Carl Frode Tiller om sit arbejde med den trilogi, som komitéen bag Nordisk Råds litteraturpris har kaldt "et hovedværk i den norske litteratur efter årtusindskiftet".
Carl Frode Tiller er en af Norges mest markante forfattere. Det vidner alene tre nomineringer til Nordisk Råds litteraturpris om. De to af nomineringerne fik han for de to første bind i Indkredsning-trilogien.
De tre bøger er båret af en spektakulær idé, et særligt greb: Hovedpersonen David har glemt, hvem han er, og i en avisannonce opfordres venner og bekendte til at skrive breve, der kan stimulere hans hukommelse. De svar bliver trilogiens motor.
Hvor kommer den idé fra? Var der en bestemt hændelse eller ting, der satte værket i gang?
Nej, egentlig ikke. Jeg har aldrig en idé, før jeg begynder at skrive. Jeg begynder næsten altid med at lege og improvisere med stil, form og sprog, og så udvikler teksten sig derfra. Sprog- og formeksperimenterne får konsekvenser for indhold og personer, og indhold og personer virker så i næste omgang tilbage på form og indhold og så videre, og så videre.
Så hvornår jeg fandt på selve rammehistorien og grebet med skiftevis at beskrive forskellige menneskers liv i 2006 og lade de samme personer skrive bogens breve, som skal indkredse Davids liv, det ved jeg ikke. Det, jeg derimod ved, er, at idéen må være kommet som en konsekvens af det, jeg var optaget af og arbejdede med, da jeg læste historie et par år forinden.
Mit speciale handlede om arbejderne på savværkerne i Namsos, den by jeg selv kommer fra. Det var et projekt, der kan ses som en del af den socialhistoriske tradition, hvor man forsøger at se historien nedefra, altså give stemmer til grupper i samfundet, der ikke er kommet særlig meget til orde i historien tidligere.
Jeg var optaget af, hvordan arbejderne på savværkerne tænkte og fortalte om sig selv, og hvorfor de tænkte og fortalte på den måde, de gjorde. Hvordan økonomiske, politiske, teknologiske og kulturelle kræfter påvirkede måden de opfattede og fortalte om sig selv på. Det handlede med andre ord om identitet og identitetskonstruktion. Og det er præcis det samme, jeg skriver om i Indkredsning-trilogien. Men selvfølgelig på en helt anden måde.
Hvad er det, der interesserer dig ved det greb? Hvad er det for temaer, du kan bringe i spil ved at bruge den ramme?
Ved skiftevis at beskrive brevskrivernes liv i 2006 og at skrive deres breve – breve der i udgangspunktet skulle handle om David, men som efterhånden udvikler sig til at handle lige så meget, eller endnu mere, om brevskrivernes eget liv – blev det muligt at vise, hvordan forskellige sider ved det liv, de lever i samtiden, påvirker, hvordan de ser på deres egen historie og konstruerer deres egen livsfortælling. Samtidig gør det, der kommer frem i brevene, det muligt for læseren at forstå, hvorfor deres liv er blevet, som det er blevet.
Desuden så jeg efterhånden, at det blev muligt at skrive en fortælling om nationen Norge. Ved gennem tre bøger at skabe en række forskellige personer – personer med forskellige køn, alder, social og kulturel baggrund, seksualitet, erhvervsbaggrund og så videre og så videre – blev det muligt at give forskellige perspektiver på norgeshistorien i nyere tid.
Hvor meget vidste du selv om, hvem David var, da du begyndte at skrive?
Overhovedet ingenting. Jeg ved aldrig noget som helst om hverken personer, emne eller form, når jeg sætter mig ned for at skrive. Jeg begynder med helt blanke ark, og det første, jeg gør, er som sagt at lege og eksperimentere med sprog og form. Personerne udvikler sig efterhånden – ofte som en konsekvens af formen. Desuden var jeg aldrig rigtig interesseret i David, mens jeg skrev trilogien, ikke før helt til sidst, hvor David selv kommer til orde. Før det var det de andre fortællere, der var mest interessante. Jævnfør det, jeg nævnte før: at brevene, der egentlig skulle handle om David, gled over i mere og mere at handle om dem selv.
Det er imidlertid ikke bare en konsekvens af, at jeg interesserede mig mere for dem end for David. Det er også helt naturligt rent psykologisk. For brevskriverne er det en oplagt mulighed til at skrive om deres eget liv, til at skabe sammenhæng og mening i deres eget liv, og til at kommunikere forskellige værdier og normer, der er vigtige for dem.
"Jeg ved aldrig noget som helst om hverken personer, emne eller form, når jeg sætter mig ned for at skrive."
Vi møder blandt andre stedfaren, der er tidligere præst, og som David ellers ikke havde nogen kontakt med, en ungdomsven, der er arbejdsløs og voldelig, og så en kvinde, der var med til at hjælpe til, da David blev født. Vi kommer med andre ord vidt omkring. Hvordan fandt du ud af, hvem der skulle skrive til ham?
Heller ikke her havde jeg nogen plan. Det eneste, jeg vidste, var, at disse personer skulle have forskellig alder, køn, social baggrund og så videre. Først tænkte jeg, at det var sådan, fordi jeg ville beskrive David fra forskellige vinkler. Efterhånden så jeg – som sagt – at også det at skabe så forskellige personer, gav mig muligheden til at beskrive Norge og norsk historie fra forskellige vinkler.
Der er vel også en slags metafiktion i værket, altså i det at Davids venner og bekendte kan skabe hans liv gennem de ord, de vælger at sætte på ham. Det er vel netop det, litteraturen gør? Hvilke tanker har du gjort dig om den kobling?
Det har du ret i. Og når David senere læser brevene, får det da også store konsekvenser for, hvordan han opfatter sig selv. Det er naturligvis en del af identitetskonstruktion som tema. At andres blikke påvirker vores eget blik på os selv. Og metaaspektet har jeg tænkt meget over, og på et tidspunkt i skriveprocessen var det også vigtigt for mig at reflektere over, hvilke kræfter der havde været med til at skabe min egen skrift, som den foreligger i trilogien, hvad og hvem der har været vigtig for, at min fortællestemme har udviklet sig til at blive, som den blev her.
Jeg forsøgte at lægge en del citater og intellektuelle passager ind, som skulle få de mest belæste læsere til at se og tænke over det, men jeg syntes ikke, det fungerede særlig godt, så jeg slettede næsten det hele igen. Men der er stadig en del referencer. Til både højt og lavt, for eksempel norske folkeeventyr (særligt Espen Askeladd – den fattige dreng, der vandt prinsessen og det halve kongerige, præcis som olierige nordmænd gjorde), sæbeoperaer i fjernsynet (jævnfør hukommelsestab) og en række forfattere, der har betydet meget for mig – som Hamsun, for eksempel, hvis sprog jeg "låner" i dele af Indkredsning II.
"Det første, jeg gør, er som sagt at lege og eksperimentere med sprog og form. Personerne udvikler sig efterhånden."
Denne blanding af højt og lavt er igen en slags refleksion over, hvordan den postmoderne æstetik, der var så vigtig på universiteterne, da jeg studerede der i 1990’erne, har påvirket min skrift.
Første bind udkom på norsk i 2007, andet i 2010 og tredje og sidste bind kom i 2014. Bøgerne bliver til sammen en fortælling om Norge i 1970’erne og 1980’erne og om livet, som det ser ud i sommeren 2006. Hvordan ville et værk med hukommelse som omdrejningspunkt være anderledes, hvis det skulle beskrive den nutid, vi lever i nu, her få år senere, hvor sociale medier og internettet i det hele taget, har fået en definerende rolle og uafbrudt dokumenterer hvem vi er?
Det er svært at svare på sådan lige på stående fod. Helt spontant tænker jeg, at internettet og de sociale medier har gjort noget med koncentrationen og vores evne til at gå i dybden med ting, og at både det, og det at vi bruger sociale medier til at vise glansbilleder af os selv og til at sprede falske nyheder, ville have været vigtige ingredienser både form- og indholdsmæssigt i en roman, der skulle handle om de samme emner, som Indkredsning handler om. Men jeg ved det ikke.
Oversat af Sara Koch, der også har oversat de to sidste bind i Indkredsning-trilogien.