Luka Holmegaards digte kredser om nydelse, smerte, testosteron og at bade i havet.
Havet i munden er en digtsamling om, hvordan det er at have en krop, når det ikke er noget, man er vant til.
Luka Holmegaard har tidligere udgivet romanerne 'EMMA EMMA' (2015) og 'Graceland' (2017) samt genrehybriden 'LOOK' (2020) og har modtaget et to-årigt arbejdslegat fra Velux-fonden.
Luka Holmegaard blev nomineret til Politikens Litteraturpris for både Graceland og Look.
Hvad handler digtsamlingen om?
Digtsamlingen sammenstiller forskellige motiver: Det at bade i havet, det at tage hormonet testosteron og det at dele de erfaringer med andre mennesker og med læseren.
At bade og at tage testosteron er to intense, kropslige oplevelser, som både kan være besværlige og dejlige at dele med andre.
Via de to motiver undersøger teksten forskellige former for intimitet, samtale, grænsesætning, tillid og tillidsbrud – mellem jeg'et og læseren, mellem forskellige badegæster, mellem venner, elskere og mellem en transperson og et behandlingssystem.
Jeg tror også, det er en bog om at begynde forfra. Når man tager testosteron, eller t, går kroppen helt konkret i puberteten. Uanset, hvor gammel man faktisk er, er man i verden igen på en ung måde. Stemmen går i overgang, der er en masse ting, man skal lære forfra.
Bogen undersøger, hvordan de erfaringer manifesterer sig i sproget og hvordan det føles at tale og være i forskellige rum.
Kærlighed, taknemmelighed, vrede og at leve som menneske i et samfund. Det er også nogle af de ting, digtene handler om.
Hvordan begyndte du at skrive på Havet i munden?
Arbejdet med digtsamlingen begyndte som en form for øvelse; jeg skrev nogle tekster, hver gang jeg havde badet i havet, i en periode, hvor min krop forandrede sig meget.
Der var mange spændende lag at undersøge i det motiv: kysten som socialt rum, som kan føles meget intimt sammen med fremmede, noget intimt også i selve det at være i vandet.
Det var, som om jeg kunne bruge oplevelser fra havet til at finde et kropsligt 'indefra', som også kunne rumme at skrive om det at tage hormoner og blive en form for teenager igen.
Jeg tror, da jeg skrev digtene, at jeg delvist tænkte dem som en slags dokumentation af en tilstand, der føltes vigtig at dokumentere.
Men samtidig kastede arbejdet med dem også en masse sproglige problemer af sig, som var spændende, og som handlede om præcision, om hvad det vil sige at skrive om intimitet og om at have en transkrop, om at danne sproglige fællesskaber om bestemte erfaringer, om hvordan det at forandre sin måde at være i verden på kan forandre ens sprog og muligheder for at tale og blive forstået.
"To følelser, der fylder meget i bogen, er eufori og vrede"
Digtene kredser om kropslige oplevelser. Hvorfor har det været vigtigt at skrive om?
To følelser, der fylder meget i bogen, er eufori og vrede. Digtene bærer på et ønske om at skabe en sproglig ramme, som kan rumme og give plads til den eufori, der kan findes i det at transitionerne, konkret her i oplevelsen med at begynde at tage hormoner.
Der ligger samtidig en bevidsthed i teksten om, at transkønnede mennesker ofte afkræves fortællinger om lidelse – man skal fortælle om at have det dårligt for at få adgang til behandling i det offentlige system, som led i politisk argumentation og som begrundelse for at transitionere i det hele taget. Det er i hvert fald min læsning af de fortællinger, jeg selv bliver tilbudt.
Det er ikke min pointe, at transkønnede mennesker ikke oplever smerte eller er undertrykt, for det er helt bestemt tilfældet. Men samtidig kan det føles som en fælde eller umenneskeligt snævert, det her med at være fanget i lidelsesfortællingen. Digtsamlingen forsøger at finde et sted at tale fra, hvor den ikke ignorerer den smerte, der findes, men heller ikke altid lader den træde i forgrunden.
Jeg vil nok kalde samlingen for sprogligt eksperimenterende. Den bliver nødt til at eksperimentere, tror jeg, dels fordi nogle af de erfaringer, den beskriver, eksisterer i et politisk presset felt, og dels fordi den interesserer sig for, hvordan sprog grundlæggende fungerer.
Hvordan fungerer kommunikation, når vi taler om erfaringer, som mange mennesker deler, som for eksempel at være i vand, eller som få mennesker deler, som for eksempel at tage hormoner?
Hvilke forskellige sproglige problemer opstår, og hvad har oplevelserne til fælles? Digtene i samlingen forsøger at skrive sig hen imod et sprog, hvori det er muligt at forbinde sig med andre, sætte grænser og mærke sine følelser og sin krop.
"Det har været ret anderledes at skrive den her bog end at skrive de bøger, jeg tidligere har udgivet"
Hvorfor hedder digtsamlingen Havet i munden?
Når jeg har fortalt folk om titlen, siger de altid én af to ting, enten: "Det lyder sexet" eller "Det lyder virkelig overvældende".
Jeg tror, at de reaktioner ret præcist indkapsler, hvad den titel gør, og hvorfor jeg synes, den passer.
Det har at gøre med at komme i kontakt med noget, der er så stort og overvældende og vildt, at det bliver svært at tale.
Og med den nydelse, der kan findes i at svømme og være i vand, og med nydelse i det hele taget.
Hvordan arbejder du med at skrive?
Det har været ret anderledes at skrive den her bog end at skrive de bøger, jeg tidligere har udgivet.
Selvfølgelig blandt andet fordi det er digte. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ligesom hældte bogen ud af mig i løbet af sommeren. Den kom på en måde af sig selv.
Der var ikke noget slid, det var nærmere, som om jeg havde varmet op til den i lang tid, og så kom den pludselig.
Nogle dage skriver jeg ved skrivebordet, nogle gange når jeg er på farten, skriver jeg ting ned på telefonen, og nogle gange printer jeg det hele ud og spreder digtene ud på gulvet. Så sidder jeg lidt imellem dem og tænker over deres sammenhæng og rækkefølge eller laver rettelser.