Den historiske krimi De navnløse kredser om en række spædbørnsdrab på Lolland i det sene 1800-tal. Bogen tegner et portræt af et brutalt samfund, hvor nye tanker om social retfærdighed kolliderer frontalt med gamle magtstrukturer.
Her fortæller forfatter Tonny Vorm om tilblivelsen af romanen og om at tage udgangspunkt i en virkelig person. 'De navnløse' er Tonny Vorms tredje roman.
Hvad handler De navnløse om?
De navnløse er en kriminalroman, der udspiller sig i Nakskov i 1897. Egnen hærges af spædbørnsdrab, og da liget af en nyfødt dreng findes i en sø nord for Nakskov, bliver baronen og juristen Georg Rosenkrantz sat på sagen.
I første omgang arresteres den prostituerede Karen Sjællænder, der indrømmer at have druknet sit barn. Det viser sig imidlertid at være et andet barn, der er blevet fundet i søen, og for at opklare sagen vælger Georg at smugle Karen ud af arresten og bruge hende som guide i Nakskovs dystre underverden.
Flere af spædbørnene er tydeligvis kvalt af den samme person, og efterforskningen trækker tråde til både de polske roebønder og byens store sukkerfabrik. Efterhånden som dramaet eskalerer, tvinges han til at vælge mellem det overklasseliv, han altid har stræbt efter, og den retfærdighed hans moral kræver. Under jagten på skurken indser Georg for så vidt, at den virkelige forbryder er det samfund, han selv har myndighed over.
Titlen refererer i bredere forstand til samfundets usynlige og udnyttede skæbner og i bogstavelig forstand til de spædbørn, der dør uden at have fået et navn.
Hvad har inspireret dig til at skrive De navnløse?
Min hovedperson, Georg Rosenkrantz, er løst baseret på baronen og forfatteren Palle Rosenkrantz. Han skrev i 1903 Hvad skovsøen gemte, der ofte betragtes som Danmarks første reelle kriminalroman. Handlingen heri og i flere af Palle Rosenkrantz’ noveller er inspireret af sager, han arbejdede med som jurist og herredsfoged på Lolland, og tanken om at skrive en roman om, hvad der i virkeligheden hændte for ham i 1897, da han fik til opgave at efterforske drabet på et barnelig fundet i en sø, kunne jeg ikke slippe efter at have læst Hvad skovsøen gemte.
Så selvom De navnløse er en roman med en fiktiv hovedperson, er den inspireret af de hændelser og forbrydelser, Palle Rosenkrantz mødte på samme tid og sted. Hvad drev ham? Hvordan tacklede han sine udfordringer? Hvorfor blev han forfatter?
Virkelighedens Rosenkrantz var en dybt forgældet baron, der levede over evne, men han havde samtidig en stærk moral, der gjorde, at han som forfatter ofte skrev om samfundets uretfærdigheder; han var bl.a. med til at bane vej for en reform af retsplejeloven i 1919. Denne personlige udvikling lader jeg i fiktiv form udspille sig over sommeren 1897, da han første gang fik øjnene op for en ny brutal verden.
Bogens handling udspiller sig i Nakskov på falderebet af det 19. århundrede. Hvad er det for en by og et samfund, du beskriver?
I 1897 var Nakskov en sprudlende købstad med store fabrikker og en travl havn med værfter samt et rigt kulturliv. Herman Bang skrev Tine på et hotel i byen, kongen kom ofte på besøg, og det samme gjorde landets største teaterensembler.
Alt det har jeg læst mig til, for sådan fremstår Nakskov ikke i dag. Men på researchture til byen og egnen har jeg taget noter og en masse billeder af gamle bygninger, markerne, kirker, landeveje, fjorden og himlen.
Jeg har boet flere gange på Hotel Harmonien, som mine hovedpersoner ofte frekventerer, og selvfølgelig besøgt alle de steder, jeg beskriver i bogen, også Rosenkrantz’ palæ, som stadig ligger for enden af Svingelsvej.
Hvilke emner har særligt optaget dig i arbejdet med bogen?
Jeg kan godt lide at skrive om steder, der præger personer, og om samfund i opbrud. Det har jeg fundet i denne historie.
Nakskov ændrer min hovedperson, og Nakskov var selv i rivende udvikling og præget af alt, der omkring det forrige århundredeskifte ændrede Danmark: urbanisering, andelsbevægelser, socialisme, fremmed arbejdskraft og kvinderettigheder, altså mange af de ting, vi stadig diskuterer her i landet.
Hvad betyder det at skrive for dig?
"Han holdt meget af at skrive, det måtte han atter erkende, ordenes orden, sprogets rytme, tingene faldt på plads og gav mening." Det skriver jeg et sted om Georg Rosenkrantz, og sådan har jeg det selv. Det er selvfølgelig også årsagen til, at jeg finder Rosenkrantz interessant – at han endte som forfatter.
Jeg kan blive rastløs, fraværende og irritabel, hvis jeg ikke får skrevet i nogle dage, og det samme gjaldt Rosenkrantz, har jeg læst mig til. Så Georg har ligesom jeg altid en notesbog og en pen med sig, uanset hvor han skal hen.
Jeg kan bedst lide at skrive derhjemme med mine bøger, min musik og min kaffemaskine omkring mig. Det gør jeg tre-fire timer seks dage om ugen. En af ugens dage holder jeg fri, men det behøver ikke at være søndag. Nogle gange ved jeg i øvrigt ikke hvilken dag, det er, før om aftenen, når der er fodbold på tv. Jeg stræber altid efter at skrive så mange ord som muligt hver dag, men det hænder, at jeg blot når en enkelt sætning. Den behøver jeg til gengæld ikke at skrive senere.