"For mig er den poetiske sandhed virkeligere end den biografiske"
Interview med Rasmus Nikolajsen

"For mig er den poetiske sandhed virkeligere end den biografiske"

May 23, 2022

Rasmus Nikolajsen gør et dystert kapitel i sin families historie til poesi.

En gravid kvinde sidder i en gul lænestol og drikker hindbærte. Hendes datter sætter sig ved siden af hende og lægger et puslespil. Ude i køkkenet er barnepigen ved at give den lille søn kartoffelmos. Kvinden slumrer lidt og tænker over, hvad det vil sige at sætte en ny sjæl i verden. Så banker det på døren. Hun ved hvad det er. Det er et mareridt. Og hun ved, hvem det er. Det er Gestapo.

En mand cykler gennem København for at hente sin datter i vuggestue. Han tænker på fødslen: Tjæreagtig lort løb ud af den lille mystiske skabning og størknede på hans mave og tøj. Han tænker på sin farmors død, på hvad der sker, når en sjæl forlader verden.

Det er udgangspunktet i Rasmus Nikolajsens 'Måske sjælen'. Digteren fortæller her om familieversfortællingens forskellige elementer. Om det biografiske afsæt: Hans farmors flugt til Sverige under Anden Verdenskrig, hvor hun ikke kunne tage sin søn med. Om poetisk sandhed, der er virkeligere end den biografiske. Og om hvordan det selv at blive forælder kom til at præge fortællingen.

Hvad inspirerede dig til at skrive bogen?

Kort fortalt: Min farmor. Det, at hun under en frokost, meget som beskrevet i bogen, tog sig sammen og fortalte min far og mig, om hvordan det havde været at flygte uden at få ham med. Det gjorde at jeg også begyndte at tænke over, hvordan man kunne skrive om det.

I første omgang skrev jeg bare dén scene ned, hvor vi spiser frokost og min farmor fortæller. Men der gik så cirka ti år, før jeg fandt ud af, hvad jeg skulle bruge scenen til. Jeg skulle lige først selv blive far, have forælderperspektivet med.

En familieversfortælling hedder den – Hvad er det for en form, og hvorfor skulle historien forløses på den måde?

Jamen, det er jo vers. Det er poesi. Men det er også en fortælling. Der er en handling, og jeg har benyttet mig af suspense og replikker og andre greb, der egentlig hører prosaen til. Så teksten er, ligesom folkeviser og romantiske verfortællinger, en blanding af poesi og prosa. Det er en versfortælling, simpelthen.

Billede af hovedpersonen

Og det er en versfortælling, der er skabt af familie-biografisk materiale. Det er en bid af min familiehistorie omsat til versfortælling. Altså: familieversfortælling.

Det var vigtigt for mig at fortælle historien på min måde. Og jeg er jo digter. Så man kan måske sige, at jeg brugte den poetiske form, det stramme versemål, til at lokke familiehistorien fri. Dels ville jeg gerne gøre mig selv fri af den måde, historien er blevet talt om - og fortiet - i min familie, dels ville jeg gerne skubbe den ud, hvor den blev levende og interessant for andre. Og ud hvor fortællingen mere handlede om nutiden og fremtiden end om fortiden.

Jeg vil jo mene, at Måske sjælen er en sand historie, men det er snarere den poetiske sandhed end den strengt biografiske. Og i poesi er læseren altid medskaber. For mig er den poetiske sandhed virkeligere end den biografiske.

Oplevelser med forældreskabet, det at blive far, går også som en tråd gennem bogen, særligt det mere åndelige aspekt af det. Hvad er det ved det, der interesserer dig?

Min datter er jo vokset op samtidig med, at der er opstået en stor og vigtig trend med forældreskabslitteratur, særligt moderskabslitteratur. Forfattere som Olga Ravn, Cecillie Lind og Julie Sten-Knudsen har påtaget sig at skrive om de ting, Politikens Store Babybog måske ikke var så gode til at nævne: Fødselsdepression, hverdagsisolation med bæble og søvnløshed, fødslens voldsomhed m.m. Men jeg syntes så også, at der manglede noget om det åndelige aspekt ved det at få et barn.

"Det giver mig en form for ro at tænke på, at nu har jeg skrevet det her ned."

Min meget rationelle tilgang til liv og død, blev udfordret af at bevidne et nyt væsen tage plads i verden. Og jeg savnede et sted, hvor man kunne tale om de ting. Har man noget sjæl? Og i så fald: er sjælen individuel eller fælles? Hvor kommer den fra? Så jeg ville gerne have at min bog blev et sted, hvor de spørgsmål tages op.

Hvilke overvejelser har du gjort dig om at bruge det historiske, biografiske stof?

Familiehistorie er jo noget fælles, men samtidig har alle i familien utvivlsomt deres egen version og følelserne i klemme på forskellig vis. Efter mange overvejelser har jeg bare forsøgt at skrive historien på min måde og ikke involveret nogen undervejs, men jeg har også været meget opmærksom på at skrive med kærlighed. Måske kan skriften have en healende effekt?

Men altså, Måske sjælen er jo ikke primært skrevet til min familie, den er primært skrevet til ukendte læsere. Så jeg har også været meget opmærksom på at finde ind til det almene i historien, og åbne historien op, så alle mulige mennesker kan gå ind i den og gøre den til deres egen.

Hvordan har det at skrive bogen ændret dit syn på den del af din families historie?

Jeg ved det ikke, men det giver mig en form for ro at tænke på, at nu har jeg skrevet det her ned: Der var et umuligt valg. Der var hårde skæbner. Der var smerte. Men vi kom igennem det. Og nu er der så kommet den her bog og den her poesi ud af det.

Din browser er forældet!

Opdater din browser for at se siden korrekt

Opdater nu