Anne Sofie Hammer er vild med at lægge puslespil, løse sudokuer og få krydsogtværser til at gå op. Måske er det derfor, hun har stillet sig selv den tilsyneladende umulige opgave: At skrive en bog, der kan læses både forfra og bagfra – og på den måde bliver to vidt forskellige historier.
Hun fortæller her om tilblivelsen af 'Bare jeg kunne gøre det hele om', en billedbog, hun har skabt i samarbejde med illustrator Signe Kjær.
Bare jeg kunne gøre det hele om hedder bogen. Hvorfor det?
Bogen handler egentlig om et barn, som ikke vil i seng. Om den konflikt og vrede, som man næsten altid bliver ked af og fortryder bagefter. Ude i virkeligheden kan man ikke gøre de ting om, som man fortryder. Men da barnet i bogen løber væk i vrede og kaster sin elskede bamse ned i åen, standser tiden.
Og fordi det er en bog, kan man gøre det hele om. Bladre baglæns og læse teksten fra den anden ende. For det her er en bog, som kan læses både forfra og bagfra. Det virker. Handlingen rulles tilbage. Og når man når til første side igen, kan barnet trygt lægge sig i seng, kramme sin bamse og kysse den voksne godnat.
Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?
Jeg har i mange år gået og tænkt på, at det ville være fantastisk at skrive en bog, som kunne læses begge veje. Og med modsat resultat. Altså, at hvis man stillede sætningerne i omvendt rækkefølge, så skulle der ske det modsatte. Men det var jo egentlig bare en form-idé til at starte med. For hvad skulle sådan en bog handle om? Og så slog det mig. Den skulle selvfølgelig handle om noget, som man gør i vrede – og som man lige bagefter fortryder og ville ønske, at man kunne gøre om.
Jeg tror, det er en følelse, som de fleste kender. Og det er en fantastisk følelse at få teksten til at gøre det umulige muligt - nemlig at spole tiden tilbage, gøre alting om og nå et andet resultat. Det er virkelig sådan en følelse af, at bøger er lidt magiske.
Hvordan er bogen blevet til?
At lave selve teksten til bogen var lidt af et puslespil. Jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at der måtte være en måde at gøre det på, hvor man gik grammatisk og systematisk til værks – men der er en udfordring med at læse ting baglæns på dansk, fordi man hele tiden ændrer på ordstillingen. Jeg kunne ikke rigtigt knække den grammatiske kode, så det endte med, at jeg forsøgte mig frem.
Jeg lagde computeren væk og brugte blankt papir uden linjer, og så skrev jeg og stregede ud på kryds og tværs. Jeg forsøgte også at klippe sætningerne ud og bytte rundt på dem, men i virkeligheden var det hurtigere at strege ud og skrive forfra. Så det gjorde jeg. I timevis. Og når jeg lagde teksten til side og tog den frem igen et par dage senere, fandt jeg som regel et ord eller to, som jeg gerne ville ændre på. Men det kunne man jo ikke bare sådan lige, for hver eneste ændring kunne risikere at ændre på hele strukturen, og så var det forfra igen.
Jeg kan godt lide at lægge puslespil. Og løse sudoku. Og krydsogtværs. Og det her var det hele sådan lidt rodet sammen.
Hvad ville du selv ønske, du kunne gøre om?
Jeg er sådan en person, som kan gå og plage mig selv i månedsvis – og nogle gange i årevis – med ting, som jeg synes, jeg burde have gjort eller sagt anderledes. Jeg har flere gange i mit liv fået sagt noget alt for karl-smart-agtigt i et forsøg på at være sjov, hvor jeg bagefter ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage og sige noget helt andet.
Omvendt kan jeg også komme i tanke om mange situationer, hvor jeg burde have sat foden ned og sagt fra, men hvor de rigtige ord og handlinger ikke kommer til mig før lang tid senere. Og så sker der et eller andet inde i min hjerne, hvor det er, som om jeg ikke kan acceptere, at tiden er gået, og at tingene ikke kan gøres om. Jeg kan bruge oceaner af tid på at overveje de helt rigtige ord til en situation, jeg stod i for f.eks. ti år siden. Det er jo tåbeligt. Men så er der fiktionen. I fiktionen kan tiden vendes og drejes, strækkes ud og trykkes sammen og spoles tilbage. Det passer perfekt til den måde, min hjerne åbenbart opfatter tid på.
