgren, Martin Reinhard og Sally Jo Ringhof.

Mød forfatterne på Fanø

Mød Lise Ringhof og Erik Valeur hjemme i Sønderho på Fanø, hvor de har skrevet på slægtstrilogien om familien Brinch. Her fortæller de kort om første bind, "Det er de danske som flygter".