Åsa Linderborgs bestsellerroman 'Mig ejer ingen' handler om hendes opvækst. Her fortæller hun, hvorfor autofiktionen altid er aggressiv – og hvorfor hun ikke ville have skrevet ét ord anderledes i dag.
Mig ejer ingen udkom på svensk i 2007 og er i foråret 2021 blevet genudgivet på dansk. Hvad var det for en historie, du ville fortælle?
Det er en bog om en mand med et alkoholproblem, som en søndag eftermiddag i 1972 bliver forladt af sin hustru og efterladt alene med en datter på tre et halvt år.
Men det er også en bog om en fagligt stolt metalarbejder, som bliver arbejdsløs i globaliseringens første skælvende minut, 1990. Bogen strækker sig over tre årtier og er en undersøgelse af Sveriges forandring, af relationen mellem en far og en datter og af kampen for sin egen tilværelse.
Du er journalist, forfatter og historiker og vant til at fortælle andres historie. Hvilke overvejelser havde du om at fortælle historien om dig selv og din opvækst?
Jeg havde først tænkt at arbejde med bogen som en historiker, det vil sige søge i arkiver og interviewe folk. Den idé droppede jeg hurtigt, for det her er ikke en biografi om Leif Andersson, men min, barnets, fortælling om en far.
Derfor findes der kun ét kildemateriale, og det er mine erfaringer.
Jeg ville også forny den selvbiografiske genre ved at forme og ”farvelægge” miljøer uden dermed at ændre på historien, hvilket har gjort, at mange kritikere ikke ved, hvordan de skal kategorisere bogen: Er det skønlitteratur eller sagprosa?
Spiller det nogen rolle, plejer jeg at tænke.
Hvad betød det at skrive om din barndom for den måde, du kom til at se på det, du havde oplevet?
Det gav mig en indsigt i, hvad det har gjort ved mig, at min mor efterlod mig hos min far, at jeg var et barn, som man kunne leve uden i sin hverdag. Men også en forståelse for mænd, hvilket desværre provokerer mange.
Jeg forstod også, hvor følsomt spørgsmålet om klasse er for mig. Når nogen sætter spørgsmålstegn ved, om klassesamfundet findes eller mener, at ”dem dernede” selv er skyld i det, eller at alle arbejdere er modbydeligt konservative, eller at alle hvide mænd er privilegerede, vil jeg slås – for alvor!
Hvilke personlige omkostninger har det haft for dig at skrive bogen?
Min mor fik et chok, da hun læste bogen, eftersom jeg aldrig havde fortalt hende om, hvordan jeg havde det med min far.
Børn er jo loyale over for deres forældre, så min opvækst var én lang kamp for at skjule alle problemer for omverdenen. Min fars søskende brød kontakten, fordi de på arbejderklassemanér mente, at det var en skandale, at jeg afslørede så meget.
De så ikke, at bogen er en kærlighedserklæring til min far.
Hvordan ser du på bogen her med snart 15 års afstand til den? Var der noget du ville have gjort anderledes, hvis du skulle have skrevet bogen i dag?
Nej, jeg ville ikke have skrevet den anderledes i dag. Men jeg tænker meget over de etiske problemer, som det at skrive selvbiografisk indebærer.
Ingen, der er med i bogen, havde bedt om at være det. Autofiktionen er altid aggressiv, man tager sig enorme friheder, hvis man fortæller om andre mennesker, selvom man gør det med kærlighed.
Hvilken plads har den haft i dit forfatterskab og liv? Kunne du fx have skrevet din dagbog Året med 13 måneder, hvis du ikke tidligere havde skrevet Mig ejer ingen?
Mig ejer ingen har betydet meget for billedet af mig i offentligheden. I Sverige er jeg kendt som en stridslysten person med alt, hvad det indebærer.
I den her bog forklares min ideverden, hvordan den er formet, men det fremgår også, at der findes et ”rigtigt menneske” bag min byline.
Det, at jeg allerede havde skrevet Mig ejer ingen, gjorde, at jeg kunne være selvudleverende nok i Året med 13 måneder. Jeg havde allerede brudt den mentale barriere, der er ved at være så privat.
"Når jeg skriver i Aftonbladet, holder jeg altid min person udenfor ... Når jeg skriver bøger, fungerer det lige modsat."
Når jeg skriver i Aftonbladet, holder jeg altid min person udenfor, hvilket bliver mere og mere usædvanligt i Sverige, i det mindste for kvindelige skribenter. Når jeg skriver bøger, fungerer det lige modsat.
Siden du skrev Mig ejer ingen, er det blevet langt mere udbredt at skrive sin egen fortælling én-til-én, en bølge af autofiktion har præget litteraturen. Hvorfor tror du, vi har set den udvikling? Og hvordan ser du på den?
Vores tid er jo individcentreret, og det afspejler sig i litteraturen. Men det kan man på sin vis sige om al romankunst, der er baseret på erfaring, som nu 1930ernes arbejderlitteratur og 1970ernes kvindelitteratur, de genrer der står mit hjerte nær.
Her er der også et sug efter det ægte. I vores tid er så meget løst og relativt, usikkert og lidt skræmmende. De ansvarlige vil ikke tage ansvar, man kan knap nok stole på nogen eller noget længere, og da får virkelighedslitteraturen en særlig betydning.
Måske giver autofiktionen også en slags trøst; i dag skal alle være sin egen lykkes smed, samtidig med at livet er det sværeste, man kan være med til – for nu at citere min far.
Hertil kommer den nymoralistiske bølge, hvor man forventes at skamme sig over, at så meget, man gør eller mener, ”er forkert”.
Da kan det være skønt at læse om andre, der kommer til kort. Man mærker, at selv de, der ikke er perfekte, også har værdi som mennesker. Og at man faktisk kan komme ud af vanskelige livssituationer.