Interview med Charlotte Weitze

"Vi længes efter fortryllelse og noget, der er større end os"

29. januar 2025

"Der er kærlighed i at skabe noget menneskeligt og også i det at modtage det. Det er en udveksling, der ikke kan ske mellem menneske og maskine."
- Charlotte Weitze

'Ulvemælk' følger henholdsvis den forhenværende forfatter, Inga, der i 2040 flytter ind i sin mormors hus i et skovdækket Jylland, samt folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, der i 1872 indsamler eventyr. Snart forbindes de to på tværs af tiden.   

Charlotte Weitze fortæller her om parallellerne mellem folkemindesamler Evald Tang Kristensens tid og vores egen, om hvordan folketroens forestillinger om overnaturlige væsner afspejler vores behandling af naturen – og om den menneskabte kunsts særlige rolle i en tid, hvor AI fylder mere og mere.

Hvad handler bogen om?

Ulvemælk er en fiktion og exofiktion om folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929) og en sci-fi om fiktive Inga, der lever i Jylland i år 2040. Romanen har tre spor:

1. Evald Tang Kristensen er som ung på indsamlingstur og vandrer over heden til gamle Ane i Tværmose. Han går fra sin gravide kone Grethe og følges med den lille fattige pige Marie, som leder efter sin hund. Evald har haft en barndom med en ukærlig mor og længes efter at få slutningen på Anes sidste eventyr. Måske kan det lukke hullet i hans hjerte? Længslen er så stærk, at han, mod slutningen på turen, næsten får varulvetræk.

2. Evald sidder som gammel og skriver sine erindringer. Hvad var det, der skete på turen til Ane? Hans tredje kone, Marie (pigen som dengang fulgte med ham til Ane), er ved at føde deres barn. Heden er næsten forsvundet, eventyrene væk, men han har stadig, i bogstaveligste forstand, en drøm om at få fat i Anes sidste historie.

3. Inga er forfatter men har mistet sit erhverv til AI. Hun bor i huset, der engang var Anes. Regeringen har ladet en skov vokse op i Jylland for at nå 2030-klimamålet. Ved fuldmåne kradses der på døren, Evald spøger og vil ind. Inga længes efter at få en idé til en historie, som AI endnu ikke har fat i. Inga er gravid, selvom hun har bedt til OS (som AI nu kaldes) om ikke at skulle føde et barn i en verden med klima og økokrise. Men går det alligevel nu, hvor skoven er på vej tilbage? Hun lader sit device ligge og leder efter svar i skoven. Men den gamle folketro siger, at varulve kan forløses ved at drikke blod fra et ufødt barn.

"For mig handler det om, at vi endnu ikke forstår, at hvis naturen skal trives (og vi skal overleve), så er døden, alt det farlige, også nødt til at være her."

Hvad har inspireret dig til at skrive Ulvemælk?

Jeg er uddannet cand.mag. i folkloristik. Evald Tang Kristensen indsamlede og nedskrev mere end 24.000 håndskrevne sider folkeminder i Danmark og bevarede således vores forfædre og mødres skriftløse kultur med dens viden, forestillingsverden og poesi for eftertiden. Studiet folkloristik bygger til dels på hans materiale. Det er oplagt, set i lyset af mit øvrige forfatterskab, at skrive en historie om, hvor de eventyrlige fortællinger stammer fra og også få fortalt nogle af de oprindelige. Jeg har også altid tænkt, at denne store folkloristiske helt en dag skulle mere frem i lyset.

Evald besøgte selv de fattigste hedehuse, altid om vinteren og efter solnedgang, hvor folk havde tid til at fortælle. Evald var bevidst om at fremskridtet: industrialisme, videnskab og skolegang måtte til for at redde folk fra sygdom og armod, men det bekymrende ham, at den mundtlige nedarvede fortælling nu forsvandt. Hvor skulle folk vende deres åndsliv hen? Ville de blive rodløse og kun stræbe efter materielle goder?

Da jeg læste hans erindringer, blev jeg også optaget af hans personlige liv: Evald havde haft en hård barndom, og som ung mistede han sin store kærlighed, Frederikke. Derefter kastede han sig over et kæmpe indsamlingsprojekt, og med dette arbejde svigtede han både sin anden kone, Grethe, og børnene. Hvad koster det at have en sag? Hvorfor kommer man som menneske til at gentage mønstre, og kan man nogensinde hele sorg og traumer helt?

Jeg har altid interesseret mig for menneskets forhold til naturen, og det er påfaldende, at de eventyrlige fortællinger, som blev fortalt i de små hytter, forsvandt, efterhånden som heden blev opdyrket. Det er, som om der er et nært forhold mellem eventyrlighed og et liv tæt på naturen. Så måske skulle historien om Evald netop skrives i 2024, hvor naturen virkelig er trængt, men hvor der også tales om f.eks. skovrejsning.

I de år, jeg skrev romanen, vandt kunstig intelligens frem, og jeg begyndte at se en nutidsparallel mere til Evalds tid. Der måtte et fremtidsspor ind i historien. For AI er ved at stjæle vores åndsliv, skaberkraft og troen på, at vi kan noget uden AI. Er vi ved at miste os selv i alt dette? I hvert fald findes der nu, ligesom på Evalds tid, en stor kultur, natur og åndsomvæltning sted.

Og så er der ulven, som jeg altid selv har været fascineret af. Ikke mindst efter den kom til Danmark og er blevet et symbol på, hvad vi forestiller os naturen er og skal være i forhold til menneskeverdenen. Skal vi beskytte os selv helt (mod døden) og kontrollere ulven/naturen, eller skal den have lov til at være her? For mig handler det om, at vi endnu ikke forstår, at hvis naturen skal trives (og vi skal overleve), så er døden, alt det farlige, også nødt til at være her.

"Det at skrive er på en måde en egoistisk rejse: At følge en indre strøm i sig selv. Men samtidig stiler den direkte mod noget fælles. Når man følger sit eget, kommer man, ofte, ind til noget grundlæggende fælles."

Hvordan er skildringen af dine to hovedkarakterer, Evald Tang Kristensen og Inga, blevet til i bogen?   

Karakteren Evald bygger til dels på, hvad jeg har læst i hans erindringer, breve etc. Men jeg har også digtet selv. Det står f.eks. ingen steder, at Marie var med på turen til Ane. Det er også min opfindelse, at Evald sommetider går i forvandling og bliver varulveagtig. Anes ufortalte eventyr har jeg også selv stykket sammen af folkefortællinger. Maries deltagelse på turen ser jeg som et venskab mellem to forsømte børn. Varulven bliver et billede på Evalds sjælelige tilstand: Han kan ikke finde ro, ikke knytte sig, han er umættelig efter minder og længes efter anerkendelse og kærlighed. I folketroen var varulven en ulykkelig person, der gerne ville forløses.

Inga er forfatter og meget af det, hun oplever som forfatter, er noget jeg kender til eller frygter. Tanker om, hvad kunsten overhovedet skal her i verden. Frygten for, at AI en dag vil tage mine indtægter og mulighed for at skabe. Fornemmelsen af altid at være overvåget og at "noget andet" kender mig bedre, end jeg kender mig selv, fordi jeg, i min device-afhængighed, kommer til at give personlige oplysninger fra mig.

AI ved, at Inga er gravid, før hun selv ved det. AI stjæler hendes tekster og tilføjer nyt til det, hun er ved at skrive. AI har også sat hende sammen med kæresten. Det er, som om AI går ind i både sjæl og kød, nærmest som en varulv (eller er det os selv, som er blevet varulven?). Men, som Inga også oplever i romanen, så finder jeg, og mange andre mennesker, altid fred fra AI i naturens frirum.


Kan du fortælle lidt om bogens tilblivelse og den research, der ligger bag?

Jeg har læst utallige sagn, eventyr, gåder og lyttet til folkeviser for at få hold i, hvad Evald indsamlede, og hvad forestillingsverdenen var dengang. Jeg har læst om leveforholdene på heden, om de nye tanker der kom fra byen: Oplysningen, nationalromantikken og grundtvigianismen. Jeg har læst om skovrejsning og før besøgt Bialowiezaskoven for at opleve en gammel skov. Jeg har også været i området omkring Tjernobyl for at opleve en ny skov. Jeg har læst teorier om spøgelser og kvantemekanik. Jeg har læst litteratur og debatbøger om AI. Jeg har været på Frilandsmuseet flere gange, også med en clairvoyant. På Det Kongelige Bibliotek fandt jeg Evalds nedskrevne drømme. Jeg har prøvet, til forskel fra mine tidligere romaner Rosarium og Den afskyelige, at forestille mig en verden, hvor klimakrisen er løst. Hvordan ser Jylland ud, hvis der er skov overalt? Hvad gør denne løsning ved mennesker?

Jeg har læst om ulve og interviewet folk, som arbejder med ulve. Jeg har lyttet til folkemusik og været på Lofoten for at opleve at leve afsides, om vinteren og i mørke. Jeg har vandret forskellige steder i Jylland, hvor der stadig er hede (tak til Statens Kunstfond for rejselegat). Jeg gik flere dage alene om efteråret og i dårligt vejr. Hvordan føles lange ensomme vandringer på egen krop? Jeg har gået nogle af de ruter, Evald har gået, prøvet af finde stederne, hvor fortællerne boede, og læst de minder, der blev nedskrevet dér. Hvordan ser der ud i dag?

Jeg har gået turen fra Gjellerup til Tværmose, som beskrives i romanen. Både om dagen og om natten og i fuldmåne. Jeg har også besøgt en høj, hvor Evald selv havde en overnaturlig oplevelse.

Det meste af romanen er skrevet hjemme i mit havekontor. Jeg bor selv på landet og oplever, lidt som Evald, byfolks forestillinger om "livet på landet". Ikke at det helt kan sammenlignes med by/land i 1800-tallet, men alligevel.

Hvordan har det været at skrive exofiktion om Evald Tang Kristensen?

Jeg havde det længe svært med at skrive om en virkelig person. Evald var en ret bestemt herre, og han var altid meget korrekt, når han beskrev noget. Jeg var overbevist om, at han ikke ville bryde sig om, hvad jeg skrev. I lang tid følte jeg mig ikke fri i min skrivning. Derfor kontaktede jeg en clairvoyant, som tog kontakt til Evald. Personligt aner jeg ikke, om jeg tror på den slags, men samtalen med Evald endte med, at jeg bearbejdede ham, således at jeg fik frie hænder til romanen, endda til at gøre ham varulveagtig. Jeg fik at vide, at han var kommet gennem "sjælerenseren" (hvor man ser sig selv og sine fejl i øjnene) og nu er mentor for forsømte børn.

Alt i alt var det også en god research i forhold til at skrive om spøgelsers natur og spøgelsesoplevelser. Når nu jeg aldrig har oplevet noget overnaturligt selv. Clairvoyancen er optaget og ligger tilgængelig i Dansk Folkemindesamling/Det Kongelige Biblioteks arkiv.

Hvad har særligt optaget dig i arbejdet med bogen?  

For mig har det været et dilemma, hvordan AI skulle betragtes i romanen. Ikke mindst set i lyset af det eventyrlige og overnaturlige. Mennesket har jo altid drømt om at kunne rejse i tid, til fjerne planeter, at kunne snakke med afdøde eller bare folk, som er langt væk. Vi har altid drømt om at kunne "svinge en tryllestav", ligesom i eventyrene, eller som shamaner, der tager på sjælerejser. Vi længes efter fortryllelse og noget, der er større end os. Og noget der kan løse vores problemer og redde os fra døden. Så er AI bare det, vi drømte om i folkeeventyrene? Et orakel? Har vi i virkeligheden nået et stort mål? Vi har altid længtes efter noget, der er større end os, men vi frygter det også. Og at være i besiddelse af noget magisk, kommer altid med en pris. Man bliver afhængig af det, det har sin egen vilje, man må sommetider give sin sjæl bort for at få det, og der sidder ofte en glubsk troldmand "i den anden ende".

Jeg har forsøgt at beskrive livet hos 1800-tallets mennesker, så man kunne mærke det på egen krop. Det er ikke så lang tid siden, men det virker så fjernt. Men jeg ville meget gerne gøre det levende, netop det litteraturen kan. I romanen optræder Evald som spøgelse, han kradser på Ingas dør for at få slutningen på det eventyr, han aldrig fik. Spøgelser, synes jeg, minder på mange måder om de gestalter, de ikke-fysiske personer, vi møder på internettet. Folketroens forestillinger om overnaturlige væsner har også optaget mig. De er sindbilleder på naturen selv, og hvordan vi bør behandle den. Der ligger en gammel visdom dér.

Det overnaturlige befinder sig altid på grænsen mellem natur og kultur. Det er på broen over åen, at dæmonerne dukker op. Det gælder om at behandle det/naturen med respekt for at undgå ulykke, og respektfuld adfærd i forhold til "det andet" sker ofte i form af byttehandler. Bjergfolket lokker mennesker ind i højene med rigdom, sex, fest og mad. Hvad skal man gøre for ikke at blive forledt, blive fanget og miste sin sjæl? (igen næsten som med AI ...). Man skal have allierede i den virkelig verden, forklæde sig eller være mentalt stærk nok til at sige nej. Og måske skal man have lyttet grundigt til eventyrene.

"I denne tid, hvor meget snart vil kunne skabes af AI, har den menneskeskabte kunst en særlig betydning. Der er kærlighed i at skabe noget menneskeligt og også i det at modtage det."

Hvad betyder det for dig at skrive?

Det at skrive er på en måde en egoistisk rejse: At følge en indre strøm i sig selv. Men samtidig stiler den direkte mod noget fælles. Når man følger sit eget, kommer man, ofte, ind til noget grundlæggende fælles.

I denne tid, hvor meget snart vil kunne skabes af AI, har den menneskeskabte kunst en særlig betydning. Der er kærlighed i at skabe noget menneskeligt og også i det at modtage det. Det er en udveksling, der ikke kan ske mellem menneske og maskine. Ud over det er læsning og skrivning koncentration og fokus. Og i forhold til film skal læseren skabe sine egne billeder eller bruge erfaringer fra eget liv for at forstå, hvad der sker. Det er forfatterens opgave at give plads til det i teksten.

At skrive, netop i den eventyrlige genre, noget jeg altid har gjort, skaber en fortryllelse af verden. Man genser verden med nye øjne. Og samtidig er genren rigtig god til at beskrive naturen, at sætte den i første række. At give den stemme og form.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu