"Man skal få valuta for pengene … ellers er de jo bedre givet ud på en økse!"

Lars Mytting fortæller her om 'Brænde', den bog, der blev et globalt fænomen og forandrede livet for ham selv, og som han nu med sin større viden og de op imod 2000 breve, han har fået fra entusiastiske brændehuggere, har revideret.

Ideen var enkel. Jeg ville skrive en bog om brændehugning, som brændehuggere kunne have glæde af, selvom de vidste alt i forvejen.  En tekst, som var håndfast og gavmild, som vakte følelser, men undgik føleri.

Det var ikke noget, jeg spekulerede over undervejs, jeg skrev bare derudad, men efterfølgende kan jeg se, at den har tre fortællegreb, som går igen i hvert kapitel; det skønlitterære, det essayistiske og det klassiske sagprosa-træk.

Brænde blev bogen, som forandrede mit forfatterliv og også den bog, der gjorde, at jeg fik råd til at skrive romaner på fuldtid.

Det mest udbredte, men også mærkeligste spørgsmål, jeg får, er, om jeg "havde forventet det her". Svaret er naturligvis: "Nej!" Hvis man forventer noget, skriver man efter en formel, og så vil man komme til at gøre noget, en anden forfatter har forsøgt før.

Maskot for en bog

Bogen fik så stor udbredelse, at der blev rigtig meget at tage hånd om for mig. Den holdt op med at være en bog, men blev et fænomen, og dermed blev jeg – forfatteren – fænomenets maskot. Jeg fik flere henvendelser og interviewforespørgsler, end jeg kunne håndtere.

Da min tredje roman udkom, vidste jeg, at det måtte bære eller briste – hvis den floppede, ville min nekrolog kun handle om Brænde.

I de følgende år skrev jeg fire romaner, og i lang tid talte jeg slet ikke om Brænde. Men jeg huggede stadig selv brænde hvert år, jeg bor jo i det kolde Norge, og hver gang spurgte jeg mig selv: "Er det her med i bogen?". Jeg fik selv mere kundskab, og jeg havde også i omegnen af 2000 breve og beskeder fra læsere, som også bidrog med deres erfaringer.

Dobbelt så stor som originalen

Jeg fornemmede, at tiden var inde til at revidere teksten og mærkede med det samme den oprindelige skriveglæde. Det endte med bog, der er dobbelt så stor som originalen. Det vigtige var at undgå at ødelægge den oprindelige teksts spontanitet og nerve. Derfor begynder hvert kapitel som i den oprindelige udgave, det er bare blevet en rigere og måske også mere erfaren tekst. Men bestræbelsen har hele tiden været, at man skal få valuta for pengene, selvom man allerede har den gamle version. Ellers er de jo bedre givet ud på en økse!

Listen over overraskelser, bogen har givet, er lang, men en af de mest forunderlige er teateropsætningen baseret på bogen. Skuespillerne hugger et træ ned på scenen – et nyt træ for hver forestilling – og de kløver det og kapper kviste af hele tiden, mens en ældre mand stabler brænde i forgrunden. Vores folkekære musiker Stein Torleif Bjella har skrevet originalmusik til forestillingen – men ellers er der ingen dialog bortset fra, at jeg selv læser korte tekster fra bogen. Jeg frygtede, at det skulle blive et rent eksperiment, en avantgardistisk performance, men 60 forestillinger er spillet, og den har gået i to år på scenen i Oslo og er blevet opført udendørs.   

Den norske galskab

NRK lavede et direkte TV-program kaldet "National brændeaften", som varede i fire timer fulgt af en otte timers direkte udsendelse af ild i en pejs. Det vakte en vis opsigt, og bl.a. BBC-nyhederne "stillede over til Norge" for at vise galskaben. Dagen efter blev jeg ringet op i bilen af en engelsktalende kvinde. Jeg var træt og sagde, at hun måtte ringe senere. Da jeg havde lagt på, spurgte jeg mig selv: 'Nævnte hun lige New York Times?'

Jeg ringede op igen uden at få svar. Men efterfølgende kontaktede hun mig, og det endte med en stor artikel kaldet "Bark up or down – Firewood splits Norwegians" – et spil på den evige norske diskussion om, hvorvidt barken skal vende op eller nedad, når man stabler. Senere det år havde Disneys Frost premiere, og i de første scener står to mænd og diskuterer netop "bark up or bark down". Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, men et sted må de jo have fået det fra.