Andrea Abreu fortæller om sin debutroman Skydække – om inspiration, de sproglige valg og hvad det er ved venskaber, der fascinerer hende.
Andrea Abreu er en af spansk litteraturs helt nye og stærke stemmer. Med sin kraftfulde og sansemættede debutroman, Skydække, fortæller hun historien om to unge pigers venskab og deres længsel efter at blive unge kvinder. Men der er også noget alment menneskeligt og universelt på spil i romanen, som har fået en fantastisk modtagelse og er solgt til udgivelse i flere lande.
Hvordan er Skydække blevet til? Hvilken historie ville du gerne fortælle?
Til at begynde med var bogen en helt anden. Jeg var netop flyttet til Madrid, jeg havde økonomiske problemer og skrev digte. Jeg begyndte at skrive på en digtsamling, som også berørte de diffuse grænser, der skabes mellem venskab og kærlighed i et forhold mellem to veninder.
I takt med, at antallet af digte voksede inde i hovedet på mig og krævede en mere narrativ form, gik det op for mig, at jeg måske kunne skifte litterær genre for at fortælle den historie, jeg ønskede.
Så begyndte jeg at skrive en roman bygget på et meget mindre dristigt sprogfundament end det nuværende. Det første udkast til romanen hed Bedsteveninder og havde samme tematik som Skydække. Efter at have skrevet på den i et stykke tid droppede jeg den, fordi jeg ikke brød mig om den.
Senere forærede min kæreste mig et kursus hos min spanske redaktør, Sabina Urraca, en af mine yndlingsforfattere. Kurset gik ud på at skrive en roman, og jeg havde kun gjort forsøg på at skrive en roman. Til undervisningen læste jeg nogle passager op for holdet.
På en af kursets sidste dage foreslog Urraca mig, at romanen skulle udgives. Jeg fik en frist på et halvt år til at aflevere førsteudkastet. I et halvt år skrev jeg som i en slags trance – noget af tiden fremragende, resten (størstedelen) af tiden meget besværet og kedeligt.
Jeg ville skrive en roman, hvor skønhed blev skildret anderledes; jeg ville konstruere en ny måde at udtrykke begær på.
Romanen foregår i en lille afsidesliggende bjerglandsby på Tenerife, som de fleste danskere kun kender som en ferieø. Hvorfor har du valgt, at romanen skal foregå der?
Det kvarter, som optræder i romanen, er et fiktivt kvarter, der er stykket sammen af forskellige kvarterer på det nordlige Tenerife. Jeg voksede op i et arbejderfamiliemiljø i et bjergkvarter i det område. Jeg havde ganske enkelt brug for at føle mig repræsenteret.
Jeg ville skrive en bog, som jeg havde brug for at læse. De fleste indbyggere på De Kanariske Øer er frygteligt vant til ikke at optræde i fortællingerne, og i særdeleshed ikke hvis det drejer sig om indbyggere fra fattige kår.
Jeg mener naturligvis ikke, at min opgave var at fremstille et stort samfunds oplevelser, men da jeg fik muligheden for at skrive en roman, følte jeg, at den skulle handle om det, jeg kendte bedst.
Jeg opfatter skrivningen som en stor øvelse udi specificitet. Jeg kan ikke være mere specifik, end når jeg beretter om noget, jeg har førstehåndskendskab til.
"Jeg havde ganske enkelt brug for at føle mig repræsenteret"
Romanen portrætterer et venskab mellem to unge piger, som længes efter at blive unge kvinder. Hvad er det særlige ved netop denne periode i livet, synes du?
Det er den periode, hvor man virkelig forbereder sig til voksenlivet. Det sidste skridt, inden man for altid forlader barndommen. Jeg husker den som en af de perioder i livet, hvor seksuallysten og følelserne er allerstærkest.
De to piger er bedste veninder, men alligevel er deres forhold ikke uden gnidninger. Hvad er det ved venskaber, der interesserer dig?
Jeg stræbte efter at udforske de diffuse grænser, der skabes mellem det følelsesmæssigt-seksuelle, det romantiske og selve venskabet i et venindeforhold mellem to piger i præteenagealderen.
Igennem årene er det gået op for mig, at de fleste voksne kvinder har gjort sig de første seksuelle erfaringer med deres veninder (og især med deres bedsteveninder). Det er så udbredt, at det passende kan kategoriseres som “universelt”. Og litteraturen fødes af det universelle, ikke sandt?
Min bog er overordentlig lokal i udtryksmåde og miljø, men hvad angår tematikken, er den frem for alt menneskelig.
Desuden forsøgte jeg at gøre den menneskelig i forhold til personopbygningen. De er usikre, splittede, skønne og på samme tid utiltalende. De passer ikke ind i kategorierne for godt og skidt. Den del har jeg lært af fantastiske forfattere som eksempelvis Lorrie Moore.
"De sproglige valg opstod af kravene til den historie, jeg ønskede at fortælle."
Din roman har fået en fantastisk modtagelse, og i Spanien er det især det sproglige udtryk, man har bemærket. Kan du sige lidt om, hvordan du bruger sproget og hvorfor?
De sproglige valg opstod af kravene til den historie, jeg ønskede at fortælle. På den ene side ville jeg skrive en bog, som foregik på De Kanariske Øer, og derfor skulle den skrives på kanarisk.
Problemet var, at det konkrete kanarisk, som jeg ville udtrykke, var et kanarisk fra bjerglandskabet på det nordlige Tenerife, og jeg fandt til min overraskelse ud af, at mange ord ikke fandtes i den kanariske ordbog.
På den anden side skulle jeg ramme tonen og de særlige kendetegn for en periode: året 2005, som var stærkt præget af skrivestilen på chat og i sms’er (med forkortelser og ofte uforståelig).
Derudover var der spørgsmålet om socialklasse. Det drejede sig om et arbejdermiljø, ofte præget af analfabetisme og manglende retskrivning.
Jeg ønskede at skabe et værdifuldt sted til den måde at udtrykke sig skriftligt på – den måde, som de mennesker, jeg er vokset op sammen med, udtrykte og udtrykker sig på, og som altid har fået dem til at føle sig udelukket fra kulturens og bøgernes verden.
Endelig skulle den afspejle et sprog, som var de to pigers og hovedpersoners helt eget. Venskab er en kode i sig selv, og det skulle fremgå.
"Jeg skriver af samme grund, som jeg danser reggaeton: Jeg kan lide det."
Hvordan fandt du ud af, at du gerne ville skrive?
Jeg tror ikke, jeg nogensinde har fundet ud af, at jeg gerne ville skrive. Jeg skriver af samme grund, som jeg danser reggaeton: Jeg kan lide det.
Hvilke forfatterskaber eller bøger har haft den største betydning for dig?
Størstedelen af de forfattere, der har præget mig, er af latinamerikansk oprindelse.
Hvad angår kultur og litteratur har De Kanariske Øer meget til fælles med landene på den anden side af Atlanten, og jeg har kunnet skabe min egen stil på grundlag af et personligt konstrueret stamtræ sammensat af forfattere såsom Rita Indiana, María Fernanda Ampuero, Selva Almada, Fernanda Melchor, Aurora Venturini, Gabriela Wiener, Leila Guerriero, Hebe Uhart, Ariana Harwicz og mange andre.
Interviewet er oversat til dansk af Anne Brinch