Alexander Rich Henningsen

Alexander Rich Henningsen

Redaktør på magasinet ATLAS og forfatter til bogen Mother Earth.

"For mig har det at læse bøger været en naturlig del af det at være menneske" - Alexander Rich Henningsen

Alexander Rich Henningsen (f. 1992, Svendborg) er uddannet sociolog fra Københavns Universitet og redaktør på magasinet ATLAS, som han også er medejer af.

Til ATLAS skriver han også selv essays, reportager samt artikler om alt fra ungdomsoprør og social ulighed til progressive bedsteforældre og internationale debatter.

Rich Henningsen fortæller selv om sin debutroman: "Jeg har altid interesseret mig for byplanlægning, politik og litteratur. Jeg er typen, der sad derhjemme og spillede Sim City eller læste Harry Potter eller Politiken i stedet for at være til fest. Den her bog er et forsøg på at forene de her interesser i en, håber jeg, underholdende historie. Det er nemlig noget andet, jeg holder af: at underholde og lave sjov og få folk til at grine. Det er faktisk det vigtigste skriveråd, jeg nogensinde har fået, tror jeg. Det kom fra min mor: Brug din humor, når du skriver. For mig er det nødt til at være sjovt, har jeg opdaget, for at det, jeg skriver, rigtigt lever."

Han er bosat i Brønshøj med sin kæreste og datter. Mother Earth er hans skønlitterære debut.