"Som tiden er nu, mangler vi måske drømmerne"

Nanna Holm om at skrive sin første roman i slutningen af 40’erne, om magien der opstår, når romankarakterer får deres eget liv og om, hvad vi kan lære af den kollektive måde at leve på i dag – på godt og ondt.

Røde Port er din første bog. Du debuterer som 49-årig. Hvordan kom du i gang med at skrive?

Jeg har skrevet, siden jeg var helt ung, og interessen for skriften fik mig til at søge ind på retorikstudiet. I mange år arbejdede jeg som kommunikationskonsulent, men for fem år siden var jeg klar over, at jeg skulle en anden vej, men vidste ikke hvilken.

På et tidspunkt spurgte min kæreste, hvad jeg ville, hvis jeg helt selv kunne bestemme, og en stemme fra noget underbevidst brød igennem og svarede meget klart og uden tøven: Jeg ville skrive en bog. Jeg blev selv lidt overrasket, men samtidig føltes det meget rigtigt. Kort efter sagde jeg mit faste job op for at prøve. Og hurtigt stod det klart, at det på flere måder var en vej til at komme hjem.

Hvorfor lige en roman?

Jeg har nok altid befundet mig godt i iagttagerpositionen, og jeg har det virkelig godt i fiktionens rum, det er en anden måde at være i verden på, hvor sanserne og følelserne har plads og ret. Dét at skabe en sammenhængende verden og undersøge mekanikkerne i den, dynamikker mellem karaktererne og internt i dem hver især, er virkelig spændende.

Jeg har generelt arbejdet meget intuitivt med Røde Port og ladet de forskellige spor i historien rulle sig ud fra skriften, så at sige, mere end fra færdige tanker. Det er, som om der hele tiden har ligget en rytme nedenunder teksten, som jeg har lyttet og ledt efter, lidt som en jagt. Og altså, dén følelse, når noget er skrevet frem, og man kan mærke, at der var den!

Vidste du fra begyndelsen, hvad det var for en fortælling, du ville skrive?

Nej, slet ikke. Jeg startede med at skrive på en anden historie, hvor jeg havde en klar skitse til en fortælling, men det blev faktisk som at udfylde en malebog, sproget døde, og det var både kedeligt at skrive og læse. Så skiftede jeg spor. Det eneste, jeg vidste, da jeg gik i gang med Røde Port, var, at historien skulle handle om livslange venskaber, og at jeg gerne ville arbejde med tre karakterer.

Netop synsvinkelskiftene har været helt centralt i udviklingen af historien. Især har jeg brugt dialogen og karakterernes tanker i mellemrummene til at nærme mig dem fra forskellige sider. Hvad oplever den ene, og hvad ser og tænker den anden? Hvordan er de i det sammen? De små forskydninger, når synsvinklen skifter og driver begivenhederne fremad.

Omdrejningspunktet er det fiktive fritidskollektiv Røde Port. Hvad er det for et sted?

Røde Port er et fritidskollektiv på Langeland skabt på et tidspunkt i halvfjerdserne af en gruppe voksne med rødder i ungdomsoprøret. Her hyldes frisindet, man er optaget af den store verden, diskuterer politik og kønsroller ved langbordet, og der er plads til store personligheder og folk, der stikker ud eller er på en nedtur.

Som Ebbe, en af de voksne, forklarer visionen: "Røde Port er et fristed for voksne og børn, en legeplads. […] her smelter drømmene for fremtiden sammen med vores levede liv, og vi er den forandring, vi ønsker i samfundet." Men for børnene eksisterer det eventyrlige og frie i de lange lyse dage side om side med et mørke og en grænseløshed. Og det er det, de navigerer i, når de er på Røde Port. Som fortællingen skrider frem, kommer Røde Port også til at repræsentere en brydningstid, mennesker i opbrud. Noget, der var, og som blev for svært at holde fast i.

Bogen har også et nutidsspor. Vi følger på skift de tre barndomsvenner Aske, Gry og Mona. Hvor er de i livet, da vi møder dem? Er der en fællesnævner, en prægning fra den fælles opvækst, de er rundet af? 

De tre venner kredser i nutidssporet hver især om opløsninger af de liv, de lever. De har svært ved at finde meningen og finde ud af, hvor de hører til, og samtidig er de præget af en længsel. Gry er meget tæt knyttet til sin mor, men føler sig grundlæggende ensom i det store fællesskab, der er organiseret omkring kernefamilien. Mona, der befinder sig i sådan en familie, oplever ensomheden og meningstabet inde fra den. Mens Aske har isoleret sig selv med alkoholen.

Fælles for de tre karakterer er, at de på nogle måder er relativt umodne som voksne. Hvor de i deres barndom var små voksenbørn, har de nu svært ved at blive "rigtig" voksne. Det er, som om den modning, der blev fremskyndet, da de var børn, har efterladt dem med en umoden kerne, de nu kæmper med, et barn, der sidder fast derinde.

Erindring er også et tema: Hvordan vi husker de samme begivenheder forskelligt, forholdet mellem vores fortid og nutid osv. Hvordan bruger du det aspekt? 

Bogen handler både om vores erindrings stabilitet, om multiperspektivet, når vi hver især oplever og husker de samme begivenheder, og om hvordan 'den store fortælling' udøver sin magt, når vi begynder at genforhandle fortællingen om os selv og om fortiden. Så erindring er i kernen af bogen, man kan faktisk sige, det er selve organiseringsprincippet.

De centrale karakterer glider på skift ned i den samme sommer på Røde Port, mens minderne langsomt udvider sig. Og det forskubber noget internt i de tre hovedkarakterer, men også i den store fælles fortælling, som både de tre karakterer og forældregenerationen ellers konsoliderer igen og igen som et værn om fortiden, gruppen og den enkelte.

Afsættet er en tid og nogle tanker om politik, familie- og samfundsstrukturer, der kan virke fjerne i dag. Hvorfor var det interessant for dig at dykke ned i netop det stof?

Det, at jeg selv har fået børn, har fået mig til at se min egen opvækst på en ny måde. Det er, som om mine egne børn har lånt mig et blik, der nu på afstand genser tiden og miljøet med barnets øjne.

Og samtidig tænker jeg meget over mit eget forældreskab og den tid, vi er i nu, i forhold til dengang. Det afspejler sig også i Røde Ports tre hovedkarakterer, der på forskellig vis kredser om det som en form for eksistentiel pendulering mellem tryghed og forløsning, forpligtelse og frihed, kontrol og impulsivitet, individ og fællesskab.

Hvordan har du kunnet trække på din egne erfaringer?

Jeg er selv opvokset på Christianshavn i firserne, der dengang især var befolket af venstrefløjsaktivister, kunstnere og gamle flippere. Børnene i det miljø, jeg kommer fra, er vævet ind i og vokset op med en stærk fortælling om at være en del af noget særligt, en fortrop, et oprør. Og det er en fortælling, mange er stolte af at være en del af.

Men der er også en dobbelthed, for nogle af de børn har også en form for sorg over fraværet eller det svigt i forældrerollen, der for en del blev en konsekvens af miljøet og tiden med druk, selvrealisering og brudte relationer. Den dualitet har været spændende at dykke ned i, og det var på den måde, jeg kom i gang med at skrive om nogle børn, der krydser en tid og et miljø, jeg kender på tæt hold.

Samtidig er barndommens erindringer jo meget sanselige, de er fyldt med lyde og dufte og kropslige fornemmelser og stemmerne fra dengang, så når jeg gik derhen, havde jeg en oplevelse af, at skriften flød ret frit, dialogerne og nærbillederne af tiden.

Har det omvendt også givet nogle begrænsninger? Noget, du ikke ville skrive af frygt for at såre nogen?

Det har været vigtigt for mig at skrive mig væk fra min egen konkrete barndom og de mennesker, der har været omkring mig. Derfor har jeg arbejde i et univers, hvor alle karakterer og steder er fiktive, og de begivenheder, der udspiller sig, er nogle jeg har fundet på.

Forestillingskraften er selvfølgelig både begrænset og beriget af forfatteren og dennes erfaringsrum, men fiktionen har for mig været en kæmpe frihed. I fiktionen kan jeg undersøge noget ved netop at holde det ud fra mig selv, jeg kan afprøve tanker og give dem en form. Og det er virkelig stor magi, når fiktive karakterer langsomt får egne liv med egne følelser og begivenheder, der driver dem gennem nogle grundproblematikker, som jeg kan relatere til, men som samtidig ikke er mine egne. Det er i den proces, jeg bedre forstår, og det forhåbentlig bliver til mere alment gyldige udsagn.

Hvad kan vi lære af den kollektive måde at leve på i dag – på godt og ondt? 

For børnene på Røde Port er dagene både fulde af eventyr, poesi og frihed, men også af noget uforudsigeligt og utrygt, et grænseløst voksenfællesskab. I dag lever mange i mere faste former og forpligtelser og efter helt andre værdisæt end dengang. Og det tror jeg, mange børn trives bedre med, hverdag og rutiner.

Men i det mere regelrette liv er der måske ikke så meget plads til det impulsive, fællesskaberne og til dem, der har det svært eller stikker ud fra normen. Eller dem, der bare ikke lige er i kernefamiliernes midte. På godt og ondt følger vi også vores børn meget tættere i dag og baner i langt højere grad vejen for dem.

Men for mange af os sker det måske på bekostning af et engagement i den verden, der på alle mulige niveauer bryder sammen omkring os. Og samtidig har mange (både børn og voksne) svært ved at finde meningen med det hele. Mens jeg har skrevet på Røde Port, har jeg tænkt en del på, at vi, som tiden er nu, måske mangler drømmerne. Heldigvis har det jo længe spiret i de generationer, der kommer efter min egen.

Hvor har du skrevet bogen?

Vi bor småt, så jeg skriver ved et lille skrivebord på børnenes værelse, når de er i skole. Over skrivebordet hænger den ikoniske "Kvinder bryd ikke sammen, bryd ud"-plakat, hvor en flok svaler flyver ud gennem en port mod en solnedgang. Den hang også i mit barndomshjem.

Min datter fik den i en ramme, da hun blev født, jeg indrømmer, det var temmelig nostalgisk. Men jeg forbinder den med noget på en gang stærkt, håbefuldt og drømmende. Og mens jeg har skrevet, har den faktisk fungeret lidt som en portal for mig, en hurtig genvej til firserne. Og det er netop den plakat, som bogens omslag sender en hilsen til.

Røde Port er en kompleks fortælling med tre karakterer i både fortid og nutid, som også fletter sig sammen, så jeg har haft to tavler med tidslinjer for at holde snor i handlingsforløbet. Dér har jeg også hængt stemningsbilleder fra min egen barndom i firserne for nemmere at komme tæt på tiden og de følelser og tanker, der rumsterer i børn, når de er 10-12 år gamle som de tre karakterer i fortidssporet.

Hvad har det givet dig at skrive en roman?

Det har givet en enorm ro at have gjort det, et ståsted, der føles meget mere sikkert og meget mere rigtigt, end noget andet jeg har gjort – men nogle dage har det selvfølgelig også føltes lidt som et frit fald at have forladt et liv med fast indtægt for en drøm om at skrive.