Clara Eliasson om sin debutroman Til San Francisco, der er løst baseret på et skoleskyderi.
Mandag den 29. januar 1979 tager den 16-årige Brenda Ann Spencer det gevær frem, som hun har fået i julegave af sin far, og retter det mod Cleveland Elementary School, som ligger tværs over vejen fra det hus, hun bor i.
På tyve minutter affyrer hun 32 skud mod skolen og rammer elleve personer. Hun dræber rektoren og en pedel og sårer otte børn. Bagefter låser hun sig inde hjemme hos sig selv i flere timer, og da en journalist ringer for at høre, hvorfor hun har udført skoleskyderiet, svarer hun bare: "I don’t like Mondays. This livens up the day."
Clara Eliassons debutroman, Til San Francisco, er en poetisk kærlighedsroman løst baseret på Brenda Ann Spencers tragiske skæbne og den ugerning, der tit beskrives som USA's første skoleskyderi.
Handlingen udspiller sig i tiden op til og omkring skyderiet i 1979, sideløbende med fyrre år senere, hvor bogens hovedperson, Julie, tænker tilbage på, hvordan hendes liv ændrede sig efter den nat, hvor Elisabeth Sumner – også kaldet B – bankede på hendes vindue og tog hende med ud på eventyr, som hun ikke troede fandtes i en søvnig forstad til San Diego.
Din debut er løst baseret på Brenda Ann Spencer og det ukendte skoleskyderi, der fandt sted i San Diego i 1979. Hvad inspirerede dig til at skrive om det?
Jeg har aldrig været fascineret af skoleskyderier som sådan, aldrig interesseret mig specielt meget for diverse forbrydelser. Men en af de mange gange jeg sad og stenede YouTube-klip, så jeg hende og skoleskyderiet, som jeg aldrig før havde hørt om. Og noget ved Brenda Spencer fængslede mig så meget, at jeg slet ikke kunne skrive om andet.
"Jeg skrev ud fra de billeder, der tonede frem, når jeg forestillede mig livet på en villavej uden for San Diego i 1970'erne."
Hvis jeg skal være helt ærlig, føltes det, som om det var meningen, at jeg skulle skrive historien om hende, og selvom jeg ikke vidste det hele, så supplerede fantasien op. Og da jeg begyndte, forvandledes den rigtige Brenda til min B: hende, der jagtede fugle, hende, der blæste bobler af kaneltyggegummi og duftede af kirsebærshampoo.
Hvor meget af bogen er hentet fra virkeligheden?
Enkelte ting, datoen for skoleskyderiet. B’s udseende, og måske også dele af hendes personlighed, interessen for fotografi og hendes familieforhold.
Hvordan har researcharbejdet omkring bogen set ud? Fortæl lidt om skriveprocessen.
Allerførst lavede jeg slet ikke noget research. Jeg skrev ud fra de billeder, der tonede frem, når jeg forestillede mig livet på en villavej uden for San Diego i 1970'erne. Men det gik ret hurtigt op for mig, at jeg ikke anede, hvad man hed på den tid, hvad man spiste, hvad for noget musik man hørte, eller hvad for noget shampoo man brugte. Hvilket har ført til, at jeg har googlet enormt meget, og måttet undgå ting, der er umulige at finde.
Personligt har jeg aldrig været i San Diego, selvom jeg har boet i San Francisco. Til gengæld har jeg en nær veninde, der er vokset op der. Hun har fortalt, hvilke strande middelklassen foretrak, at der ingen nåletræer var, og at de citrustræer, der blomstrede, var tangelo – et træ, jeg aldrig havde hørt om.
Hvad fandt du mest udfordrende ved at skrive denne bog?
At forsøge at skildre en kvinde, der er meget ældre end mig selv. Jeg har ikke de erfaringer. Men jeg besluttede mig på et tidligt tidspunkt: Hvis jeg skal være forfatter, så skal jeg ikke kun skrive om ting, jeg ved noget om, jeg skal kunne skrive om alt.
Du skriver om en verden, der er vidt forskellig fra den, du selv lever i, og om en kvinde med en helt anden baggrund og en anden alder. Hvordan kan det være?
Jeg vil ikke ligefrem sige, at intet af det har noget med mig at gøre. Der er sindsstemninger, som alle kan sætte sig ind i: som når kærlighed brister.
For mig var der et presserende behov for at beskrive et vemod. Og til det var der en stemme, der tilhørte en ældre kvinde, en, der huskede noget smukt, som så var blevet revet fra hende. Og – jeg ved jo ikke, om det er lykkedes mig. Måske er jeg totalt ude at svømme, måske føler man slet ikke sådan i den alder. Men jeg har forestillet mig, at man gør, og det føles virkeligt for mig.
Hvordan ville du beskrive hovedpersonen, Julie?
Som ung keder Julie sig og bærer rundt på en uudtalt længsel. Hun fornemmer, at de jævnaldrende ikke er på vej samme sted hen som hende, men hun ved ikke, hvor hun er på vej hen. Hun har en tilbageholdende naivitet over for verden.
Den ældre Julie er mere sammenbidt, hun rummer en skyldfølelse, hun ikke kan fortrænge. En skyldfølelse, der har lagt sig som en hinde mellem hende og hendes familie. Livet er fyldt med dage uden indhold, og da historien starter, begynder hun at spekulere: Var det virkelig det, jeg ville?
En anden karakter, der spiller en stor rolle i historien, er Elisabeth Sumner, også kaldet B. Fortæl lidt om hende.
"Trods alt det frygtelige, B gør, kan Julie ikke glemme, hvem hun fik verden af."
Det føles, som om jeg ikke selv ved ret meget om hende. Som om jeg uforstående har betragtet hende med Julies forelskede blik. Og i det er hun vild og eventyrlig, varm, men fraværende. Sårbar og ligegyldig. Hun er vokset op alene med sin far i det grimme hus på vejen. En far, der forgriber sig på hende. Hun higer efter en moderskikkelse og forsøger febrilsk at finde et hjem. Og på en eller anden måde giver Julie hende den tryghed, hun længes efter.
Hvad gør forholdet til B så betydningsfuldt for Julie?
B lukker op for noget i Julie. Hun fører hende mod noget større. B er den første stormende forelskelse, det første svigt. B giver Julie verden, og trods alt det frygtelige, B gør, kan Julie ikke glemme, hvem hun fik verden af.
Hvilke bøger og forfattere har inspireret dig?
Min første store forfatterkærlighed var Marguerite Duras, som for de fleste litteraturinteresserede piger. Derudover beundrer jeg Sara Stridsberg, Nina Bouraoui, Elena Ferrante, og jeg var selvfølgelig også meget betaget af Emma Clines Pigerne.
Hvad læser du selv?
Jeg er blevet ret vild med klassikere, lige nu læser jeg Den gode soldat af Ford Madox Ford, en overset perle, der er fuldkommen vidunderlig. Hvad angår nyudgivelser er jeg ivrig fan af Kjell Westö, så hans Tritonus glæder jeg mig meget til. Og også Ida Therèns Att omfamna ett vattenfall.
Interview af Linnea Ivares for Selma Stories. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, som også har oversat romanen.