Her fortæller forfatter Lise Vandborg om, hvad det betyder for hende at være kreativ – og om hvor vigtigt det er at nyde den kreative proces og ikke sætte sine forventninger til resultatet for højt.
'Kreahygge med børn' af Lise Vandborg er en del af Gutkinds 'Syslepauser', som er en serie af små bøger, der giver dig opskrifter på kreative pauser. I bogen får børn og voksne hjælp med projekter af forskellig sværhedsgrad.
Jeg har altid været kreativ. Jeg har elsket at indrette mit værelse som barn, tegne og male, lave smykker, ja, bare alt, hvad der har med kreativitet at gøre, så det startede jeg med i en meget tidlig alder.
Jeg tror, at en af de vigtigste faktorer var, at jeg gik til billedkunst og andre kreative fritidsaktiviteter som barn.
Min egen mor har også altid været glad for krea, så jeg har også lavet en del med hende.
Jeg tror, det er meget vigtigt, at man laver krea med sine børn for netop at skabe et godt fundament for, hvordan man kan koble fra med kreativitet. Men jeg tror heller ikke, at det nogensinde er for sent at komme i gang. Man bliver aldrig for gammel til at lære noget nyt.
En syslepause kan være et frirum fra stress og jag. En måde at koble fra på. Det tror jeg, vi alle har brug for i vores travle hverdage. Når man sysler, har man ikke tid til samtidig at lægge tøj sammen eller tømme opvaskemaskinen, men er bare til stede i kreativiteten.
Det er virkelig en dejlig pause i hverdagen at kunne lave noget kreativt uden at skulle forholde sig til alt det andet omkring en.
Det handler om at kaste sig ud i det. Se en masse YouTube-videoer. I virkeligheden handler det måske om at sænke sine egne forventninger til resultatet og prøve at nyde processen i stedet for.
Det kan godt være lidt svært, men så snart man sætter lidt lavere forventninger til selve resultatet, så bliver det også nemmere at være i processen. Man skal lidt væk fra 'perfekt' tidskulturen og bare nyde, at man for en gangs skyld ikke skal andet end at sidde og lave krea.
"Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt"-metoden. Kast dig ud i det!