"Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så hysterisk deprimeret, som mens jeg skrev denne roman"

Gustav Foss fortæller her om sin roman 'Boblen er et helligt symbol'. Om udlængsel, hjemve og storrumsdesperation. Og om den latexskabning, der en dag dukkede op ud af det blå og trak ham og hans hovedperson med på en syret tour de force tilbage til barndommens land.  

Lad os begynde med din hovedkarakter. Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige, at vi her har at gøre med en mand i krise. Prøv at fortælle om ham og hans situation, da vi møder ham i Boblen er et helligt symbol?  

Den navnløse hovedkarakter er en ensom mand i midten af trediverne, som ikke længere kan redegøre for sit eget liv. Vennerne har fået børn og slået rødder, og når han ikke arbejder på et storrumskontor, sidder han alene i sin lejlighed og drømmer sig tilbage. Til årene i gymnasiet og ikke mindst tiden som backpacker i Bolivia og Peru.

Hver dag efter arbejde sidder han alene på stuegulvet under en kokospalme, drikker en sydamerikansk drink og stirrer på sin lysende globus. Men barndommen på Langeland, som han selv mener at have lagt bag sig, spøger i hans bevidsthed. Forskellige omstændigheder gør, at han bliver nødt til at forholde sig til sit ophav på en ny, uforudsigelig måde. 

I desperation bryder han en dag ind hos en af sine kolleger. Her finder han en skabning i latexdragt, som han tager med hjem og kalder for Kim. På Kims initiativ stikker de sammen af til Rudkøbing, hvor hovedkarakteren ellers har nægtet at sætte sine ben, siden han flyttede derfra som attenårig. Rejsen til Rudkøbing tager dog en uventet drejning. Temperaturen stiger, eksotiske planter skyder op, og Kim trækker hovedkarakteren gennem det postapokalyptiske landskab.  

Hvordan opstod hovedpersonen?  

Jeg tog udgangspunkt i mig selv og skruede op for nogle af de sider, som var begyndt at boble i mig de senere år. Tanken om parallelle liv: Hvordan det kunne have været, hvis jeg havde truffet nogle helt andre valg. Og om de bristede relationer, som jeg nok aldrig kommer til at klinke. Ligesom hovedkarakteren har jeg altid haft en stor trang til at rejse, og jeg spekulerer ofte på, hvilke dele af verden jeg gerne vil besøge. Men ikke så ofte: Hvad er det, jeg gerne vil væk fra? 

Universet i romanen er temmelig syret, som man fornemmer. Hvad har inspireret dig til det? 

Man kan sige, at inspirationen kommer fra nogle nedslag i mit eget liv, som danner grundlag for romanens handling: 

Jeg er født på Langeland, men voksede op i Esbjerg. Jeg var skilsmissebarn og boede hos min mor, og rent økonomisk havde vi det rimelig stramt. Der var ikke råd til ferier og rejser, så i stedet tog vi til Langeland for at besøge bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner. Som barn føltes det både eventyrligt og eksotisk at køre over de mange broer og bruge tid på den ø, hvor al min familie kom fra – jeg elskede det! Her tog jeg for eksempel på museum med min mormor og besøgte historiske steder på øen. Langeland stod for mig som en slags "hjemland", som vi af nød havde måttet emigrere fra. Jeg havde bare lyst til at blive der. 

Med tiden gik flere af mine familierelationer i stykker, og de seneste 20 år har jeg stort set ikke haft kontakt med halvdelen af min familie på Langeland – herunder min far, som siden flyttede tilbage til øen. 

I starten af trediverne blev jeg ramt af en række angstanfald. Jeg følte mig låst og isoleret i København, hvor alle pendler frem og tilbage mellem arbejdspladser, myldrer ind og ud ad S-toge. Det var, som om jeg var i gang med at miste grebet om mit eget liv og gik i takt uden at tænke. Jeg var bange for, hvad der skulle blive af mig og havde brug for at komme væk. Og så begyndte jeg at skrive romanen. 

Hvordan har din skriveproces været? 

Hele bogen er skrevet i min lejlighed på Amager, ved spisebordet sent om aftenen. Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så hysterisk deprimeret, som mens jeg skrev denne roman. I hvert fald til at begynde med. Egentlig var det meningen, at det skulle være en rendyrket arbejdspladsroman, men det blev så trivielt og trist for mig at være i, at handlingen langsomt gik i stå. Men nærmest ud af det blå – lidt ligesom i romanen – dukkede latexskabningen Kim pludselig op i teksten og trak fortælleren (og mig) med tilbage til barndommens land: Langeland. Det var impulsivt, og i lang tid vidste jeg faktisk ikke, hvad der ventede mig. Jeg måtte bare følge med. 

Det gjorde skriveprocessen legende og inspirerende, men det betød også, at jeg endte med en masse løse ender og et stort antal sider, som jeg til sidst mistede overblikket over. Det endte med, at jeg måtte smide hele første udkast i papirkurven. Herefter skrev jeg et kort resumé over handlingen og genskrev romanen fra bunden. 

Hvilket tema har særligt optaget dig i arbejdet med bogen? 

Vekselvirkningen mellem udlængsel og hjemlængsel har været et gennemgående tema: Hvordan jeg selv har tendens til at flygte fra steder og personer, som jeg tidligere har haft tæt inde på livet. Pludselig er man voksen og har et fuldtidsjob, og bag én er der fyldt med lukkede døre – nogle blev smækket med et brag, andre blev listigt lukket i, så det ikke vakte opsigt. Men hvad ville der ske, hvis man blev tvunget til at åbne nogle af dem og træde over tærsklen som den, man er i dag? Hvad ville man så få adgang til? 

I Boblen er et helligt symbol går vejen tilbage til hovedkarakterens ophav, gennem et magisk univers, hvor alt og intet ligner sig selv. Det eventyrlige og fjerne, som han altid har higet efter, blander sig med det lokale og familiære, som han har forsøgt at fortrænge. Gennem erindringer og nye indblik i sin families historier tvinges hovedkarakteren til at indse, hvad hans egne livsvalg har haft af betydning. 

Hvad betyder det for dig at skrive? 

Når jeg skriver, tør jeg mere. Jeg tør at tage favntag med nogle temaer, hvor jeg selv har på spil og derfor finder ubehagelige at bearbejde. Min vigtigste regel er, at jeg ikke må skåne nogen – og allermindst mig selv. Ellers kunne jeg lige så godt bruge tiden på noget andet. 

Nogle gange sker det, at jeg går så hårdt til mig selv, at jeg får det fysisk dårligt, mens jeg skriver. Men når jeg så vender tilbage og læser, hvad jeg egentlig har skrevet, kan jeg for det meste ikke lade være med at trække på smilebåndet. Pludselig forstår jeg, hvor opløftende absurd det hele er.