Anita Furu om 'Flygtige ord' og om talens fascinationskraft.
Hvad handler din bog om?
Jeg har været taleskriver i Statsministeriet i 14 år for fire forskellige statsministre. Været med til at skrive nytårstaler, statsministerens taler til Dronning Margrethe, taler til pressemøder under corona og en hel del mere.
Nu har jeg skrevet en bog om taler, hvor jeg samler mine erfaringer. Taler er en ældgammel kommunikationsform, men den holder endnu. Tænk bare på Zelenskyjs taler fra Ukraine, på Mette Frederiksens taler under corona eller på Sofie Lindes tale om sexisme.
Hvordan har du grebet det an?
Min bog er ikke en sådan-skriver-du-gode-taler-bog. Det er heller ikke en bog med kontroversielle afsløringer om statsministre og topembedsmænd.
Det er derimod en personlig fortælling, som man kan læse fra ende til anden – måske bare fordi man er nysgerrig eller ligesom jeg er dybt interesseret i taler, sprog og politik.
Der findes nogle myter om taleskrivning, som jeg gerne vil gøre op med. For eksempel at det er et nyt fænomen. Det er det ikke. Anker og Schlüter fik også hjælp til deres taler.
I bogen reflekterer jeg over, hvordan man skriver med en andens stemme, dykker ned i taleskrivningens historie og deler mine egne erfaringer fra hverdagen i Statsministeriet med konkrete historier om taler, der er gået godt – og også om taler, hvor det gik skidt.
Hvad er det særlige ved talen som form?
En bog kan du læse på stranden eller i sofaen, og du kan bladre frem eller tilbage. En tale skal opleves live. Den er helt bundet op på det menneske, der holder talen og på den situation, den holdes i.
Det stiller nogle skarpe krav til, hvordan en god tale skal være. Der er ikke plads til mange budskaber. Helst kun ét. Den skal skrives i et let, konkret og levende sprog. Fortælle en historie, som griber dem, der lytter. Holdes med et personligt engagement.
En tale skal vække følelser og tanker – måske endda få tilhørerne til at gøre noget. Det er lettere sagt end gjort, for folk kan sjældent huske, hvad der bliver sagt i en tale. Det er derfor, jeg har kaldt min bog Flygtige ord.
Alle taleskrivere drømmer om at skrive en sætning, der bliver husket. Men ordene i en tale bliver som regel glemt. Det kan være en trist erkendelse, når man som jeg har brugt mange timer og år på at skrive ord til taler.
Men at ordene bliver glemt, betyder ikke, at taler er ligegyldige. Slet ikke. Vi kan huske, om talen var god eller dårlig. Om vi kunne lide det menneske, der holdt talen. Vi kan blive grebet af en stemning og en følelse.
Hvordan er bogen blevet til?
Jeg er ikke uddannet retoriker. Jeg har lært at skrive taler ved at skrive taler. Nu har jeg forsinket læst op på noget af faglitteraturen. Jeg har også bladret i mine gamle noter.
Jeg har talt med tidligere kolleger, som har været så hjælpsomme at læse med på min bog undervejs. Det har været en tur ned ad mindernes allé. Jeg har talt med en af mine gamle chefer, Helle Thorning-Schmidt, om hvad hun synes er vigtigt i en tale, og om hvordan det er at have andre til at skrive taler for sig.
"Jeg er ikke uddannet retoriker. Jeg har lært at skrive taler ved at skrive taler"
Der var nogle historier, jeg gerne ville fortælle i bogen. Men det, jeg havde oplevet i et fortroligt rum, ville jeg selvfølgelig kun fortælle, hvis det var ok med de andre, der var i det rum.
For eksempel ville jeg gerne fortælle om Helle Thornings første dag som statsminister, fordi hun skulle holde en åbningstale i Folketinget, dagen efter hun var tiltrådt. Det er aldrig sket før.
Jeg vidste ikke, om hun ville lade mig fortælle om det. Men hun syntes, det var en rigtig god ide. Fordi hun også syntes, det havde været ret vildt.
Hvad betyder det for dig at skrive?
Jeg har skiftet arbejdsspor to gange i livet. Først fra økonom til taleskriver – fordi jeg altid har interesseret mig både for tal og samfund – og for ord.
Dernæst fra taleskriver til forfatter. Jeg debuterede i 2017 med romanen Mit halve liv i en alder af 55 år, mens jeg stadig arbejdede i Statsministeriet. Jeg var så heldig at få debutantprisen, og det gav mig mod på min næste roman.
Nu er jeg forfatter på fuld tid, men skriver stadig en tale eller to indimellem. Det har også givet mig mulighed for at se tilbage på mit liv som taleskriver og tid til at skrive om det.
Da jeg havde fuldtidsjob i Statsministeriet, stod jeg op halv seks, tog en kop kaffe og skrev på mine egne ting, før jeg cyklede på arbejde.
Jeg skriver stadig bedst om morgenen, men nu er jeg blevet et smøl, står først op klokken seks, måske halv syv. Hver morgen sætter jeg mig til at skrive og har flere kopper kaffe og mange timer foran mig.