"Collagen fungerer som en slags moodboard over de tanker og følelser, jeg har skrevet SULT på"

Tine Høegs roman SULT giver læseren et råt indblik i at være ufrivillig barnløs i fertilitetsbehandling – og i den eksistentielle malstrøm en kvinde kastes ind i, når hun inderligt ønsker at blive mor, men umiddelbart ikke kan blive det.

I arbejdet med romanen har hendes opslagstavle spillet en central rolle, og her fortæller hun om den collage, der langsomt voksede frem, mens SULT blev til.

Collagen fungerer som en slags moodboard over de tanker og følelser, jeg har skrevet SULT på. Nogle af udklippene har jeg selv fundet, men mange af dem kommer faktisk fra min kæreste.

Jeg ved ikke, hvor han opstøver dem henne, men næsten dagligt har han lagt billeder ind på mit skrivebord, som jeg så sorterer i, sætter sammen og hænger op. På en måde er han med i min skabelsesproces.

Et skrigende væsen

Det her er et tværsnit af en navlestreng. Billedet er stort og centralt placeret på opslagstavlen.

Det ligner et mærkeligt skrigende væsen, vidtåben mund og vanvittige øjne. Undervejs i behandlingen har jeg følt mig som det væsen. Sådan der har jeg også haft lyst til at skrige.

Jeg elsker i øvrigt farverne, og de har været en del af inspiration til bogens omslag.

En frelserfigur i kåbe

Det her er et nærbillede af progesteron – et hormon, der skal hjælpe slimhinden med at holde fast på ægget.

Har været totalt besat af den slags close-ups. Det ligner jo en frelserfigur i kåbe med kors og glorie. Skammen ved at være barnløs findes også i Bibelen, og det er kvinderne der bærer den.

Forestillingen om kvinden som skyld i et pars barnløshed er ældgammel, og først meget sent er man begyndt at forske i mandens bidrag.

Den store ubalance i behandlingen af mænd og kvinder er stadig et problem i fertilitetssystemet. Kvinden er patient. Manden pårørende. Det må ændres.

Beyoncé og babyjalousi

Babyjalousi er et begreb for at have svært ved at rumme andres graviditeter og nyfødte børn, når man selv kæmper for at opnå det samme.

Det her billede af Beyoncé er jo historisk.

Så svulmende og voldsomt og blomstrende, det peger så tydeligt på alle ikoniske fremstillinger af Moderen, samtidig med at der er en erotisering og et konfronterende blik, der går en anden vej. Jeg elsker det. Det poppede og kitschede, næsten ironiske.

Men det har hængt på opslagstavlen som en visualisering af babyjalousien, det sindssyge næsten had man indimellem faktisk kan føle mod mennesker, der har børn.

Efterfulgt af skammen over at besidde de tanker, følelsen af at være et dårligt menneske.

Mellem liv og død

Liv og død. Det er de poler man konstant er udspændt imellem, når man er i behandling.

Jeg ved ikke, hvor billedet kommer fra. Min kæreste har fundet det. Der er så meget mørke i det.

Det minder mig også om det spor i romanen, som handler om abort. Det kunne næsten være et skræmmebillede fra en eller anden anti-abortkampagne.

Min hovedperson Mia har en nær veninde, som parallelt med Mias behandling bliver gravid og får fosteret fjernet. Den abortscene er vigtig. Hård men også et bevis på, hvad et stærkt venskab kan rumme.

Strike a pose

SULT handler om begær. Efter at blive mor, men også det seksuelle begær.

Hvad fertilitetsbehandling gør ved det blandt andet, men også om det kvindelige begær mere generelt. Blikretninger. Samfundets dyrkelse af den unge kvinde. Kropsforventninger, aldring, skam.

Det her billede er fra Mia Engbergs Dirty Diaries, som er en række pornofilm der har kvindelig synsvinkel.

Jeg elsker billedet. Aggressionen, poseringen. Hvordan vender vi blikket om? Så kvinden er subjekt? Så hun er den, der ser? Det optager mig.