Sandkassens uendelige univers, hvor alt kan ske, bliver udforsket i fortællingerne om Bror og Marie.
I 'Fra skitse til bog' fortæller Gutkinds forfattere og illustratorer om den kreative proces bag bøgerne.
Her har vi talt med parret Katrin & Carl Quist-Møller om arbejdsprocessen bag 'Sandkassen' – en børnebogsserie for de mindste.
Det begyndte med ét ord og endte med to mariehøns og et helt univers, som de folder ud i tekst og billeder.
"I 'Sandkassen' kan alt ske"
Først kom ordet
Sandkassen startede som en tanke og en løs idé, der simpelthen var ordet 'Sandkassen'.
For os er det vigtigt at få fornemmelsen af, hvor langt en fortælling kan strækkes, så der er en form for fysik omkring idéen.
Og når Carl skitser det løst op, så findes det, så begynder det at leve.
I sandkassen kan alt ske. Der kan man finde alt fra en glemt sko størrelse 43 til en badebold eller en papirflyver.
Der kan opstå sandstorme, syndfloder og tørke.
Sandkassen voksede sig hurtigt til et uendeligt univers, hvor der både er by, land, vand og sand. Et sted der er trygt, og et sted hvor der er mere usikkert.
"To modsætninger i farve, alder og personlighed, som kunne spejle og supplere hinanden"
Forskellighed som styrke
Mariehøns er søde, og alle børn kender en mariehøne. Det er jo egentlig enkelt, men vi ved aldrig, om det er rigtigt, før vi begynder at arbejde med karaktererne sprogligt og visuelt.
Først tegnede Carl en lille, rød mariehøne-pige.
Vi har sammen to børn, en dreng og en pige, så det var næsten en automatpilot, der styrede os i retning af en lillebror som modkarakter til den røde mariehøne.
Og så tegnede Carl en lille, sort mariehøne-dreng med sut. Marie og Bror var født.
To modsætninger i farve, alder og personlighed, som kunne spejle og supplere hinanden i Sandkassen, og som vi næsten allerede kendte.
"Vi lytter ekstremt meget til vores indfald"
Det er dobbelt så godt at være to
Vi lytter ekstremt meget til vores indfald. De bunder som regel i en oplevelse eller en følelse, der gemmer på en god historie.
F.eks. havde Katrin en tanke om, at det kunne være sjovt at lave en historie om den sproglige forvirring, der opstår, når man som lille lige har lært et nyt ord og skal finde ud af, hvor meget man kan bruge ordet til.
Carl havde et billede på nethinden af en hvid mælkebøttekrone, der fløj med en mariehøne, som han virkelig godt kunne tænke sig at tegne.
Sådan forsøger vi ofte at forene to meget forskellige indfald, som er med til at skabe en større idérigdom og legende tilgang til vores historier.
Vores proces er for os det levende bevis på, at det er dobbelt så godt at flyve side om side.
"Nogle gange kan det være nødvendigt at gøre sig større, end man er for at skabe balance i en relation"
Ét udtryk rummer hele historien
Når Carl tegner karakterer, arbejder han sig rundt om figuren.
Hvordan ser den ud i forskellige situationer, og hvilke udtryk har den? Det er med til at forme personligheden.
Da Katrin så skitsen af Bror, der bøjer sig ned og kigger mod jorden, kom idéen til en historie om det relative i at være lille. Det er menneskeligt at forholde sig til størrelse og alder i mødet med andre.
Og nogle gange kan det være nødvendigt at gøre sig større, end man er for at skabe balance i en relation. Også når man er to år.
Det blev til en historie om størrelsesforhold, hvor det sproglige billede mellem en lille bille og en stor krokodille understreges i illustrationerne, hvor perspektivet ændrer sig.