Her fortæller Elisabeth Johannessen og Christine Skylvad fra 'easy as knit' om den afstressende effekt strik har, og om glæden ved at være kreativ og skabe noget unikt.
'Nem barselsstrik for alle' er en del af Gutkinds 'Syslepauser', som er en serie af små bøger, der giver dig opskrifter på kreative pauser. I bogen får du begyndervenlige opskrifter på et væld af fine barselsprojekter og -gaver.
Vi ville lære at strikke, fordi vi manglede en pause fra den pulserende hverdag. Et pusterum, hvor skuldrene blev sænket, uden at der behøvede at blive tændt for nogen som helst skærm. Vi ønskede, at hænderne skulle være beskæftiget for at fingrene ikke fandt mobilen i lommen, og at vi ikke kunne rejse os fra sofaen for at sætte krydser på to do-listen. Til det havde vi hørt, at en kreativ hobby skulle være godt – også for hovedet.
Så vores baggrund for at starte var ret ens, men vores rejser har været forskellige. Christine startede med at strikke under corona. Kort sagt sprang hun "bare" ud i det: valgte en strikkeopskrift, købte garn og pinde og gik i gang. Så sad Christine der med alt sit nye grej og var begejstret, men derefter var hun ved at gå i stå. Fordi hun oplevede, at der var mange ting, der blev taget for givet i strikkeverdenen. Både sproget i strikkeopskriften, som mindede mest om et fremmedsprog, svære teknikker, manglende videoguides og meget mere. Kort sagt var Christine frustreret og var lige ved at opgive at lære at strikke. Heldigvis havde hun Elisabeth, som var en erfaren strikker, der guidede og hjalp hende med at læse strikkeopskriften, forstå teknikkerne og meget mere!
Med vores fælles erfaringer blev vi enige om, at der måtte kunne skrives nemmere strikkeopskrifter, som ikke var helt så uoverskuelige at kaste sig over som nybegynder. Det blev startskuddet til easy as knit.
I dag er strik stadig en vigtig pause for os i vores hverdag, og vi oplever tilmed, at strik er stressreducerende. Når vi strikker, føles det nemlig som om, vi er i vores helt eget univers, hvor vi glemmer alt om to do-lister. Strik er dog meget mere end en pause for os: Det er glæden ved at være kreativ og at skabe noget helt unikt, hvor vi selv kan tage valg omkring farver, pasform og materialer.
Dem er der masser af i vores bog, men helt overordnet:
Vælg et strikkeprojekt, der motiverer dig til at komme i gang med at strikke. Du behøver virkelig ikke starte med en karklud, du kan sagtens starte med en sweater som dit første strikkeprojekt. Det afgørende er bare, at du vælger en strikkeopskrift, der er tilpasset dig som begynder.
Det du strikker behøver ikke at være perfekt. Hjemmestrik må gerne have det der "uperfekt-perfekt" look – og vi synes selv, det er så meget sjovere at have fokus på, hvor sejt det er, at man lærer noget nyt i stedet for at fokusere på, at det hele skal være perfekt.
Giv dig selv tid. Det tager tid at lære noget nyt – glæd dig over, at du skal ud på en kreativ rejse, hvor du kan få lige så meget glæde ud af selve strikkeprocessen som resultatet.
Vælg opskrifter med videoguides. Når man er nybegynder, er kombinationen af at læse noget på tekst og derefter få det illustreret på video meget lærerigt og absolut nemmest. Alle opskrifterne i vores bog har QR-koder, der linker til step-by-step videoguides, hvor præcis den opskrift du strikker også strikkes i videoen.