Lize Spit belyser psykisk sygdom fra de pårørendes perspektiv.
"Det skulle nok alt sammen gå fint for os, bare vi holdt fast i hinanden. Vi var de to skæve søjler, som, så længe man bare lænede dem op ad hinanden, ville være mere robuste, end en enkelt fritstående søjle nogensinde kunne være."
Sådan står der om de to hovedpersoner i 'Jeg er her ikke', Lize Spits længe ventede anden roman, der følger op på bestselleren 'Det smelter'.
Hvem er Leo og Simon? Og hvad er deres situation?
Leo og Simon, begge i begyndelsen af trediverne, har været i et forhold i 10 år. Hun arbejder i en butik, der sælger tøj til gravide, han arbejder som grafisk designer i et firma på vej frem.
De har begge mistet deres mødre, og den erfaring har bragt dem sammen. Deres forhold er symbiotisk, især Leo har brug for sikkerhed og en vedholdende partner. Selvom de bor i en storby som Bruxelles, er deres netværk begrænset; deres to bedste venner er også deres kolleger.
Noget af det, der binder dem sammen, er deres svære barndom. Hvordan påvirker den dem?
I barndommen udvikler man mekanismer til at håndtere det, der er svært. I bogen har jeg vist Leo og Simons baggrund for at forklare, hvorfor de gør, som de gør. Leo er frygtsom af natur, vil altid være forberedt på det værste, hvilket ikke er overraskende i lyset af, at der var vold i hendes barndom.
"Følelsen af at ’come clean’, er noget, jeg har inkorporeret i bogen."
Som barn blev hun forælder for sine forældre, og det har gjort hende til en usikker voksen; hun har svært ved at sætte grænser, fordi hun aldrig har lært det. I sit voksenliv forsøger hun at have kontrol over alt. Da hendes partner bliver maniodepressiv og begynder at udvise uforudsigelig adfærd, slår det benene væk under hende, men hun forbliver uendeligt tålmodig. Hun sætter sig selv til side for at kunne være hans omsorgsperson, en rolle hun har mestret siden barndommen, og det sidste sted hvor hun stadig kan være i kontrol. Men ved at gøre det nedbryder hun også sin kærlighed og tillid til Simon.
Hvad fik dig til at skrive om en psykose? Hvordan har du arbejdet med at gøre skildringen troværdig?
Faktisk handler bogen ikke om psykose, men om bipolar lidelse. Psykose er kun en lille del af den kliniske tilstand hos en med bipolar lidelse. Men det er måske del af romanen, der skinner mest i øjnene på læseren, fordi det er det punkt, hvor Leo mister sin kæreste fuldstændig, og de begge helt og holdent taber kontrollen.
Jeg har selv været i et tolv år langt forhold til en mand, der havde en bipolar lidelse. Jeg har oplevet sygdomsprocessen, de skiftende op- og nedture og indvirkningen på et kærlighedsforhold. Jeg oplevede det som meget ensomt. Bogen er skrevet til dem, der lever sammen med mennesker med psykisk sygdom, for selvfølgelig lider de også, men de får sjældent nogen anerkendelse for det.
Under skriveprocessen lavede jeg en masse research, talte med læger og patienter for at udvide portrættet, for det skulle ikke være selvbiografisk. Det er en meget personlig bog, men jeg måtte tilføje fiktion til den for at beskytte min partner. Den skyldfølelse, jeg havde over at stå frem, og følelsen af at ’come clean’, er noget, jeg har inkorporeret i bogen.
Hvad er det, litteraturen kan i forhold til at behandle et tabu som psykisk sygdom?
Jeg beskriver og viser et forhold mellem to mennesker i det mest intime og sårbare øjeblik. På den måde kan læseren forhåbentlig få indsigt, og gennem den indsigt, medfølelse.
Oftest følger litteraturen den karakter, der bliver afsporet og er midt i orkanens øje. Jeg vil vise, hvordan det er for dem, der er tæt på den syge person. Dem, der bliver løftet op af den hvirvelvind – for hver syg person er der et helt følge af folk, der lider sammen med dem.
Fordi bogen hovedsageligt følger partneren, som bliver fremmedgjort over for sin psykisk syge kæreste og ser sygdommen som en ubuden gæst, kan den måske opfattes som stigmatiserende over for mennesker med bipolar lidelse. Men jeg ville gerne vælge side, og valgte at fokusere på at give anerkendelse til partnerne, der ofte – i stilhed og ud af kærlighed – overskrider deres egne grænser igen og igen.
Bogen har fået virkelig meget respons fra læserne. Jeg tror, folk har brug for at se temaer som dette belyst fra en anden vinkel. Den handler om et tabu inden i tabuet.
Du har gået på filmskole – hvordan spiller det ind på din måde at skrive på?
Fordi jeg har den filmtekniske baggrund, er jeg god til at strukturere og dosere information, så spændingen bliver ved med at være høj. Det er en filmskabers opgave: at tage seerne med på en rejse i halvanden time, at løfte dem op fra deres biografsæder og få dem til at glemme omgivelserne, opleve noget.
Manuskriptforfattere er derfor meget fokuserede på publikum, hvorimod man i litteraturen ofte er fokuseret på sproget og på sig selv. Hvad man vil fortælle som forfatter og ikke på, hvad læseren eller historien har brug for. En læser er meget mindre hård end en seer, en læser kan lægge en bog fra sig, mens en seer ikke lige så let sætter en film på pause.
Jeg er konstant opmærksom på seeren, mens jeg skriver; først og fremmest forsøger jeg at få læseren til at forblive engageret. Jeg skriver ved hjælp af tidslinjer og kartotekskort, så jeg selv kan holde overblikket over, hvilke informationer jeg deler med læseren på hvilket tidspunkt.
Jeg tager det som et stort kompliment, når jeg hører fra læsere, at de ikke kunne lægge bogen fra sig i sengen, at de kom trætte på arbejde eller kørte et stop for langt med toget, mens de læste. Jeg håber, at jeg i gradvist bliver mere sikker på, at læseren ikke løber væk, og at jeg vil stole mere på sproget og mindre på spænding. Men det er en proces, der i bund og grund handler om at skulle glemme sin uddannelse.
"Jeg er konstant opmærksom på seeren, mens jeg skriver."
Jeg psykologiserer sjældent mine karakterer, jeg prøver altid at vise, hvordan de har det, i stedet for at forklare det. Grundreglen fra filmskolen er dybt forankret: "show, don’t tell."
Når jeg skriver, er min karakter også et kamera, der filmer – det er derfor, jeg næsten altid skriver i første person. At skrive er faktisk ligesom at filme scener. Man starter med en bred ramme, handling, dialog, og ind i mellem zoomer man ind på en detalje, hvis det er relevant for historien.
Men uanset hvor meget jeg er blevet formet af manuskriptskrivning, er jeg bedre til at skrive romaner. Jeg bruger metaforer og billedsprog, og dem kan man ikke bruge til noget i et filmmanuskript. Klassisk uddannede forfattere og litterater skræmmer mig nogle gange – jeg har det, som om de tog hovedindgangen ind i litteraturen, mens jeg tog sideindgangen.
Men det gjorde det også let for mig at finde min egen stemme. Jeg udviklede ikke et syn på litteratur, mens jeg læste og skrev, jeg faldt over det, mens jeg så og skrev.