I dette interview fortæller sanger og sangskriver Kira Skov om inspirationen bag erindringsbogen 'Liv forladt', om de mange liv, hun har levet, og om den sorg, der har fulgt hende gennem hele livet.

Titlen på bogen er Liv forladt. Hvad rummer den titel for dig?

Jeg kan godt lide dobbelttydigheden ved denne titel. Jeg har levet mange liv allerede. Jeg har forladt tilværelser, startet forfra og genfundet mig selv utallige gange, som man også vil erfare ved at læse bogen. Samtidig er det meste af det ulykkelige, jeg har været udsat for, tilgivet.

Det har været min måde at være i verden på og leve med det, som er svært at leve med. Liv forladt/Alt forladt. Titlen spiller på de to betydninger.

Hvornår vidste du, at det var bogens navn?

Det har været arbejdstitlen lige fra begyndelsen.

Der er noget både råt og poetisk over den måde, du skriver erindringer på. Hvordan har din proces været?

Bogen er sat sammen af flere spor. En del af det fremstår som en klassisk biografi, men jeg har valgt at bruge mine tekster fra forskellige udgivelser gennem tiden, som afsæt til en række af kapitlerne, da de ofte har en direkte forbindelse til de begivenheder, jeg beskriver.

Jeg har været frem og tilbage og lagt projektet på hylden af flere omgange, for så at vende tilbage til det igen. Sorgdyret, blev faktisk til at starte med, afsæt for sangene til pladen I nat bliver vi gamle, som udkom i slutningen af 2019. Det er den eneste plade, jeg har udgivet med dansk lyrik til dato. Sangen sorgen sover handler om dyret og er en slags sorgvuggevise. Dengang var jeg ikke klar til at skrive en bog om min sorg, så det blev i stedet til sange. Sådan er det gået et par gange.

Hvordan fandt du frem til de nedslag og minder, der skulle med i bogen?

Der har været en række skelsættende begivenheder i mit liv, som ikke var til at komme udenom, hvis jeg skulle fortælle om mig selv. Jeg har valgt at starte bogen med den nat, hvor min mand Nicolai Munch-Hansen dør, fordi alt der skete inden da, nu for altid står i lyset af den tragiske begivenhed.

Der er selvfølgelig mønstre, som er evidente, som åbenbarer sig bogen igennem og som trækker tydelige spor tilbage til mit forhold til min far, men som også går flere generationer forud for min tid. Derfor spiller min far en vigtig rolle i fortællingen. Og så kan man nok ikke komme uden om, at jeg har levet et vildt liv og besøgt verdener, som ikke så mange måske kender til, og dem fortæller jeg også lidt om i bogen.

Musikken virker næsten som et ekstra sprog i bogen. Nogle oplevelser bliver til sange, andre til erindringer. Hvad kan musikken, som sproget eller litteraturen ikke kan?

Jeg er jo først og fremmest sangskriver og sanger. Musikken har været et sprog for mig, så længe jeg kan huske, og jeg har øvet mig på mit håndværk igennem hele mit arbejdsliv. Men for mig har poesien altid spillet en stor rolle i al den musik, jeg har været inspireret af, og ligeledes i den jeg selv har skrevet.

Litteraturen har inspireret mig utroligt meget som sangskriver. Det er et helt andet håndværk at skrive en bog, og det har været en stor udfordring for mig, og jeg er gået ydmygt til værks. Jeg synes, det har været spændende at prøve kræfter med, fordi jeg ikke var sikker på, om jeg kunne.

Jeg er vant til at arbejde inden for en stram form, som det jo er at skrive sange. Paletten er større. Du har flere virkemidler, som understøtter en stemning og fortælling. Den soniske ramme, de melodiske bevægelser, rytmen og poesien. At bringe en lang tekst til live, så du kan vække sanserne hos læseren. Det beundrer jeg i de store forfattere. På den måde er der selvfølgelig også musikalitet i sproget.

Du citerer flere af dine egne sange undervejs — blandt andet dem skrevet til Nicolai. Hvordan har det været at vende tilbage til de tekster i arbejdet med bogen? Kan man høre et menneskes liv og kærlighedshistorie i sangene bagefter?

Jeg synger jo stadig en del af sangene live, så de er ikke fremmede for mig. Sangene til Nicolai er en måde for mig at have et fortsat liv sammen med ham på. De bedste tekster eller digte er jo ofte dem, du ikke selv forstår til at starte med. Det gådefulde element, som gør at du må vende tilbage til dem igen og igen. Synge dem, til du har forstået, hvad de vil dig.

Som læser kan man klart høre mit liv og min historie portrætteret i mine sange. Det er jo forskelligt, hvordan man arbejder som sangskriver, men jeg har altid brugt mig selv i den proces.

Kærlighed, drugs and rock'n'roll løber som spor gennem fortællingen. Hvad betyder de tre spor for dig og for den person, du er blevet? 

Det lyder jo lidt som en kliche, men der er ingen tvivl om, at jeg som ung var draget af myten om et kunstnerliv. Alt det man skulle ofre og gå igennem. Det har jeg i den grad forbandet senere i mit liv.

Men det er samtidig ikke løgn at mange kunstnere er særligt sensible og at misbrug derfor ofte er en del af fortællingen i kreative miljøer. Både fordi man ønsker at maximere på kreativiteten og for at dulme den særlige følsomhed. Sporet om kærligheden vikler sig ind i musikken, i mit liv. De tre temaer har været uløseligt forbundet.

Din far fylder meget i bogen. Hvordan har relationen til ham formet dit blik på kærlighed, mænd og tilhørsforhold?

Det er klart at min fars svigt har sat spor i mig. Det er jo klassisk at genskabe relationen til sin far i sit kærlighedsliv. Fordi det er det man kan kender. Min far var fantast, og han var også alkoholiker. Men han gødede også min kreativitet. Med hans vilde historie fortælling og hans sans for drama.

I dag ser jeg tilbage på ham med et kærligt blik. Jeg forstår hvad han kom af, og hvorfor han ikke evnede at blive.

"Dyret" viser sig første gang, da du er omkring ti år gammel. Hvad er dyret for dig? Hvornår dukker det op, og hvordan har du lært at leve med det gennem livet?

Dyret har som væsen udviklet sig gennem min skriveproces og mit eget forhold til det ligeså. Til at starte med var det et sorgvæsen. En fysisk manifestation af sorgen, som jeg over tid lærte at leve med og udviklede et forhold til.

Men dyret er også blevet en beskytter, en allieret og en påmindelse om det jeg ikke vil se. Det opstår ofte i overgange. Der, hvor noget slutter, og noget andet skal have plads. For mig har dyret været et rum til at skrive frit om det, som er svært at sætte ord på. Det har fået en form, og jeg holder af det mystiske væsens gådefulde færd og transformation.

Døden og tabet har været tæt på dig siden en ung alder. Du skriver både om sorgen og om de mennesker, musikken og bøgerne, der har hjulpet dig videre. Hvad har kunsten betydet for dig i mødet med sorgen?

Det har haft stor betydning for mig, at nogle andre har delt deres erfaringer i litteraturen og i musikken. Naja Maria Aidts bog Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage, blev for mig et slags sorgleksikon, fordi det refererede til en række andre værker som beskæftigede sig med sorg.

Sorgen er et ensomt sted, og det hjælper en til at føle sig mindre alene, når man kan spejle sig i andres værker.

Mange af de mennesker, du møder i bogen, lever intenst og på kanten af livet. Hvad tænker du i dag om de mennesker, vi møder undervejs — og de spor, de efterlader i os?

Jeg har tilgivet det meste. Men det er ikke ens betydende med, at jeg ville invitere dem ind i mit liv igen. Jeg har mødt mange ødelagte mennesker, men lige så mange vidunderlige fantastiske og kreative væsener, som har inspireret mig, og alle har de lært mig noget, jeg ikke ville være foruden.

Musikken har været en tro følgesvend hele livet — næsten som en livskraft. Du skriver også om en tidlig forestilling om, at kunsten kræver ofre. Hvordan ser du på det i dag?

Det er en myte, jeg gerne vil gøre op med. Der er ingen tvivl om, at jeg har lært meget af mine strabadser, og at der var en slags dannelse, der fandt sted i mine ungdomsår ude i verden.

Men jeg søger ikke længere næring til min kreativitet i lidelsen, og jeg kan godt have det svært med min egen svælgen i mørket, i min ungdom. Da alt blev tabt, var det kun lyset jeg havde brug for at søge imod. Man kan sagtens skabe meningsfulde værker uden at brænde sig selv ud i processen.

Hvis der findes et ærinde med Liv forladt, hvad er det så?

Jeg skrev først og fremmest for at huske og arkivere noget, måske for at blive færdig med det, og så tænker jeg, at enhver erfaringsdeling kan være værdifuld, særligt når man taler om tabubelagte emner. Det er så nemt at blive kategorisk og det er nemt at dømme andre mennesker, indtil vi lærer dem bedre at kende.

Hvad håber du, læseren sidder tilbage med?

At lykken ofte er et perspektiv. Der findes noget godt, selv i de værste omstændigheder. Og det kan godt betale sig at få et blik for det.