"Jeg var rastløs og havde brug for at flytte mig, men havde intet sted at flytte mig hen. Der var kun huset, som var stort og tomt, mens børnene var i skole, og Simon var på turné. Jeg kunne gå en tur på stranden, men jeg havde ikke ro til havet, det ville bare kede mig. Jeg følte mig fanget i huset og i den lille by, det var et selvskabt fængsel. Jeg havde drømt om at være alene, men havde ikke forstået, hvad det betød."
– Fra En skov at fare vild i
Hvad er En skov at fare vild i for en bog, som du ser det?
Det er en roman, en autofiktion, som også rummer islæt af noget essayistisk og noget dokumentarisk. I bogen ønsker hovedpersonen, som har små børn og bor i storbyen, at udleve en drøm om at bo i naturen. Hun ønsker at sænke tempoet, og bogstaveligt talt tvinge tiden til at gå langsommere.
Samtidig har hun en romantisk drøm om at være alene i naturen og at smelte sammen med verden. Hun roder med de store eksistentielle spørgsmål, hvem er jeg, og hvad er meningen, og det er hun træt af. Hun længes efter bare at være, og uden at tænke nærmere over symbolikken, drømmer hun om at fare vild i en stor skov, og glemme sig selv.
Hvad satte dig i gang med at skrive den?
Bogen bygger på mine egne oplevelser, og har nærmest skrevet sig selv. Det har været interessant at forme en dramatisk fortælling hen over et kapitel af mit eget liv.
Det er en roman, men også en bog, der går tæt på din egen og din families historie, og hvor du bruger virkelige navne. Hvordan er forholdet mellem virkelighed og skrift?
Min mand og jeg hedder vores egne navne. Alle andre er navnløse (undtagen vores hund, har jeg lige opdaget). Det føltes forlorent og lidt dumt at ændre navnene, fordi det er så nemt at gætte, at det er os, i og med min mand er offentligt kendt.
Jeg ville nok have gjort det anderledes, skjult mig bedre, hvis det ikke var tilfældet, men kærlighedshistorien er også en del af plottet. Jeg tror, at mange mennesker kan spejle sig i denne fortælling, og derfor er jeg ikke bange for at bruge mig selv. Jeg skriver om universelle problemer, men også om specifikke emner, som ligger mig på sinde, og som er både politiske og personlige.
Man kan sige, at det er en virkelig fortælling, som er trukket igennem et filter af fiktion, og dramatisk bearbejdet. Ordet autofiktion er lidt mishandlet af tiden, men det er ikke desto mindre den betegnelse, som dækker indholdet bedst, og derfor er dette en roman.
I den her fortælling vikler der sig også en historie om naturen ind. Der er nogle smukke beskrivelser af at være i naturen – og en drøm om at sænke farten, om et liv på landet væk fra byens stress og larm, en skov at fare vild i, som det hedder i bogens titel. Hvad er det for en drøm, og hvad kommer den af, tror du?
Drømmen om naturen tror jeg er en fundamental længsel efter at komme hjem til sig selv. Når man har en eksistentiel krise, som hovedpersonen tumler med, så kan der vokse nogle flugtfantasier frem. Så længes man mod noget andet.
Naturen bliver i hendes hoved et sted, hvor hun kan være sig selv, føle sig fri, forsvinde fra andre menneskers besværlige forventninger og krav.
Samtidig har hun en dyb længsel efter at være en del af verden, på et meget konkret plan: At smelte sammen med planterne, jorden, træerne, havet, dyrene, og på den måde nærmest udslette sit ego, glemme sig selv og blive en del af noget større.
Hun lykkes rent faktisk med at indfri sin drøm om at fare vild, og når hun bevæger sig rundt i skovene, og på hederne, finder hun også den frihed, hun har søgt. Men i fantasien om det ukendte ligger jo den indbyggede præmis, at man ikke ved, hvad man møder, og hvad der vil ske.
Den ensomhed, hun møder, ligner ikke den romantiske ensomhed, hun drømte om. Den skov, hun farer vild i, er også en symbolsk skov, det gode gamle ubevidste, og der glemmer hun ikke kun sig selv, men møder også sig selv og nogle fortrængte sandheder. På den måde bliver tiden i skoven og på hederne i Thy både lykkelig og hård, men nødvendig i et liv hvor der er brug for forandring.
Virkeligheden er jo ofte mere kompleks end det, man forestillede sig i sin ret upræcise drøm. Så det er lidt som at gå fra den svimlende forelskelse og ind i det forpligtende parforhold. Sådan går det også med hovedpersonens udflytterfantasi.
Det er også en længsel i vores tid, det med at leve et mere enkelt liv og stå af hamsterhjulet, som det bliver kaldt. Hvordan forholder din bog sig til den store fortælling?
Det bliver spændende at se, om bogen vil indgå i strømningen af udflytterfortællinger. Jeg ser denne tendens som et udtryk for, at mange af os lever i en kultur, med overskud til at stille sig selv de store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad er meningen? Det synes jeg er godt.
I en tid med økologisk krise, synes jeg også, det er vigtigt, at vi prøver at forstå naturen på dyrenes og planternes egne præmisser og ikke kun som et nyttigt redskab for mennesket. Skoven er ikke en maskine, der opsuger CO2, men et sted der har værdi i sig selv.
Jeg håber, min bog vil indgå i den kollektive historie om forandring, og på et individuelt plan håber jeg, at andre mennesker kan drage nytte af den personlige krisefortælling.
