Carl Quist-Møller
Skriveværkstedet med

Carl Quist-Møller

September 3, 2022

"Jeg kan godt lide de foræringer, man får på papiret, som egentlig er fejl."

I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her har vi talt med tegner og forfatter Carl Quist-Møller om hans nye bog, Læsepadden Pede.

Farfars læderindbundne bøger

Jeg arvede en masse af min farfars gamle læderindbundne bøger. Det var et helt bibliotek, han havde haft. Jeg vidste ikke meget om, hvad der stod i dem, for jeg kunne ikke læse som barn – det lærte jeg først længe efter, jeg var gået ud af folkeskolen. Men jeg har leget med bøgerne.

Jeg kunne fx køre en bil ind mellem to bøger og have en garage der, eller jeg kunne bygge en lille hule af dem. Den idé brugte jeg i Læsepadden Pede, så selvfølgelig skulle min farfars bøger også have en rolle i bogen.

Billede af hovedpersonen

Oprøret i nr. 90

Jeg har haft min tegnestue på Christianshavn i 25 år. Jeg var enebarn, og da jeg voksede op, ville jeg bare gerne tegne og slå på tromme ligesom min far, Flemming Quist Møller.

"Jeg kunne ikke læse som barn"

Dengang boede vi i nummer 20 på Overgaden Oven Vandet, hvor min far bl.a. lavede Bennys badekar i baghuset. På et tidspunkt tænkte jeg, at nu skulle jeg altså også gøre forældreoprør, og så flyttede jeg tegnestuen herned i nummer 90, lidt længere nede ad gaden. Og ellers laver jeg det samme som min far.

Billede af hovedpersonen

"Noget skulle firmaet hedde, sagde min revisor engang til mig."

Ej blot til løgn

Jeg voksede op i en gammel butik, hvor der var et butikslokale og et baglokale, og det er fuldstændig det samme her. Jeg cykler til Christianshavn hver morgen fra Østerbro, hvor jeg bor nu. Jeg arbejder her, og når jeg skal have kaffe, går jeg ind til nabocaféen, som jeg har en særlig rabataftale med.

Ej blot til løgn kalder jeg min tegnestue, for noget skulle firmaet hedde, sagde min revisor engang til mig. Jeg sælger også kunst direkte fra tegnestuen, når folk kommer forbi. Og det er ikke engang løgn.

Billede af hovedpersonen

En af de sidste håndtegnere

Det begynder med en masse helt små skitser på post-its. Bare for at få ideer til, hvordan en skildpadde fx egentlig kan se ud. Så går jeg i gang med blyant på A4-papir.

Hvis jeg har lavet en lille hurtig skitse, jeg godt kan lide, så kopierer jeg den også nogle gange på en kopimaskine og sætter den op i en lidt større størrelse. Når det er småt, får man overblikket, og når det er større detaljerne.

Jeg bruger ikke computeren til at tegne på, alting foregår fuldstændig analogt, jeg bliver måske en af de sidste håndtegnere.

Billede af hovedpersonen

"Jeg bliver måske en af de sidste håndtegnere."

Foræringerne i fejlene

Jeg har aldrig fået lært at tegne digitalt, jeg har altid haft gang i en masse andet – og så keder jeg mig, når jeg kigger ind i en skærm.

Jeg bliver træt af det og kan meget bedre lide farverne på papiret. Jeg kan godt lide de foræringer, man får på papiret, som egentlig er fejl.

Hvis man laver en stor tegning og maler det hele op med tusch, kan man godt komme til at tabe en blækklat undervejs. Det er så nødt til at blive til en myre eller en flue eller et andet dyr. Det sætter noget andet i gang, og det har sin charme.

Billede af hovedpersonen
Billede af hovedpersonen

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu