Spot mistrivsel er en guide til forældre til at opdage, håndtere og forebygge mistrivsel hos deres barn. I bogen kommer forfatter og børnepsykolog Ulla Dyrløv med sit bud på, hvordan forældre kan støtte, udfordre og aflaste deres barn i en verden, der stiller voldsomme krav til både børn og forældre.
Her fortæller Ulla Dyrløv blandt andet om, hvilke tegn og symptomer man som forælder skal være særligt opmærksom på hos sit barn, hvordan man kan hjælpe dem, og hvorfor det har været vigtigt for hende at skrive bogen.
Hvad er din baggrund for at skrive Spot mistrivsel?
Vi er midt i en trivselskrise. Børn og unge mistrives i en grad, vi ikke har set før, og det psykiatriske system er under voldsomt pres. Jeg oplever den stigende mistrivsel hver dag inde i min praksis. Vi får langt flere henvendelser end tidligere, børnene er yngre og problemerne er mere alvorlige. Børn helt ned til 0. klasse lider af ufrivilligt skolefravær, og forældrene er ulykkelige og har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.
Spot mistrivsel er først og fremmest skrevet for at støtte og hjælpe de forældre, der mærker trivselskrisen helt tæt på. Men den er også skrevet til politikere og andre, der kan ændre på de grundlæggende vilkår, der presser børn og unge ud i mistrivsel.
Jeg mener, at vi har skabt et samfund, der er uegnet for børn. Det mærker vi konsekvenserne af nu, og det er jeg nødt til at råbe op om. Der er meget, de voksne omkring børnene kan gøre for at hjælpe og aflaste, men der er også et politisk ansvar. Hvis vi skal mistrivslen til livs, skal der ændres noget i vores samfund.
Min helt personlige grund til, at jeg har skrevet bogen – og blev børnepsykolog i det hele taget – er, at jeg selv har været et barn i mistrivsel. Jeg er født i Grønland og kom til Danmark som otteårig, hvor jeg blev mobbet af især én af mine lærere. Det var svært for mig at følge med i skolen, og jeg blev en vaskeægte ballademager.
Da jeg var 14, døde min far af kræft, og jeg ville absolut i skole dagen efter. Jeg var sikker på, at nu ville lærerne synes, det var synd for mig. Men der skete ingenting. Ingen sagde noget eller gav mig et kram. Efter det blev jeg stille – og lærerne blev glade. Endelig holdt Ulla kæft. De kunne ikke se, at jeg havde det dårligere end nogensinde før og var i gang med at udvikle anoreksi.
På det tidspunkt besluttede jeg mig for, at jeg ville være en voksen, der kunne huske, hvordan det var at være barn. Og at jeg ville hjælpe børn, der har det svært. Det har jeg bestræbt mig på lige siden.
Hvad oplever du, er de væsentligste årsager til den eksplosion af mistrivsel blandt børn, som vi oplever lige nu?
Jeg mener, som sagt, at vi har skabt et samfund, der er uegnet for børn. Allerede i de tidlige skoleår bliver børnene underlagt et alt for stort pres, som deres hjerner ikke er udviklet til at kunne håndtere. Politiske reformer, lange skoledage og et overdrevent fokus på præstationer har skabt et miljø, hvor børn konstant kæmper for at leve op til standarder, de ikke er rustet til at møde. Samtidig bliver deres tid til leg, hvile og socialt samvær skåret ned, hvilket fjerner fundamentet for en sund barndom.
Forældre, pædagoger og lærere er også under et voldsomt pres. De har alt for lidt tid og overskud til at være nærværende og lære børnene de grundlæggende livsfærdigheder, de har brug for. Når de voksne er stressede og overbebyrdede, bliver det sværere at skabe de trygge og stabile rammer, som børn har behov for.
Mange forældre mangler overskud til at tage de nødvendige konflikter med børnene, og så tyr de til mobiler og tablets som en slags "digitale sutter", der skaber ro. Men konflikter er vigtige for børns udvikling og trivsel. Børn har brug for at mærke, at der bliver stillet krav til dem og forventet noget af dem. Det viser, at forældrene er til stede og tager ansvar for børnenes opdragelse og udvikling.
Årsagerne til den stigende mistrivsel er komplekse, men det handler dybest set om, at der ikke bliver taget hensyn til børnenes naturlige udvikling og grundlæggende behov. Det er et politisk og samfundsmæssigt ansvar at ændre på disse vilkår, så børnene får lov til at være børn i et trygt og støttende miljø.
Hvad kan være tegn på mistrivsel hos børn?
Det allervigtigste tegn, man skal være opmærksom på, er pludselig forandring. Det kan f.eks. være et udadvendt barn, der mister lysten til at se sine venner. Eller en ballademager, som pludselig bliver et dydsmønster. Den slags ændringer skal få os til at skærpe opmærksomheden.
De tidlige tegn på, at barnet er overbelastet og kan være på vej i mistrivsel, er typisk fysiske. Det kan være ondt i maven, hovedpine og motorisk uro. Barnet kan også virke rastløs og have svært ved at koncentrere sig. Lektierne begynder måske at sejle, ting forsvinder, aftaler bliver glemt, og værelset er mere rodet end normalt – eller også får barnet pludselig et ekstremt behov for orden.
Hvis overbelastningen står på i længere tid, bliver symptomerne mere udtalte, og der kan komme nye til. På dette tidspunkt opstår der meget tit søvnproblemer. Det kan være, at barnet er lang tid om at falde i søvn, vågner midt om natten eller tidligt på morgenen og ikke kan falde i søvn igen, har flere mareridt end normalt eller virker træt og uoplagt, selvom det har sovet.
Andre symptomer er manglende impulskontrol, udadreagerende adfærd og konflikter. Barnet kan virke bekymret og stiller måske de samme spørgsmål hele tiden. Sanserne kan også blive skærpet, så barnet pludselig farer sammen ved høje lyde eller klager over, at lyset er skarpt.
Hvis barnet er kommet i reel mistrivsel, vil de mere alvorlige symptomer vise sig. Typiske tegn er angst, tristhed, negativ selvopfattelse og skyldfølelse. Der er også fysiske symptomer som diarré, opkast og kvalme. Barnet giver måske udtryk for, at det føler sig ensom eller misforstået. Hvis man ikke sætter ind med øjeblikkelig hjælp og aflastning, kan det udvikle sig til, at barnet isolerer sig og ikke kan gå i skole.
Hvad kan man som forælder gøre for at aflaste sit barn?
Et barn, der har været overbelastet i en længere periode, er ramt på frontallapperne i hjernen. Det betyder, at barnet bl.a. har svært ved at overskue, planlægge, regulere sine følelser og huske beskeder og aftaler. Det har brug for aflastning, og det skal stå på i mindst tre måneder.
Man skal først og fremmest lytte og anerkende, at barnet er presset. Konkret skal man hjælpe barnet med at skabe overblik og få mere struktur, forudsigelighed og rutiner ind i hverdagen. Det er en god idé at lave ugeplaner, hvor barnet kan se, hvad alle i familien skal de forskellige dage. Og sæt gerne hverdagen lidt på formel, så ugerne ligner hinanden.
Barnet skal også have lidt lang line i forhold til følelsesudbrud, og det nytter ikke noget at skælde ud over glemte ting og aftaler. Men de skal ikke fredes helt for krav og forventninger. Børn har brug for at mærke, at de gør en forskel. Så de skal stadig hjælpe til med praktiske ting derhjemme, men man kan aflaste dem ved at guide dem igennem opgaverne. Man kan f.eks. sætte sig på værelset, mens barnet rydder op, og sige trin for trin, hvad de skal gøre. Eller hænge en seddel op, hvor opgaven er beskrevet ligesom en opskrift.
Hvis et barn er i alvorlig mistrivsel, skal man opsøge professionel hjælp, og det kan være nødvendigt med en sygemelding. Det er vigtigt, at man hjælper barnet med ikke at isolere sig. Hvis der er en fritidsinteresse, barnet elsker, skal de endelig ikke sygemeldes fra den.
Hvad håber du, at læseren vil tage med sig fra bogen?
Jeg håber, at forældre, der læser bogen, fordi de er bekymrede for deres barn, vil slippe følelsen af skyld og dårlig samvittighed. Der er mange faktorer, der spiller ind, når børn kommer i mistrivsel, så forældrene bærer ikke ansvaret alene.
Til gengæld er forældrene de vigtigste personer, der kan hjælpe barnet. De kender barnet bedst og er sandsynligvis de første til at opdage mistrivslen, og de har størst indflydelse på barnets hverdag. Jeg håber, at bogen kan støtte forældrene i den svære og hårde situation, de står i. Og at mine råd og værktøjer kan hjælpe dem med at opdage, håndtere og forebygge mistrivsel hos deres barn.
Hvis politikere og andre med magt læser med, håber jeg, at de får øjnene op for, hvor urimelige krav, der bliver stillet til børn og unge – og dem, der skal passe på dem. Jeg håber, at de vil tage ansvaret på sig og ændre på de grundvilkår, der skubber alt for mange børn og unge ud i mistrivsel.