Mikas Lang fortæller om 'Bamberg blues', en roman der blandt andet er blevet til gennem clairvoyance og meditation, er inspireret af sort musik og læsning af Bibelen.
Hvad handler Bamberg blues om?
Helt overordnet handler bogen om, hvordan en ung fattig, sort, queer mand på forskellige måder må gøre vold mod og fornægte dele af sig selv for at indgå i fællesskaber i et hvidt, konservativt samfund.
Hvem hører til? Hvad er prisen for at høre til? Hvad er kærlighed? Temaer er racisme, maskulinitet, queerhed, kristendom og ungdom – hvordan det hele mudrer sammen i et konkret liv.
Romanen foregår i Bamberg i Bayern omkring 1960 og handler om Hilbert, en afrotysk dreng. Han er søn af en hvid mor og en ukendt afroamerikansk soldat, og vi følger ham i tre nedslag i hans unge teenageår.
Hvorfor en blues?
Bogens tre dele er organiseret omkring steder, han bor, men er også tænkt som momenter i en AAB-bluesversstruktur, hvor anden del gentager første del med en lille uddybning, og tredje del er en slags svar på de første.
Men så også fordi der i bluesen er de her "blå toner", skæve toner, som jeg tænker her har at gøre med de kursiverede tekststykker, der bryder hovedsporet, men også hvordan bogen ikke kan være fx en klassisk dannelsesroman. De her erfaringer lader sig ikke passe ind i en skabelon, der hedder hjem-ude-hjem, fordi det hjem, som forudsættes ikke eksisterer.
Hvad har inspireret dig til at skrive bogen?
Det har en nysgerrighed omkring en del af min familiehistorie, som er gået tabt. Som korte svæv mellem bogens kapitler er også et mindre poetisk-essayistisk spor, som dels opridser min konkrete research- og skriveproces, dels placerer dette tab af historie som en vigtig del af en mere generelt optegnet "sort erfaring".
I arbejdet med at indkredse den her sorte erfaring har jeg været meget inspireret af sort musik, blues, jazz – og i mindre grad senere former, R&B og hiphop. Ligesom bogens dele følger en klassisk blues-versstruktur, har jeg tænkt de kursiverede tekststykker, der er uden for/mellem kapitlerne som en slags call-response a la den, der traditionelt er mellem sang og musik i et bluesnummer, hvor verselinjerne sædvanligvis optager halvdelen af de fire takter i en tolvtakters blues.
Derudover er jeg generelt optaget af køn, seksualitet og race, hvordan de identitetsskæringer præger vores muligheder for at tænke og agere.
Hvordan blev din hovedkarakter Hilbert til?
Han er min onkel. Om ham vidste jeg et par ting: hvor han boede, at han var messedreng. Men ellers er han en ukendt skikkelse i en uddød gren af familien. Han er blevet til gennem clairvoyance og meditation i skrædderstilling på gulvet – og fabuleren.
Som sådan er han jo en fiktion, men jeg mærker også en tøven i forhold til at kalde ham fiktiv. Jeg betragter bogens historiefortælling som autoritativ. Ikke fordi den hævder at være historisk nøjagtig (det er den ikke!), men fordi jeg alligevel betragter den som sandheden om ham, de centrale konflikter, han har stået i, og valg, han har truffet.
Det hænger også sammen med den udprægede mangel på arkivmateriale, der synes at være et vilkår for efterkommere af slavegjorte afrikanere. Det er, som om der er et ekko af den oprindelige overskrivning, kidnapningen og slavegørelsen, i den måde, han fødes uden far og selv ikke efterlader sig noget. Her bliver sort historieskrivning nødvendigvis fabulerende, fordi det arkiv, der findes, er hvidt. Groft og skematisk sagt.
Hvordan er bogen mere overordnet blevet til?
I en håndfuld år har jeg ved årets begyndelse skrevet de første 20-30 sider på ny og så lagt dem i en skuffe. Jeg vidste, at jeg ville skrive den her historie – men jeg vidste ikke hvordan. Jeg manglede ligesom en nøgle til at åbne den op. Den fandt jeg på en måde i mit arbejde med mig selv og min maskulinitet. På den måde har bogen også været et redskab, jeg har kunnet bruge til at reflektere over mig selv.
Helt konkret er bogen blevet til på et halvkoldt kælderkontor på Nørrebro. Men jeg har som nævnt også bl.a. opsøgt en clairvoyant og mediteret i timevis.
Jeg har været i Bamberg, hvor min familie stammer fra. En tur, som jeg har beskrevet kort i mit essay Hjem er en længsel, men som bedst kan betegnes som en forudsigelig skuffelse.
Hvilke emner, historier, karakterer eller oplevelser har særligt optaget dig i arbejdet med bogen?
Jeg har læst Bibelen som del af arbejdet med bogen, og jeg har været meget optaget af det indbyggede paradoks i at skabe et menneskeligt fællesskab, der bygger på fornægtelsen af kroppen. Især når der her er tale om et drengefællesskab, noget man jo typisk tænker som meget fysisk.
I virkeligheden har jeg nok været meget optaget af forskellige former for afstumpethed – måske kan man netop betragte maskulin socialisering som en proces, der gør én mere og mere stump. Sikke mange følelser, fornemmelser, man må undertrykke for at passe ind, fx i forestillingen om, hvad en rigtig mand er.
Ja, og så har jeg været meget optaget af forskellige former for kontakt med afdøde. Der er sådan et dobbeltforhold, hvor jeg dels har været nødt til at støtte mig til afdøde familiemedlemmer, både at indhente en form for tilladelse, men også at hente materiale – og samtidig tænker jeg også det at skrive bogen som en måde at yde omsorg over for de her mennesker, der ikke har efterladt sig noget jordisk. Selv mærker jeg dem som energier. I mit kød.