Fra skitse til bog

"Jeg elsker at gå i gang med en illustration og mærke idéerne pible frem i mit hoved"

28. oktober 2024

Marie-Louise Højer Jensen om ikke at viske ud, men lade karaktererne udvikle sig selv på papiret.

I 'Fra skitse til bog' fortæller Gutkinds forfattere om den kreative proces bag bøgerne. 

Her har vi talt med Marie-Louise Højer Jensen om tilblivelsen af  'Sangskattekisten'. Om hvordan universet udviklede sig fra at være et sprogstimuleringsprojekt til en sangbog med marcherende elefanter og røde aber. 

Genaktivering af de danske børnesange  
Sangskattekisten startede som et musikalsk sprogstimuleringsprojekt udviklet af Aarhus Musikskole.

Projektet er en genaktivering af kendte danske børnesange, hvor jeg har skabt 20 animerede musikvideoer til Aarhus Musikskoles genindspilninger. Nu er Sangskattekisten også blevet til en sangbog. 

Stilen udvikles  
Den naive stil og de skæve streger, som er brugt i alle musikvideoerne og nu også sangbogen Sangskattekisten, udviklede og fastlagde jeg i arbejdet med de første 7 musikvideoer.

Der skulle udtænkes en simpel stil, som var letlæselig og charmerende for især de små børn.

Det blev til et legende univers fyldt med dyr, som bevægede sig rundt i takt til musikken. Især de røde aber er blevet en legende. 

"Jeg har altid gerne ville arbejde videre med universet fra musikvideoerne og har haft et ønske om, at dyrene og musikken kunne leve videre, efter at skærmen blev slukket."

Små skitser i hånden 
I sangbogen har jeg bygget videre på universet fra musikvideoerne, hvor de genkendelige dyr er at finde, og hvor man som barn og forældre eller bedsteforældre yderligere kan dykke ned i illustrative og underholdende fortællinger sammen med sangteksterne. 

Jeg begynder altid med meget små skitser i hånden på papir for at få en fornemmelse for univers, karakterer og udtryk. Jeg bruger ikke viskelæder men tegner karaktererne i forskellige positioner mange gange, indtil den er der. I hver enkelt lille skitse dukker en bestemt personlighed og et udtryk frem, som enten passer ind eller ikke. 

Flere detaljer  
Efter skitseudarbejdelse arbejder jeg videre i et tegneprogram på computeren, hvor karaktererne vokser endnu mere frem sammen med universet. Jeg har tiltænkt en idé fra begyndelsen, men undervejs bliver der bygget mere og mere på. Efter rentegning og farvelægning bliver der tilføjet håndmalet tekstur til især baggrundene. 

Jeg elsker at gå i gang med en illustration og mærke idéerne pible frem i mit hoved. Det jeg havde tænkt fra begyndelsen, bliver aldrig det endelige resultat. Der kommer altid flere små detaljer med. 

Universet vokser  
Jeg har altid gerne ville arbejde videre med universet fra musikvideoerne og har haft et ønske om, at dyrene og musikken kunne leve videre, efter at skærmen blev slukket.

Sangbogen er en mulighed for børnene for at have noget mere håndgribeligt, hvor de kan bladre frem og tilbage og gå på opdagelse, synge, studere og blive grebet af de små fortællinger. Dyrene har også udviklet sig siden musikvideoerne og har fået en mere livlig streg i sangbogen med lidt flere detaljer.

5 små røde aber 
5 små aber er den musikvideo, som er blevet mest populær, og de 5 aber er blevet genkendelige for måden de hopper op og ned på grenen, men også for deres røde farve. 

Jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor jeg valgte den røde farve til aberne i 5 små aber. Jeg må have syntes, at den var frisk og iøjnefaldende og perfekt til aberne samt en god kontrast til den grønne krokodille. Nu kan aberne ikke have en anden farve end den røde, derfor går den også igen på sangbogens forside, hvor aberne sidder på bussen og inden i sangbogen, hvor de bliver hapset af en krokodille.  

Her ser vi de 5 små aber siddende inde i krokodilles mave, efter at de er blevet hapset.  

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu