Mother Earth er din første bog. Du er uddannet sociolog og arbejder som redaktionschef på magasinet Atlas. Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?
Jeg har altid interesseret mig for byplanlægning, politik og litteratur. Jeg er typen, der sad derhjemme og spillede Sim City eller læste Harry Potter eller Politiken i stedet for at være til fest. Den her bog er et forsøg på at forene de her interesser i en, håber jeg, underholdende historie. Det er nemlig noget andet, jeg holder af: at underholde og lave sjov og få folk til at grine. Det er faktisk det vigtigste skriveråd, jeg nogensinde har fået, tror jeg. Det kom fra min mor: Brug din humor, når du skriver. For mig er det nødt til at være sjovt, har jeg opdaget, for at det, jeg skriver, rigtigt lever.
Mother Earth er navnet på et visionært højhusprojekt, der skal realiseres i København. Hvorfor skulle omdrejningspunktet i historien være det her prestigebyggeri og de problemer, der opstår undervejs?
Når man vil skrive om emner som politik, forvaltning og magt, er man nødt til at gøre det konkret. Der skal være noget stof, der kan give historien liv. Her var et højhusbyggeri oplagt. Mother Earth er et projekt, der følger en tidslinje, og som kan støde på forhindringer undervejs. Byggeprojekter er på den måde som skabt til at plotte ind i en berettermodel. Mother Earth er jo en konkret (meget stor) genstand, der skal rumme alt det bedste fra den skandinaviske velfærdsstat, og så går tingene op i hat og briller på grund af alle mulige lavpraktiske forhindringer såsom misforståelser og menneskelige fejl. For en forfatter er det skønt med teknikaliteter, man kan skrive om og bruge som motor i sin historie.
Desuden havde jeg en ret stor forhåndsviden om netop megaprojekter, fordi jeg har skrevet speciale om Femern-forbindelsen og alle de magt- og interessekampe, der udspiller sig omkring tunnelen. Jeg tror, jeg grundlæggende er fascineret af, at vi mennesker har en mytisk urtrang til at bygge store og også meget gerne utroligt høje ting. Tænk på Babelstårnet. Det er, som om vi ikke kan lade være med at udfordre naturen og dens love.
En mere lavpraktisk forklaring er nok også, at man som menneske jo altid også er et produkt af sit ophav. Og at jeg netop er gået hen og blevet skønlitterær forfatter, der skriver om store anlægsprojekter - i hvert fald i min første bog, nu må vi se, hvad fremtiden bringer – passer som fod i hose, når man anskuer tingene fra en sociologisk vinkel. Hvilket jeg gør, eftersom jeg er sociolog. Min mor er dansklærer og har selvfølgelig dyrket læsning og litteratur med mig gennem hele min opvækst. Min far er landinspektør og har altid arbejdet med store anlægsprojekter og været involveret i alle de mange komplekse processer, der omgiver den slags. Og voila, her er jeg, deres søn.
Det er også en historie om forvaltning. Hvad fascinerer dig ved det felt?
Jeg har ofte tænkt, at det kunne være sjovt med en roman, der handler om forvaltning. Hvad sker der egentlig, når det her samfund forvaltes? Der sker jo nogle helt konkrete ting – embedsfolk foretager handlinger, giver ordrer, skriver cirkulærer, notater osv. Ofte bliver forvaltningen en sort boks. Vi ved ikke – og tænker ikke så meget over – hvad der egentlig foregår i den. Det har altid pirret min nysgerrighed, og på universitetet var det altid det, jeg endte med at beskæftige mig med.
Forvaltning er jo en magtudøvelse. Ofte bliver magt gjort til et spørgsmål om politik eller økonomi. Hvilket det også er. Men i Danmark, hvor vi har så stort et embedsapparat, er det altså i ganske høj grad også et spørgsmål om forvaltning. Og vi ser jo, at der opstår sprækker hist og pist. Lars Findsen-sagen, Ahmed Samsam-sagen, Mink-sagen, Elbit-sagen, den slags sager viser, at forvaltningen ikke er en ren og skær rationel øvelse, hvor neutrale embedsfolk foretager neutrale handlinger. Forvaltningen foretages af mennesker af kød og blod – med alle de private problemer, mennesker nu har. Alle de fejl og mangler, mennesker lider under. Heldigvis. Og forvaltningen foregår sandt for dyden heller ikke i et politikfrit rum. Politikken er over det hele i forvaltningen. Selvfølgelig er den det.
Du nævnte selv det med humoren. Netop forvaltningen er vel ikke ligefrem et felt, de fleste forbinder med noget morsomt?
Forvaltning har en klang af noget komplekst og kedeligt, og måske er det også årsagen til, at vi ikke orker at diskutere det. Bureaukratiet er en hårbolle af kedsommelighed og jurainficeret sprog med høje lixtal, ingen gider det, men ofte er det inde i forvaltningens rum, at det virkelige drama udspiller sig.
Det er i hvert fald det, jeg viser med min bog. Derfor undertitlen: 'En forvaltningsgyser'.
Hvordan har du så arbejdet med at gøre 'en hårbolle af kedsommelighed' til noget sjovt?
Det har faktisk været overraskende nemt, for når man skriver en roman, skriver man om mennesker, og man interesserer sig for disse menneskers følelsesliv. Det er det, der har været styrende for mig.
Min skriveproces har især fokuseret på at skabe nogle interessante karakterer og så følge dem rundt i det her hurlumhejhus af et højhusbyggeri. Alt det tekniske kom af sig selv, jeg har faktisk ikke brugt ret meget tid på det, det har været et velegnet stillads (haha) at bygge fortællingen op omkring. Men alt det sjove kommer fra karaktererne og deres reaktioner på det, de oplever.
Desuden er kontraster ofte gode til at vække smil, jo mere absurde desto bedre. Jeg har forsøgt at dyrke kontrasterne i min bog, har slet ikke kunnet lade være med det. Kontrasten mellem menneske og system for eksempel, kontrasten mellem idealer og realiteter, kontrasten mellem mentaliteten hos politikere og mentaliteten i embedsværket, den slags.
Hvad kan samfundssatiren i det hele taget litterært, som du ser det?
Jeg tænker ikke, det kan være helt tilfældigt at genren har været med os helt siden antikken. Hvis man gerne vil pege på noget som forfatter, tror jeg, det er en god idé at få folk til at grine og føle sig underholdt. Få dem til at sænke paraderne lidt. Smilet er den korteste vej mellem mennesker, siger man jo. Det gælder nok også forfatteren og læseren.
Samfundssatiren er en genre, der åbner et reflekterende rum. Det, synes jeg, litteraturen nogle gange mangler. Som jeg nævnte tidligere, handler litteratur i høj grad om at skildre menneskers følelsesliv, men jeg synes også godt, der må være noget tænkning og intellektuelt arbejde i den. Det kan ikke være skønne former det hele.
Jeg holder meget af bøger, der ikke er bange for tænkning. Bøger, der involverer sig i verden og laver sjov med den, har blik for dens komiske absurditeter. Især hvis der ikke er tale om en ensidig, men derimod en tvetydig satire, og hvis satiren er kærlig og selvironisk frem for udstillende. Sådan er de bedste samfundssatirer, synes jeg. De har ikke et klart budskab, men mange uklare og til tider forvirrende budskaber (fordi samfundet jo grundlæggende er en uklar og forvirrende størrelse). Bøger, der er for sikre på, at de selv har ret, er sjældent ret interessante. De gode samfundssatirer lader først og fremmest læseren grine ad sig selv. Findes der noget mere befriende?
