"Det tog mig mange år at tænke på mig selv som forfatter"
Interview med Helle Helle

"Det tog mig mange år at tænke på mig selv som forfatter"

February 9, 2021

Helle Helle er en af de mest kendte og anerkendte forfattere herhjemme. Men længe havde hun det svært med overhovedet at sige, at hun var forfatter.

Helle Helle sad og frøs på en bænk på Vanløse Station, da hun første gang kaldte sig forfatter. Det var i 1993, og hun havde skrevet sin debutbog, men den var endnu ikke udkommet. Ved siden af hende på bænken sad en lidt forhutlet og temmelig snakkesalig mand.

"Nå, hvad går du så og laver," ville han vide.
"Jeg er faktisk forfatter," svarede Helle Helle, der på det tidspunkt var 28 og havde en novelle i Information, nogle digte i litteraturtidsskriftet Hvedekorn og ét i ALT for damerne bag sig.
"Har du skrevet noget, man kender?"
"Jeg har skrevet en bog, der hedder Eksempel på liv."
"Nååh, den har jeg ikke hørt om."

Nu var den jo heller ikke udkommet. Men det gik op for Helle Helle, at han måske nok ikke ville have hørt om den alligevel. Og der var noget, der føltes underlig selvhøjtideligt ved at kalde sig forfatter. Sådan blev hun ved med at have det, også efter at hendes bøger begyndte at være i boghandler og på biblioteker.

"Efter det holdt jeg helt op med at sige, at jeg var forfatter. I mange år sagde jeg bare: "Jeg skriver," fortæller Helle Helle.
"Det tog mig mange år at tænke på mig selv som forfatter. Det er ikke længe siden, jeg for alvor begyndte at sige, at det var det, jeg var. For det med at være forfatter, hvornår er man det? Det er man vel kun, så længe man lige har skrevet en bog. Man ved aldrig, om man kan skrive flere."

Billede af hovedpersonen

I dag er Helle Helle en af de mest kendte og anerkendte forfattere herhjemme. Hun har modtaget adskillige priser, hyldes af både litterater og almindelige læsere. Hendes ottende roman er netop udkommet på Gutkind Forlag. BOB, som den hedder, foregår netop i Vanløse, i midten af 1980erne og handler om et kærestepar fra Lolland, som har fået en etværelses med altan og stavparket, oven på tanken.

Helle Helle har selv boet i Vanløse i samme periode og taget samme rejse fra Lolland-Falster, hvor hun voksede op. Hun skriver som regel om noget, hun selv har indgående kendskab til. Ofte er vi på Sydhavsøerne, eller i hvert fald har personerne forbindelser dertil, og ofte handler det om nogen, der er unge i 1980erne.

I et miljø, hvor folk kan hedde John, Putte og Ibber som i Ned til hundene – eller Bob, som hovedpersonen i Helle Helles nye roman. I et univers, hvor der bliver hentet linser fra Statoil, nudler med æg fra kinagrillen eller spist på Jensens Bøfhus, hvis det skal være lidt godt. Hvor et pandebånd kan spille en særlig rolle og en vending som "hvis det er", kan have afgørende betydning.

“Når jeg skriver, fungerer det godt, hvis jeg kender tiden, kender stederne, vejene, geografien. Det frigiver så mange erindringer, som jeg kan bruge. Så meget sprog, der jo er knyttet til erindringer, som jeg kan bruge, uden at bøgerne handler om mig,” siger Helle Helle.

Billede af hovedpersonen

Men selvom lokalkoloritten fylder en del, er det med stedet ikke afgørende for historierne.

"Mine bøger handler om noget, der er større end det, der lige står. Stedet og tiden er bare en ramme, der skal sættes for noget, som forhåbentlig er noget mere end det, romanen umiddelbart ser ud til at handle om."

I BOB, er det ikke kun stederne, Helle Helle kendte godt i forvejen. Også romanens personer. For første gang i sit forfatterskab har hun skrevet en fortsættelse til en tidligere roman. Den unge kvinde, der fortæller historien i BOB, var den 16-årige pige i den forrige roman de. Hende, der boede alene med en mor, som blev dødeligt syg. Hende, der i 1. G. mødte Bob. I BOB er de blevet kærester og skal begynde et nyt kapitel i hovedstaden sammen.

Hun er bogens jeg-fortæller, men hun fortæller kun om Bobs liv - især det, hun ikke selv er en del af. Det er også typisk for Helle Helle. At formen spiller med og bliver en del af handlingen: Hvem fortæller historien? Hvilken tid er den skrevet i? En af hendes romaner hedder ligefrem Dette burde skrives i nutid.

"BOB er en elegant og rørende roman" - Linea Maja Ernst, Weekendavisen

"Det er noget, der interesserer mig mere og mere for hver bog. Kan jeg skrive den her roman på en måde, så man i kraft af dens form mærker, hvad den handler om? Kan man mærke, at det gør ondt på en særlig måde, fordi det hele er skrevet i nutid, eller kan man mærke fraværet af en kæreste, hvis jeg skriver det ind i den her form, som jeg gør i BOB? Sådan noget er så spændende, at jeg næsten ikke kan være i det."

Som forfatter har hun aldrig følt sig mere fri, end hun gør i dag.
"Jeg elsker det rum, jeg kan skabe, når jeg sidder ved mit skrivebord. Jeg er utrolig bevidst om, at det er helt vildt, at det lykkedes. At jeg kan være den forfatter, jeg sagde, jeg var, da jeg sad på den bænk i Vanløse."

Interviewet har været bragt i Magasinet Midt I.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu