Dorthe Nors fortæller om romanen ’Spænd’. Om glæden ved at skrive om læbælter, hulveje, ensilage og maskinhuse. Om fysiske og mentale skel. Og om at få øjnene op for stjernehimlen og det dybe univers.
Hvad handler Spænd om?
Professor i astrofysik Gunn Haven er flyttet ud i et øde landområde. Her er nattehimlen fri for lysforurening, og det er godt, for så kan hun se stjernehimlen, og samtidigt fordybe sig i sit forskningsområde: at fange gammaglimt og undersøge universets første lys i dem.
Men det kniber med at holde fokus på evigheden. Nede på jorden udfolder virkeligheden sig i mere håndgribelige afstande. Den mellem Gunn og naboerne, særligt dem i nordvest, der går ekstra op i ejendomsretten, men også naboskabet i øst, hvor Brit og Pouls datter Jenny går rundt og er træt af skolen, eller det lige for enden af gårdspladsen, hvor en landmand hamrer hegnspæle i, fordi hans køer skal gå der til sommer.
Der er afstandene mellem nære relationer, kollegaerne, de studerende, de børn man har taget vare på for andre, og som nu er draget ud i verden. Der er afstanden til universets begyndelse og Instituttet og maskinhuset, og Gunn prøver at navigere i det hele. Hun vandrer i landskabet, undersøger dets stier, skove, heder og hulveje. Hun observerer alt omkring sig, det er jo hendes job, og på den måde kommer hun til ikke kun at undersøge universet, men også sine jordiske omgivelser. Til det ene har hun teleskoperne, til det andet har hun områdets mange skydetårne, en håndkikkert, en notesbog og en betydelig nysgerrighed.
Spænd handler om at kunne række over urimelige afstande. Universets, men også dem mellem mennesker, de levende såvel som de døde. Den handler om de spænd, man bærer med sig indeni; fra den, du var til den, du blev. Den handler om at få lov at være nogen i moders sted. Om skønheden og grusomheden i at være anderledes. Og den handler om skel, og hvad der sker, når man overskrider dem, for at finde ud og ind til det allermest universelle.
Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?
Det optog mig længe, hvordan man kunne skrive om et forvitret landskab henlagt i en art glemsel eller mørke. Jeg havde lyst til at skrive om læbælter, hulveje, ensilage, kartofler, stendynger, mørk jord, muld, maskinhuse, klaprende pandeplader, rævepis og den slags. Men hvilken fortælling, der skulle vokse ud af dette landskab opstod først så småt, da jeg kom til at lytte til nogle podcast om astrofysik.
Det var så interessant, at jeg endelig lagde nakken tilbage og så stjernehimlen rigtigt an. Jeg forestillede mig, at det kunne være spændende at prøve at række over dette jordiske, sansede, landskab og ud i den ubegribelige, næsten abstrakte natur.
Hvem er Gunn Haven, din hovedperson?
Hun er som nævnt professor i astrofysik. Hun 'fanger gammaglimt' sammen med et team af andre forskere; et forskningsfelt, jeg i øvrigt snusede mig frem til på Niels Bohr-instituttet og siden fik god støtte af en rigtig professor til at forstå.
Jeg har absolut ingen matematiske evner selv, så da jeg besluttede mig for at gøre min hovedperson til en sand mester udi ligninger og fysik, var det med tilbageholdt åndedræt. For at kunne skabe hende måtte jeg læse mange bøger om astrofysik, og samtidigt søgte jeg hjælp hos rigtige astrofysikere. Man lod mig stille dumme spørgsmål og sidde med ved forelæsninger på Niels Bohr og H. C. Ørsted-instituttet. Jeg har også tilbragt en del tid med bare at sidde i kantinen på H. C. Ørstedsinstituttet og observere, tage atmosfæren ind. Faktisk vil jeg sige, at kantinen på HCØ er blevet et af mine yndlingssteder i København.
Min styrke ligger i det sproglige og det psykologiske, tror jeg, så da jeg først fik koblet Gunns profession og hendes psykologi sammen, voksede hun frem på papiret. Hun er matematisk-fysisk begavet, nysgerrig ud over det sædvanlige, drevet af etiske regelsæt, selvstændig, har stærke ben og er snusfornuftig. Hun er en dygtig observatør, ironiker, praktiker, mønsterbryder, men hun er også på grund af livsvalg, skæbnens ugunst og andres handlinger, sat ret alene i verden.
Hvordan er Spænd blevet til?
Jeg begyndte faktisk på bogen helt tilbage i 2018 ved at skrive en kortere tekst, som jeg fornemmede kunne vokse sig stor, hvis bare jeg fik lært at skrive om forholdet mellem landskab og eksistens. Bestillingsarbejdet En linje i verden udgjorde et godt sted at afprøve, hvordan sproget kan formidle natur og diverse erindringstilstande, så jeg valgte at skrive den først.
Noget af det første, jeg gjorde, da jeg gik tilbage til arbejdet med Spænd var at købe et billigt teleskop og sætte det op ude på terrassen. Jeg har aldrig rigtigt kigget på stjernerne. Der er jo myriader af dem. Men pludselig blev jeg optaget af stjernebillederne, planeterne, meteorstormene, Andromedagalaksen og alt det andet, man kan se. Jeg blev rørt, husker jeg, da jeg så de galilæiske måner første gang. Så hang de derude omkring Jupiter, alt andet end abstrakte, og så alligevel.
Jeg har arbejdet på bogen i mit hjem, i kantinen på H. C. Ørstedsinstituttet, på Hald Hovedgård (hvor der også er stor nattehimmel) og i Hanstholm Fyr ved i Thy Nationalpark (hvor der også er en stor nattehimmel).
Hvilke emner, historier, karakterer eller oplevelser har særligt optaget dig i arbejdet med bogen?
Jeg har været optaget af afstande. Og relationer. Naboskaber for eksempel, men også spørgsmålet om grænser. Hvor universet tilsyneladende er grænseløst, er menneskelige fællesskaber spækket med dem. Hvor går de? Hvordan sætter man dem? Og hvornår bliver en grænse til vold?
Menneskehedens ensomhed og isolation i universet spejlet i individets ensomhed i det jordiske liv. At udvide omsorgsbegrebet har været vigtigt, ligesom jeg gerne har villet se på, om det egenartede kan være en del af et fællesskab, der søger det homogene. At undersøge omsorg for andre, som noget, der ikke kun udspiller sig i det biologiske forældreskab. Se på omsorg som noget grundlæggende fællesmenneskeligt.
Og jeg har været optaget af den menneskelige nysgerrighed; længslen efter at gribe efter det ubegribelige – at række langt, nå langt, men i bevægelsen også risikere at glemme, hvor man kom fra.
