De afghanske sønner er en uhyggelig aktuel roman om en gruppe drenge på et asylhjem.
Gennem små, korte kapitler skildrer Elin Persson hverdagen på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn set fra den ansattes perspektiv. Vi hører om drømmene, kriserne, sammenholdet, skænderierne og den lange ventetid på svar. Den svenske forfatter har selv arbejdet på et asylhjem og er uddannet socialantropolog, men De afghanske sønner er en roman, ikke en dokumentarisk skildring. For nogle gange kan fiktion noget, virkelige beretninger ikke er i stand til.
Hvad er det for en historie, du gerne vil fortælle i De afghanske sønner?
Jeg vil gerne give folk et indblik i, hvordan hverdagen ser ud for de unge, der kommer alene til Sverige eller de andre nordiske lande. Et hjem for uledsagede flygtningebørn er det sted, de fleste unge, der kommer alene, bliver placeret på. Det er en verden, der er helt lukket, hvor mennesker med vidt forskellig oprindelse og baggrund lever sammen.
Det, de har tilfælles, er, at de har forladt deres hjemland alene og er taget til Europa. De venter alle på afgørelse fra Udlændingestyrelsen, som skal tage stilling til deres fremtid. Det er den her lukkede verden, jeg vil fortælle om. Hvordan dagene ser ud. Uvisheden, ventetiden, et ur der tikker og unge, der hver dag bliver ældre. Om håb og håbløshed.
Du har selv arbejdet på et hjem for uledsagede flygtningebørn. Hvad fik dig til at skrive en bog om et sådant hjem og drengene der?
I 2017 blev mange asylhjem for uledsagede flygtningebørn nedlagt i Sverige. Også det hjem jeg arbejdede på blev lukket. Jeg begyndte i stedet at gå på en forfatterskole. For mig har det altid været sådan, at jeg skriver om det, der er tættest på. Jeg vil ikke sige, at det var et valg, jeg traf at skrive om uledsagede unge flygtninge. Det var et åbent sår, noget jeg var nødt til at bearbejde og skrive om for at forstå. Og derfor blev det netop den bog, jeg skrev.
Du har en kandidatgrad i socialantropologi, så du kunne også have valgt fx at skrive en mere dokumentarisk skildring. Hvorfor valgte du romanen som form?
De afghanske sønner begyndte faktisk i digtform. Men jeg fandt ud af, at fortællingen ikke passede ind i de korte digte og begyndte at skrive den som en novelle.
Da jeg afleverede novellen til min underviser på forfatterskolen, sagde hun til mig: "Elin, det du skriver på er en roman". Først blev jeg chokeret, for jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle kunne skrive en roman, men jeg besluttede mig for at prøve det af.
Det har aldrig slået mig at skrive om det akademisk eller i dokumentarisk form. For mig er det vigtigt at føle mig fri i skrivningen, og det gør jeg ikke, hvis jeg skriver akademiske tekster eller i dokumentarisk form.
En anden årsag er, at jeg tror, fiktionen nogle gange kan fortælle os mere end virkeligheden. Den har en evne til at nå mennesker og røre os på en anden måde.
Romanen er fortalt på en nøgtern, lavmælt måde, selvom den handler om nogle drenge, der har været udsat for voldsomme traumer. Hvordan har du arbejdet med det?
Jeg tror, at det lavmælte sprog spejler, hvor påvirket jeg var af at have set asylprocessen på nær hold. Jeg havde en følelse af at være følelsesmæssigt afkoblet, sproget kom derfor naturligt. Jeg mærkede også, at det var effektfuldt.
Jeg havde passager i bogen, som var mere maleriske, og hvor sproget indeholdt flere følelser og tanker fra Rebecka, men jeg valgte at tage de dele ud, for jeg syntes, det gav en sentimental følelse, og jeg ville efterlade plads til læserens fortolkning.
"Det var et åbent sår, noget jeg var nødt til at bearbejde og skrive om for at forstå."
De afghanske drenges historie er fortalt gennem Rebecka, en ung svensk pige som arbejder på hjemmet hvor drengene bor. Alligevel ved vi stort set ingenting om Rebeckas liv, hvad er årsagen til det?
Jeg ser ikke selv Rebecka som fortællingens hovedperson. Jeg ser hende som et værktøj til at fortælle om drengenes liv. Det, der sker for hende uden for arbejdet, er ikke relevant for den her historie. Jeg vil holde fokus på drengene og deres hverdag og ikke på, hvordan det er at arbejde med uledsagede unge, selvom det uvægerligt bliver en slags konflikt i fortællingen.
Jeg prøvede på et tidspunkt at skrive mere om Rebeckas liv, men det blev en helt anden fortælling, som jeg syntes tog fokus fra det, jeg ville fortælle om.
Er der en særlig grund til, at det lige er de afghanske drenge, du skriver om og ikke fx somaliere, iranere eller syrere?
I løbet af den tid, jeg arbejdede med uledsagede unge, mødte jeg utallige fra Eritrea, Somalia, Syrien, men de boede der ofte i en kort periode, før de fik opholdstilladelse og flyttede til et familiehjem eller i egen bolig. Dem fra Afghanistan blev tilbage i årevis. Mange af dem fik afslag på deres asylansøgninger og appellerede, hvilket gjorde at de blev ved med at vente og vente.
I og med at de boede der så længe, lærte jeg dem at kende og fik et indblik i deres asylproces. Det var netop den her venten, som jeg ville skildre, og derfor skrev jeg om dem, der kom fra Afghanistan.
"Det er svært at forestille sig, hvordan det er at se sit hjemland blive taget fra en."
Hvordan tænker du, at din bog skriver sig ind i de aktuelle begivenheder i Afghanistan?
Det gør mig virkelig ked af det, at min roman bliver ved med at være aktuel. Det er en skildring af unge, som forsøger at læge sårene fra det de har set og været med til i Afghanistan. Med de aktuelle begivenheder i Afghanistan ved jeg, at de sår bliver revet op igen. Mange af dem har familie og venner tilbage i Afghanistan. Det er svært at forestille sig, hvordan det er at se sit hjemland blive taget fra en, at ringe til en søster eller en far og ikke få noget svar.
Endnu sværere er det at tænke på, at mange af de uledsagede unge flygtninge, som kom til Europa, fik afslag på deres asylansøgninger og nu befinder sig i Afghanistan.
Der er en scene i romanen, som er baseret på en virkelig begivenhed, hvor en af drengene får afslag på sin asylansøgning, og myndighederne siger, at det er sikkert dernede, men han siger, at de sender ham i døden. Det gør ondt at tænke på, at han og mange andre befinder sig Afghanistan netop nu.
Jeg tror, at det er vigtigt, at vi minder hinanden om, at det er virkelige liv, det handler om, og jeg håber, at min bog kan minde læseren om det.