Angeline Boulley havde ikke læst en bog af en indfødt amerikaner, før hun blev voksen. Nu giver hun sin kultur stemme.
Angeline Boulleys debutroman Firekeepers datter, der udkom i USA i 2021, kom på Time Magazines liste over de 100 bedste Young Adult-bøger nogensinde, blev udvalgt til Reese Witherspoons bogklub og er solgt til udgivelse i flere lande.
I dette interview fortæller forfatteren om den lange skriveproces bag bogen, at skrive om indfødt amerikansk kultur og de udsædvanlige emner, hun har researchet på i ti år.
Firekeepers datter har været længe undervejs. Hvad gav dig ideen til historien, og hvordan har processen været?
Jeg fik ideen til Firekeepers datter for næsten 40 år siden, da jeg var 18 år gammel. Min bedste ven gik på en anden high school i nærheden. Hun fortalte mig om en ny fyr i hendes klasse, som hun troede, jeg ville kunne lide, men jeg fik aldrig mødt ham, for han dyrkede ikke noget sport. Og så, en måned før dimission, fortalte hun mig, at der var blevet fundet en masse stoffer på skolen, og at den nye fyr havde været undercoveragent!
Jeg kan huske, at jeg tænkte på, hvad der mon ville være sket, hvis vi havde mødt hinanden? Hvad hvis vi kunne lide hinanden? Eller hvis han havde haft brug for min hjælp? Det var det, der fik mig til at tænke: Hvad skulle en helt almindelig ojibwe-teenager kunne hjælpe politiet med i en undercover narkosag?
Jeg vidste ingenting om meth eller ishockey, da jeg begyndte at skrive i en alder af 44. I løbet af de ti år det tog at skrive bogen færdig, har jeg researchet mange emner, blandt andet hvordan man laver metamfetamin, FBI-efterforskninger på indfødte amerikaneres jord, ishockey, kemi, etnobotanik, menneskets anatomi og alt muligt andet.
Hvad var dit primære mål: At skrive en spændende bog eller fortælle den ufortalte historie om ojibwe-kultur?
Oprindeligt troede jeg, at jeg skulle skrive en thriller om en ung kvinde, der modvilligt hjalp autoriteterne med efterforskningen i en undercover narkosag i sit lokalsamfund.
I løbet af de ti år, jeg skrev og redigerede, gik det op for mig, at historiens kerne var fortællingen om indfødt amerikansk identitet, sorg, tab og retfærdighed (eller snarere uretfærdighed). Det var en coming-of-age-historie forklædt som en thriller.
Indfødt amerikansk kultur ses ikke så ofte i populærkulturen. Fristede det dig til at gøre Daunis ekstra eksemplarisk, ekstra rollemodel-agtig?
Daunis skulle være "ekstra" i forhold til sin intelligens, sport og dedikation til lokalsamfundet – men uden at være perfekt.
Jeg ville have, at hun skulle lave fejl, drage forkerte konklusioner og komme ud 'på dybt vand'. Kort sagt ville jeg have, at hun skulle virke utroligt ægte for læseren.
Havde du nogle litterære rollemodeller som barn?
Jeg elskede forfatterne Robert Cormier, Shirley Jackson og Lois Duncan. I deres thrillere lurede der altid et eller andet uhyggeligt under overfladen.
I forhold til indfødte forfattere havde jeg ikke læst en eneste, før jeg blev voksen. Derfor var det så vigtigt for mig med repræsentation i litteraturen. Alle børn fortjener at føle sig set på siderne af en bog.
Blandt al den respons, du har fået på bogen, hvad har så gjort allerstørst indtryk på dig?
Når en indfødt amerikansk kvinde siger, at hun føler sig 'set' i historien. Og når en lærer fortæller, at en elev, der aldrig har kunnet lide at læse, har læst bogen færdig før tid!
Hvad skal din næste bog handle om – og kommer det også til at tage 30 år at skrive den?
Jeg er ved at skrive min næste bog (som jeg fik under et år til at skrive færdig). Hovedpersonen er en 16-årig pige, der beslutter sig for at hente (stjæle) nogle hellige genstande fra et lokalt museum og universitet for at tage dem med tilbage til Sugar Island. Et af tyverierne går selvfølgelig helt, helt galt!