"Jeg tror, at alle familier har sin egen skjulte dør"

Sophie Astrabie om at skrive om familiehistorier og arv, om at hylde de kvinder, der oftest bliver overset i historiebøgerne og fiktionens evne til at skabe empati for andre.

I Jeannes hemmelighed følger vi tre kvinder i forskellige tidsperioder. Hvad var det ved disse kvinders historier, du gerne ville udforske?

Selvom kvinderne lever i forskellige tidsperioder og står over for meget forskellige udfordringer, er de alle tre præget af deres forgængeres valg, ofre og hemmeligheder. Jeg er fascineret af tanken om, at et liv kan give genlyd, længe efter at det er slut.

I Jeannes hemmelighed ville jeg vise, hvordan familiehistorier videregives, nogle gange bevidst, andre gange uden at vi overhovedet er klar over det. Romanen er også en hyldest til de kvinder, hvis liv ofte er fraværende i historiebøgerne, men hvis mod og modstandsdygtighed alligevel præger de efterfølgende generationer dybt. I sidste ende stiller romanen et simpelt spørgsmål: Hvor meget af den, vi er, er arvet, og hvor meget vælger vi selv?

Romanen begynder med en skjult dør i et hus. Hvad fascinerer dig ved hemmeligheder og det, som familier vælger ikke at tale om?

Jeg tror, at alle familier har sin egen skjulte dør. Ikke en fysisk dør, selvfølgelig, men en historie, der aldrig blev fortalt helt, en tavshed, der er blevet videregivet fra generation til generation. Det, der fascinerer mig ved familiehemmeligheder, er, at de ofte udspringer lige så meget af kærlighed som af frygt.

Folk skjuler ting for at beskytte sig selv, for at beskytte andre, eller fordi de mener, at nogle sandheder er for smertefulde at dele. Men disse hemmeligheder forsvinder sjældent. De efterlader spor, former relationer og påvirker sommetider liv, længe efter at de mennesker, der bevarede dem, er væk. Som forfatter tiltrækkes jeg af det øjeblik, hvor en hemmelighed afsløres, fordi det tvinger karaktererne til at genoverveje, hvad de ved om deres familie, deres fortid og i sidste ende sig selv.

Dine romaner handler ofte om relationer, kærlighed og de spor, mennesker efterlader hos hinanden. Hvad interesserer dig mest ved menneskelige relationer som forfatter?

Det, der interesserer mig mest ved menneskelige relationer, er den måde, fiktionen giver os mulighed for virkelig at træde ind i en andens liv. Vi lever i en verden, hvor vi konstant udsættes for information gennem nyheder og sociale medier. Vi hører om begivenheder, statistikker og situationer, men ofte på afstand. Fiktionen fungerer anderledes. Den inviterer os til at opleve disse realiteter indefra og giver os adgang til en karakters frygt, håb, overvejelser og valg. Vi forstår ikke bare, hvad der skete med dem – vi forstår, hvordan det føltes. Det er det, der fascinerer mig som forfatter.

Jeg tror, at fiktionen er et af de mest kraftfulde redskaber til at skabe empati. Den kan hjælpe os med at se verden gennem en anden persons øjne på en måde, som journalistik eller sociale medier, uanset hvor vigtige de er, ofte ikke kan. En roman giver os den tid og følelsesmæssige nærhed, der er nødvendig for at forbinde os med en andens oplevelse.

I romanen bevæger du dig mellem flere forskellige tidsperioder. Hvordan gik du til værks med researchen for at genskabe stemningen og detaljerne i hver enkelt tidsperiode?

Researchen var en afgørende del af arbejdet med romanen, især fordi jeg gerne ville have, at hver tidsperiode skulle føles autentisk uden at overskygge historien. Jeg brugte meget tid på at læse historiske beretninger, erindringer og aviser samt på at se fotografier fra forskellige tidsperioder.

Jeg var bange for, at researchen ville tage for lang tid, men den fik mig faktisk til at skrive mere effektivt. Kilderne hjalp mig med at forstå ikke kun de store begivenheder i tidsperioderne, men også de små detaljer i hverdagen – hvad folk gik klædt i, hvordan de talte, hvad de bekymrede sig om, og hvordan de bevægede sig gennem verden. Jeg er ikke historiker, så det var ikke kampene og politikken, jeg ville skrive om. Jeg ville skrive om de små liv og den del, vi ikke lærte om i skolen.

Der optræder stærke kvindelige karakterer i dine bøger. Hvad betyder det for dig at skrive om kvinder, der både er stærke, tvivlende og komplekse?

For mig er det selve definitionen på en kvinde.

Hvad inspirerer dig, når du skriver? Er det mennesker, steder, musik, billeder, samtaler – eller noget helt andet?

Det er forskelligt. Det kan være en idé, et koncept eller endda bare en sætning, jeg virkelig gerne vil skrive. Til Jeannes hemmelighed var det diverse nyheder. Hvordan et rygte – noget, vi ikke engang er sikre på – kan ændre vores skæbne og påvirke hele vores familie.

Når du går i gang med en ny roman, begynder du så med en person, en stemning, et spørgsmål eller en scene?

Jeg begyndte at skrive Jeannes hemmelighed efter at have været til en optræden, hvor en mand fortalte om sin far, der havde brugt hele sit liv på at male vanddråber. Hans historie rørte mig så dybt, at jeg straks fik lyst til at skrive om den. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, hvordan jeg skulle få den til at passe ind i en roman. Men nogle gange må man bare følge sin intuition. At skrive handler ofte ikke om andet end at finde løsninger, der kan få en idé til at fungere. I sidste ende blev det, der oprindeligt føltes som en begrænsning, til en hjælp. Det gav mig en retning og førte mig i sidste ende til løsningen og historiens kerne.

Hvad håber du, at læserne vil tage med sig, når de har læst romanen færdig?

Metaforen om 'enden på skinken', som læserne vil støde på i romanen, er meget vigtig for mig. For mig siger den noget grundlæggende om, hvem vi er: de ubevidste vaner, vi gentager, de spørgsmål, vi aldrig tænker på at stille.

Jeannes hemmelighed er på mange måder en opfordring til at gribe telefonen og tale med vores familier, til at spørge vores kære, hvorfor tingene er, som de er. Så mange traditioner, overbevisninger og familieritualer går i arv gennem generationer, uden at nogen kan huske, hvor de stammer fra. Det finder jeg fascinerende. Nogle gange afslører svarene meget mere, end vi havde forventet, ikke kun om vores familier, men også om os selv.