"Vi har længe stået og ventet uden for den låste dør"

Under navnet Lars Kepler har Alexandra og Alexander Ahndoril solgt 17 millioner bøger i 60 lande.

'Joona Linna-serien' skriver det svenske forfatterpar stadig på, det tiende bind udkommer i 2024. Men selvom de er fuldt beskæftiget med den serie, var der en anden passion, de var nødt til at forfølge.

Det er blevet til 'Nøgleserien', der åbner med bogen 'Jeg skal finde nøglen'.

Hvordan vil I selv beskrive Nøgleserien?

Nøgleserien er en serie moderne puslespilskrimier, som det hedder på svensk – det man kalder whodunit på engelsk – med spændende karakterer og en mere moderne psykologi end de klassiske eksempler i genren, som fx Agatha Christie.

Hver bog er en ny sag for privatdetektiv Julia Stark. Hun er en kompliceret, ung kvinde som lever i skyggen af en forfærdelig tragedie. Som teenager var hun den eneste overlevende efter et stort flystyrt i Rumænien. Hendes posttraumatiske stresssyndrom gør det vanskeligt for hende at have relationer, men gør hende også usædvanligt opmærksom på detaljer og dygtig til at afkode andre mennesker.

I Nøgleseriens krimier er mysteriet i centrum, én blandt en håndfuld mistænkte er skyldig, og læseren får brikkerne i puslespillet i samme takt som Julia.

I har gigantisk succes med Joona Linna-serien under navnet Lars Kepler og fortsætter jo også den serie. Hvordan fandt I på at springe ud i noget helt nyt ved siden af den?

Som Lars Kepler fortsætter vi med at skrive om Joona Linna og Saga Bauer. Næste bog i serien kommer i efteråret 2024.

Men at være forfatter handler for os grundlæggende om at følge vores egen passion og få læserne med på samme rejse. Vi har længe villet skrive puslespilskrimier, men ikke fundet en indgang, ikke kunnet se, hvordan vi kunne beholde det, vi elsker ved den traditionelle puslespilskrimi, og samtidig tage den med ind i nutiden, gøre den relevant her og nu.

Vi har længe stået og ventet uden for den låste dør. Nøglen til den blev vores hovedperson Julia Stark. Hun trak et helt univers med sig, som vi ganske enkelt blev nødt til at skrive om.

Julia kan ikke tilgive sig selv for at have ødelagt sit lykkelige ægteskab med Sidney. Hun er stadig forelsket i ham, selv om hun ved, at hun ikke kan vinde ham tilbage.

Men i den første bog i serien beder hun ham om at tage orlov fra politiet i Stockholm og hjælpe hende med en sag, for i det mindste at være tæt på ham i et par dage.

Hvad er det ved puslespilskrimien som genre, der fascinerer jer? Og hvor tror I den fascination stammer fra?

Vi elsker puslespilskrimier, fordi selve gåden er i centrum, og vejen til at løse den er at lære personerne at kende. Der er som regel kun ét gerningssted og nogle få mistænkte.

I Nøgleserien har vi gjort vores yderste for at skabe psykologisk troværdighed, sådan så alle personer, man møder, er nuancerede og til at forstå.

Som læser kan man vælge bare at læne sig tilbage og overgive sig til historien, eller man kan gå ind i den og selv forsøge at finde nøglen ved hjælp af sin egen menneskeforståelse, iagttagelsesevne og logiske sans. Alle brikkerne er der, det gælder bare om at lægge dem rigtigt.

Hvilke favoritter har I selv inden for genren?

Dronningen er uden tvivl Agatha Christie. Hun er simpelthen imponerende dygtig til at finde på originale mysterier igen og igen. På trods af at det i dag er svært at se bort fra, at hendes personer føles forsimplede og let umoderne rent psykologisk, overstråler hun i vores øjne stadig de fleste.

Hvorfor egentlig skrive på to universer sideløbende og ikke vente med Nøgleserien, til I var færdige med serien under pseudonymet Lars Kepler?

Hvornår bliver man færdig med en serie? Vi er stadig lige nysgerrige efter at se, hvad der sker med Joona Linna og Saga Bauer, vi har stadig så meget, vi gerne vil opleve sammen med dem, så meget mørke at kæmpe os igennem og så mange seriemordere, der skal stoppes. Det føles som om, vi aldrig kommer til at holde op med at skrive som Lars Kepler.

Men da vi mødte Julia Stark, blev der tændt en ny gnist i os. Vi oplevede, at vi ikke kunne stoppe hende, vi var nødt til at skrive hendes historie parallelt med den anden.

Det må være krævende at skrive i to helt forskellige universer sideløbende. Hvordan håndterer I det rent praktisk, når I skriver?

Vi har opdaget, at de to verdener ikke tager energi fra hinanden, men tværtimod genererer mere energi til dem begge to.

Vi har skrevet mange bøger sammen nu, og for hver bog bliver det mere og mere tydeligt, hvor vigtigt forarbejdet er.

Derfor består skrivearbejdet af tre faser: samtalefasen, hvor vi vrider og vender vores idé og konstruerer plottet i detaljer for at have styr på hver persons forløb gennem bogen.

Så følger en lidt mere alvorlig periode, hvor vi laver research – hver historie har brug for selvstændig research for at få den nødvendige tyngde og autoritet.

Og først derefter kommer den magiske del af processen, hvor vi faktisk sidder foran skærmen og skriver. Så vækkes historien og karaktererne til live, og det er egentlig bare at lytte til dem og følges med dem gennem bogen.

Vi sidder side om side ved hver vores computer og udveksler tekst med hinanden, frem og tilbage, indtil vi ikke længere ved, hvem der begyndte med at skrive hvad.

Er det anderledes for jer at skrive Nøgleserien end Joona Linna-serien? Arbejder I på en anden måde?

Bøgerne om Joona Linna har et meget større format, hvor vi forsøger at maksimere thrilleren som form. Det er mørkt, skræmmende, voldsomt, farligt, intenst, og der er meget konkret politiarbejde. De bøger kræver meget mere research og tager betydelig længere tid at skrive.

Nøgleserien fokuserer til gengæld på mysteriet, forbindelsen mellem karaktererne og løsningens logik. Det drejer sig om én forbrydelse, én detektiv, ét sted og en håndfuld mistænkte.

Man får tid til at lære personerne at kende, mens man leder efter nøgler. Det er langt fra en idyllisk serie; mennesker har mørke hemmeligheder og gør forfærdelige ting mod hinanden, men ingen læsere behøver at være bange for, at de får mareridt af de her bøger.

Pseudonymet Alex Ahndoril lægger sig meget tæt op ad jeres rigtige navne og kan både være et navn til en kvinde og en mand, mens Lars Kepler ligger langt fra jeres rigtige navne og betegner en mand. Hvorfor?

Pseudonymet Lars Kepler var en absolut nødvendighed for os. Vi var hver især forfattere på egen hånd, men selv om man elsker hinanden og har tre døtre sammen, er det ikke helt givet, at man også kan skrive sammen.

Vi gjorde indtil flere mislykkede forsøg, som alle endte med, at vi kom op at skændes. Løsningen blev at skabe at ny forfatter, Lars Kepler. Med navnet kom historierne, den specifikke sprogtone og det mørke og suggestive.

Alex Ahndoril er blevet til på en anden måde. Det er en tydelig kombination af vores to navne. Vi vidste, at det ikke skulle være Lars Kepler, der skrev den nye serie, og at det var vigtigt at gøre det tydeligt, at den er noget helt andet.

Æstetikken i forsiderne i Nøgleserien er helt særlig. Hvilke tanker ligger der bag det?

Vi elsker omslagene! Det er en fantastisk svensk illustrator, Ola Larsson, der har skabt dem i dialog med os.

Med den første bog, Jeg skal finde nøglen, ville vi vise stedet, hvor det hele foregår, herregården langt ude i de svenske skove. Det skulle emme af gamle penge, som om tiden har stået stille netop der.

Vores oprindelige idé var, at det skulle ligne minutterne efter et gruppebillede, hvor de kunstige smil er forsvundet, og man får et glimt af konflikterne mellem familiemedlemmerne.

Vi ville have, at omslaget både skulle vise en bevidsthed om den klassiske genre, vi skriver os ind i, men samtidig også signalere nutid ved, at en af personerne står i skæret fra sin iPhone.