Et fantalastisk fredagsprogram for børn eksploderer i et helt bogunivers
Interview om 'Karlas fantalastiske klasse'

Et fantalastisk fredagsprogram for børn eksploderer i et helt bogunivers

3. november 2023

Følelser, både de boblende glade og de tomatrøds-rasende, er udgangspunktet i bogserien.

Tor Fruergaard og Michael Hegner står bag 'Karlas fantalastiske klasse' fra DRs FredagsTamTam. Efter at have været en fast weekendbebuder for de danske børnefamilier i et helt år har Karla, Heinz, Filucca og de andre klassekammerater nu fået deres egne bøger.

Michael Hegner, som også selv er medskaber og forfatter til 'De Fantalastiske dagbøger' fortæller her om universet, transformationen fra animation til bog og arbejdet med det. Og om de følelser, projektet tager afsæt i.

Hvordan opstod Karlas fantalastiske klasse?

Tor så DR's opslag om et nyt børnekoncept, der skulle afløse Disney Sjov og gik så i gang med at tegne sine vilde børnekarakterer.

Der var blandt andet en dreng med en håndgranat som hoved – han blev senere til Heinz: Drengen, der bliver så vred, at hans røde tomathoved eksploderer.

Fra begyndelsen var der en ide om, at de sære børn skulle gå i samme klasse, men ideen til Karlas Fantalastiske Klasse blev klar for os, da vi indså, at hver af de karakterer, Tor tegnede, i virkeligheden repræsenterede en følelse eller en tilstand.

Det var det, serien skulle handle om: Følelser, også de "dårlige". Karla blev en naturlig hovedkarakter, da hendes gule, ivrige og nysgerrige væsen kunne samle alle i klassen.

Hvad er det for et univers, som I ser det?

Det er et animeret univers, hvor vi har brugt karakterdesignet til at billedliggøre forskellige følelser: Den generte pige, der bliver gennemsigtig, så man kan se hendes organer. Den stædige kaktus, man nemt kommer til at stikke sig på. Den lalleglade lyserøde grishjørning. Og så videre.

"Grundelementet er, at det handler om følelser og det at være menneske i relation til andre"

Hvem er Karla – og de andre hovedkarakterer?

Karla kan som sagt være sammen med alle i klassen. Hun er ikke ond, men kommer tit til at såre sine venner, fordi hun er så ivrig og går direkte efter det, hun føler.

For eksempel glemmer hun tit sin bedste ven Ib, der er en lille melankolsk 125 år gammel nisse. Hans væsen er direkte modsat Karlas, og derfor supplerer de hinanden supergodt.

Grishjørningen Filucca og hendes bedste ven Tetra, hvis hoved er en bowle med en guldfisk indeni, er et andet par, der støtter hinanden. Tetra er "klassens smukkeste" og har meget traditionelle værdier når det handler om, hvad drenge og piger er.

Hun bakkes altid op af Filuccas jublende naive og grænseløse støtte – indtil en dag hvor de bliver uvenner, og vi forstår, at Tetra er lige så afhængig af Filucca som omvendt.

Heinz og Flemming elsker både fodbold og at skændes. De er stædighed og vrede i et skønt og eksplosivt venskab. Der er jo 21 elever, så vi kan bruge lang tid på at tale om dem alle, men hver eneste af dem har en tydelig personlighed.

Karlas fantalastiske klasse var i udgangspunktet en animationsserie. Nu har I så gjort universet til bøger. Hvordan er det anderledes at arbejde med?

Det har været fantastisk for os at kunne gå ind i hovedet på Karla og resten af klassen og lade verden høre deres tanker. Det er noget, vi ikke kan i serien.

Da vi begyndte samarbejdet med Gutkind om bøgerne, arrangerede forlaget en to dages workshop, hvor Tor og jeg brugte hele den første dag på at forklare vores vision, vores univers, for alle, der skulle til at arbejde med at lave bøgerne.

Dagen efter brainstormede alle ideer, og det kom der nogle helt særlige bogideer ud af, fyldt af "Karla-DNA".

Grundelementet er, at det handler om følelser og det at være menneske i relation til andre. Det har også været sjovt at arbejde med en anden stil til illustrationerne. Tor har fundet en dejlig analog "fedtfarve-stil", der giver bøgerne et skønt naivt og elskeligt udseende.

"Det er simpelthen supergodt at se sin ide blive løftet videre"

Hvad kan et bogunivers, som man ikke kan i animationsformatet?

Man kan komme ind i karakterernes hjerner. Høre deres tanker. Og så har vi leget meget med, hvordan illustrationer og tekst arbejder sammen.

Bøgerne er jo børnenes hemmelige dagbøger, så den ide har vi forsøgt at udnytte på alle måder.

Når vi laver film og TV, er det os, der bestemmer præcis, hvad publikum skal se hvornår og hvor længe. Bøgerne kan man tage sig god tid med og gå på opdagelse i. Der er mange referencer både til seriens episoder og dagbøgerne imellem.

Ikke alle bøgerne er illustreret og tegnet af jer selv, hvordan har det været at se andre arbejde med jeres univers?

Det har været en kæmpe fornøjelse at læse Pernille Bønløkke Toustrups take på vores univers. Hun har formået at propfylde genfortællingerne af afsnittene med følelser, og de står så fint på egne ben i bogform.

Martin Jørgensen, der skal illustrere nogle af de kommende bøger, har lavet de første stiløvelser og giver med sin sikre streg serien et nyt, men meget genkendeligt udtryk.

Det er simpelthen supergodt at se sin ide blive løftet videre på den måde: Med respekt for hvad vi vil og har skabt.

"Vi er utroligt gode til at bygge på hinandens ideer"

Hvordan vil I beskrive jeres samarbejde?

Det er ret sammenfiltret og symbiotisk. Lige på dagbøgerne har Tor stået for alle illustrationer, og jeg har skrevet mere end han, men vi er utroligt gode til at bygge på hinandens ideer.

Vi deler den samme interesse for karaktererne, deres psykologi og den stærke historie, men kommer til det fra hver sin side. Tor er generelt først med de vilde ideer, og jeg er ofte ham, der samler og strukturerer.

Hvordan foregår det rent praktisk?

Vi sidder ofte sammen og "knækker" ideerne til de enkelte historier. Derefter skriver vi som regel hver for sig.

Så er det tit, vi "bytter historier" eller skriver oven i hinanden, så vi til sidst ikke altid kan sige, om det er "min" eller "din" historie.

Er der nogle af karaktererne, der minder om jer selv?

Dem alle sammen – afhængigt af dagen.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu