Her fortæller forfatter Josefine Dahl Olsen om sin debutroman 'Ingen af os blev'.
Bogen følger Sophie, der er udvekslingsstuderende på et universitet i Istanbul i en tid, hvor den politiske virkelighed i Tyrkiet trænger sig på. Samtidig fylder studierne, kærligheden og sorgen i Sophies liv.
Hvad handler Ingen af os blev om?
Romanen handler om at søge ud og fare vild. Min hovedperson Sophie er fra Danmark og tager på udveksling til Istanbul. Den første del af bogen finder sted i det her ambitiøst håbefulde rum, hvor Sophies forestillinger om at leve som en moderne boheme ikke rigtig stemmer overens med virkeligheden i Tyrkiet anno 2016.
Sophie forelsker sig i Ali, går til tai-chi, skriver artikler, går i byen og forsøger at finde fodfæste. Da et forsøg på at kuppe statsmagten med militær magt udspiller sig en aften, de er i byen, stopper hun op og bliver rystet.
Tyrkiets regering erklærer undtagelsestilstand, som de bruger til at indskrænke ytrings- og forskningsfriheden, lukke NGO’er og medier og fængsle dem, de betegner som politiske modstandere. En stemning af rådvildhed, vrede og paranoia spreder sig i det universitetsmiljø, Sophie er en del af, og forholdet til Ali bliver mere og mere usikkert.
Der er nok en klassisk coming of age-tematik i romanen. Sophie skal forholde sig til, at hendes vennegruppe er ved at falde fra hinanden, selvom hun har gjort sig stor umage med, at det skal betyde noget for nogen, at hun er der. Den politiske virkelighed har konsekvenser for dem, der står hende nærmest, men hvor nært er det?
Sophie får udgivet sin første artikel og planlægger at rejse alene til Nordsyrien for at rapportere om de kurdisk kontrollerede områder i Rojava, og hun ender i en landsby tæt ved Vansøen, hos en ældre mand. Et venskab opstår mellem dem, og hun bliver frivillig på et herberg, hvor hun blandt andet underviser syriske børn i engelsk.
Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?
Den er skrevet med afsæt i de år, jeg selv boede i Istanbul fra 2015-2016 og mine egne forsøg på at blive freelancejournalist og udgive artikler om Tyrkiet. Det blev en del rejser frem og tilbage på skrive- og researchophold i årene efter.
Sophie taler med mange tunger, og det gør hun måske, fordi jeg også selv gør det, og at skrive en roman er at udforske noget af alt det, de siger, vil og længes efter. Tiden for individets selvrealisering som centrum er jo nok forbi, men man skal stadig lære sig selv at kende. Sophie har en grådig stemme, en etisk stemme, og et kor af små stemmer, som er usikre, ængstelige og styret af frygt, og så også en kæmpe røst, der vil rase, skrige og blive hørt. Jeg har været optaget af den dobbelthed, der ligger i at være et levende menneske, der vil have alting, og så også være et moralsk menneske, der godt ved, at det kan man ikke få.
Og så har jeg vist skrevet en ret sanselig roman, noget jeg først har opdaget bagefter. Det politiske er oplevet gennem virkelige mennesker med uregerlige kroppe, der har begær i alle retninger, bliver jaloux, er smålige, skal skide. Vi gør jo modsatrettede ting hele tiden. Kroppen er vores centrum, og det er ud fra sanser og stemninger, jeg selv oplever og husker, og derfor er sanserne hele tiden med.
Der er også et tema omkring sex og at bruge erotik og sin seksuelle kapital til at trække andre mennesker tæt på. Vores kultur har i lang tid ophøjet det romantiske, seksuelle møde som et klart klimaks i menneskelige relationer. På den ene side tror vi, at det er her den største synergi, symbiose og nærhed finder sted, og på den anden side har de fleste jo erfaret, at sådan er det ikke.
Sex kan jo også være svært, kedeligt, grimt, nedværdigede, kunstigt osv. Sophie har høje tanker om, at seksuelle møder kan skabe den dybe forbindelse til livet, som hun længes efter. Men også på dette område bliver hun skuffet. Hun har aldrig lært at give sig hen, sige hvad hun vil have, og sexen bliver lidt et spejl på hendes forhold til sig selv; et overfladisk kendskab, en lidt henkastet handling eller en præstation, og hun mangler modet til at stille sig sårbart frem.
Sophie læser sociologi og filosofi på universitetet, og det er inspireret af min egen tid på humaniora. Jeg tog et fag om kunsthistorie i Istanbul og bogen The End of Art History? afsluttede pensum i det fag. Konklusionen var, at der slet ikke var en kunsthistorie, fordi den historie, vi kender, er mangelfuld og ekskluderende og for en stor del skrevet af hvide, vestlige mænd.
Vi lærte at stille os kritiske over for magthierarkier og udsigelsespositioner, og jeg fik aldrig rigtig en kerneviden om noget. Og sådan har Sophie det også, hun er forvirret og går rundt med fornemmelsen af et indvendigt kollaps, som bliver forstærket af, at Tyrkiet er et ekstremt splittet og mangfoldigt land. Der er ikke fri presse, og der er stærke kræfter på de politiske fløje.
Som udlænding var det svært at orientere sig, mange offentlige stemmer var gennemsyret af ideologi. Wikipedia blev lukket, og især efter kupforsøget spredte der sig en stemning af paranoia. Flere fra mit universitet frygtede at blive arresteret – både for udtalelser i forskningsartikler, men også for opslag på sociale medier.
Hvordan er romanen blevet til?
Den er skrevet gennem otte år. Det er svært at skrive en bog, synes jeg. Jeg har kæmpet meget med balancen mellem det politiske og personlige plan. Og så har jeg fulgt dette skriveråd: Skriv dét, kun du kan skrive.
Hvilke emner, historier, karakterer eller oplevelser har særligt optaget dig i arbejdet med bogen?
Romanen er inspireret af en stor forelskelse, som endte brat. Jeg ville gerne skildre den skrøbelighed og måden, man søger hjælp, når man er alene i et fremmed land. Det her med at dulme sorg med en udsvævende adfærd, at forlade sig selv og lade sig gribe eller måske snarere indfange.
Selv mødte jeg en kurdisk mand, som jeg fik et forhold til. Han var billedkunstner og næsten fyrre år ældre. Fuats karakter er inspireret af ham, og bogen er på mange måder en hyldest til ham, for han lærte mig meget og havde et andet blik for de ting, jeg selv gik og skammede mig over. Han opfordrede mig til at skrive, sagde jeg skulle rejse, leve, tænke, være skør. Alle de klichéer, men han sagde det fra et andet sted – tættere på udgangen af livet – og det fik mig til at tænke, at det er vigtigt, at vi gør det og bliver os selv med alle mulige unyttige omveje i bagagen.
Og det er måske også et tema i Ingen af os blev: At glemme sig selv og overgive sig til andres historier, mens verden er i opbrud. Regionen er en zone for flere krigs- og terrorhandlinger, og alligevel vokser hverdagen og fortællingerne frem omkring dem. Fuat laver mad til Sophie, serverer kaffe, de sidder i hvert sit rum og arbejder, en rutine og en rytme synkroniserer deres verdener, og pludselig bor og lever de under samme tag.
Jeg synes, det er fascinerende, hvordan hverdagen hele tiden indfinder sig i skyggerne fra politiske uroligheder og kriser, vores behov efter struktur og samvær med andre er en stærk kraft. Og måske behøver man ikke gøre store krumspring for at være i verden, måske skal man bare være vågen og gøre sig umage, der hvor man er, for der er den mulighed, at det er nok.
Hvad betyder det for dig at skrive?
Jeg gør det for at bearbejde nogle vigtige hændelser, perioder og møder med andre mennesker – og for at huske og bevare dem.