"Da jeg fandt ud af, at jeg kunne bryde tavsheden ved at skrive, blev jeg besat af det"
Interview med Vilma Sandnes Johansson

"Da jeg fandt ud af, at jeg kunne bryde tavsheden ved at skrive, blev jeg besat af det"

January 4, 2022

Vilma Sandnes Johansson debuterer med en autofiktiv roman om livet med en døende mor.

Vilma Sandnes Johansson var teenager, da hun mistede sin mor. I 'Tænk ikke på mig' har hun gjort sin personlige fortælling til en roman. For at bryde med den berøringsangst, sygdom og død stadig er omgærdet af.

Hvor var du i dit liv, da du begyndte at skrive på dét, der blev til Tænk ikke på mig?

Jeg var 19 år gammel, netop blevet student og uden job eller studie at tage mig til. Midt i min nye tilværelse fik jeg en dag fortalt en historie om min mor, som jeg selv havde glemt. Det stressede mig helt vildt: for var jeg allerede ved at glemme min mor, som et år forinden var død efter et langt kræftforløb?

Da gik det op for mig, at det ville forfølge mig resten af mit liv, hvis jeg ikke fik skrevet minderne ned med det samme, så jeg vidste, at jeg altid ville kunne finde tilbage til dem. Jeg satte mig altså for at skrive en liste over alle minder med min mor, jeg overhovedet kunne komme i tanke om. Det tog så lidt overhånd og blev i stedet til en 200 sider lang mindebog, som jeg printede ud og gav til venner og familie.

Inden da havde jeg aldrig skrevet andet end dagbog og skoleopgaver, så jeg blev virkelig overrasket, da de syntes, at det var godt skrevet, og særligt da en af dem satte mig i kontakt med et forlag og det endte med en kontrakt hos Gutkind.

Billede af hovedpersonen

Hvordan var det at begynde at skrive det ned og i skriftlig form gå så langt ind i det dybt personlige stof?

Det var overraskende nemt. Både i min mors sygdomsforløb og efter hendes død blev jeg mødt af stilhed: mine venner lod som ingenting, jeg lod som ingenting – vi lod alle sammen, som om sygdommen, døden og sorgen ikke fandtes – og stilheden gjorde ondt.

Da jeg fandt ud af, at jeg kunne bryde tavsheden ved at skrive, blev jeg besat af det: jeg skrev og skrev og skrev. Om alle de ting, der gjorde mest ondt, de ting vi indtil da var gået på listefødder om. Det føltes godt. Også når det var svært. Det var som at tage revanche.

Det er en roman, men historien ligger tæt op ad dine egne erfaringer med din mor, og hovedpersonen bærer dit navn. Hvilke tanker gjorde du dig om, hvor tæt du skulle gå på din egen familiehistorie?

Det var vigtigt for mig at gå så tæt på den "virkelige" historie som muligt. Der var ikke rigtig nogen grund til at lade være. Jeg tror også, det er ret afgørende at være ærlig, hvis man vil bryde tabuer.

Hvilke greb gør bogen til en roman?

Det er nogle ret lavpraktiske greb som at slå karakterer sammen, ændre navne, locations og rækkefølge af kapitler. Mine fire barndomsveninder, som jeg har slået sammen til en karakter, fik lov til at bestemme deres karakters navn. Det var sjovt at overvære den samtale. De endte med at vælge et navn, som tilfældigvis også er navnet på en restaurant, der nu ligger på den gade, vi voksede op på.

Og så har jeg naturligvis også udeladt en del. Alt sammen for at tage læseren i hånden og få fortællingen til at stå rent. I mindebogen havde jeg for eksempel meget tidlige minder fra min barndom med, hvorimod Tænk ikke på mig først begynder, da jeg er 13 år gammel, og min mor kommer hjem og fortæller, at hun har fået kræft.

"Det mørke og det lyse fungerer jo ikke uden hinanden."

Det er en fortælling, som langt fra kun rummer mørke, der er også masser af lys i den. Er det noget, du har tænkt meget over, mens du skrev – hvordan du skulle dosere det?

Jeg tænkte ikke over det, mens jeg skrev. Det var først, da andre læste min bog, at jeg blev opmærksom på, hvor mange lyse stunder fyldt med latter, den også rummer. Så det kom nok ret naturligt. Jeg havde en virkelig god barndom, hvis man ser bort fra, at jeg voksede op med en døende mor i fem år. En god familie, gode venner.

Min mors sygdom var som et mørke, der lagde sig et meget lyst sted. Derfor er det måske ikke så underligt, at bogen rummer både lys og mørke. Det ville i øvrigt også være dødssygt, hvis den udelukkende rummede en af delene. Det mørke og det lyse fungerer jo ikke uden hinanden.

Tænk ikke på mig hedder romanen. Hvorfor skulle det være titlen?

Min mor og Lone Hørslev skrev engang en sang (som aldrig blev udgivet), hvor omkvædet gik sådan her:

tænk ikke for meget lille mor

tænk ikke for meget på døden, det smitter…

Dengang troede jeg, at teksten var:

tænk ikke på mig, lillemor.

Og det blev derfor titlen på min mindebog. Da jeg så begyndte at skrive mindebogen om til den roman, den er blevet til i dag, strøg vi "lillemor" fra titlen, fordi "tænk ikke på mig" ikke udelukkende er rettet mod moderen, men også vennerne, den øvrige familie, sygeplejersker, lærere og så videre. De fleste – går jeg ud fra – vil gerne tænkes på, når de står i så skrøbelig en situation.

Man vil bare ikke være til besvær eller sprede dårlig stemning eller stjæle opmærksomhed fra den syge. Det er derfor meget almindeligt, at pårørende til alvorligt syge bliver glemt, og at de selv glemmer, at også de har ret til og brug for at få hjælp og omsorg. "Tænk ikke på mig" er ikke ualmindeligt at høre fra folk i den situation.

"Lad være med at være bange. Bryd tavsheden."

Hvad er dit bedste råd til folk, der er tæt på en, der er i sorg?

Lad være med at være bange. Bryd tavsheden. Skriv en sms. Kom og hjælp med opvasken. Send blomster. Hvis den sørgende kan lide blomster. Anerkend at det er vanskeligere for sørgende end for ikke-sørgende at komme gennem dagen. Husk at der er mange forskellige måder at sørge på. Spørg den sørgende, hvad de har brug for. Forestil dig, hvad du selv ville blive glad for. Læs Det Nationale Sorgcenters folder "16 gode råd fra unge der har mistet" – den kan man finde på nettet.

Hvordan har det ændret dig og dit syn på din egen historie at skrive bogen?

At skrive min historie har skabt en form for distance mellem mig og min sorg – både sorgen før og efter min mors død. Jeg har læst min bog igennem så mange gange nu, at jeg er blevet iskold over for selv de kapitler, som, dengang jeg skrev dem, var allersværest og mest skamfulde at skrive.

En gang imellem bliver jeg revet ud af distancen og den iskolde tilgang og mindet om, at det faktisk er rigtigt: At min mor er død, og at det var mig, som oplevede alle de ting, jeg har skrevet ned. Og så gør det virkelig ondt. Det er hårdt at savne så meget, og det er hårdt at tænke tilbage på. Men så går det over. Og så kommer det tilbage en dag. Det er okay – sådan er det nok bare at have en død mor.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu