"Det kan nogle gange være svært at fortælle sandheden til dem, der står os nærmest"

Valérie Perrin fik sit store internationale gennembrud med romanen 'Vand til blomster', der er oversat til næsten fyrre sprog og har toppet bestsellerlisterne i mange lande.

I dette interview fortæller Perrin om inspirationen bag sin fjerde roman 'Tata', om hvordan en karriere i filmbranchen har formet hendes forfatterskab, og hvorfor det er vigtigt for hende at skrive om både fysisk og psykisk vold mod kvinder.

Hvordan opstod idéen til Tata? Var der et billede, en person eller et spørgsmål, der inspirerede dig til at skrive romanen? 

Først og fremmest var det byen, jeg voksede op i, Gueugnon i det centrale Frankrig. Men frem for alt var det allerførste billede, jeg havde af denne roman, af en kvinde, Colette Septembre – en diskret, fåmælt kvinde, en skomager og en fodboldfan. Jeg tog udgangspunkt i det billede, vel vidende at det ville være hendes niece, Agnès, en anerkendt filmskaber, der skulle fortælle historien om sin tante. 

I Tata udfolder Colettes liv sig gradvist gennem de hemmeligheder, hun har holdt skjult i årtier. Hvad fik dig til at udforske de historier, vi skjuler – selv for dem, der står os nærmest? 

Det kan nogle gange være svært at fortælle sandheden til dem, der står os nærmest. Og det, der interesserede mig ved strukturen i Tata, var, at læseren oplever historien gennem Agnès, fortælleren, der kommer til Gueugnon for at undersøge og forsøge at forstå sin tantes liv og mysterier. Læseren får indsigt i dette skjulte liv samtidig med Agnès, i takt med at hun gradvist afdækker det. 

Dine romaner udforsker ofte spændingen mellem sandhed og tavshed. Tror du, at det at dele vores dybeste hemmeligheder kan frigøre os, eller er der situationer, hvor det at holde dem skjult er et udtryk for kærlighed og beskyttelse? 

Jeg tror, at folk for det meste gør deres bedste. Der er sandheder, der er meget svære at høre, men samtidig kan det være usundt at skjule noget, fordi et barn, uanset hvor det kommer fra, altid fornemmer, når sandheden holdes skjult for det. Og det kan såre det dybt, ja, endda ødelægge det. Samtidig kan det for nogle mennesker være meget svært at håndtere at grave fortiden frem. Under alle omstændigheder er én ting sikker: Mystik og hemmeligheder er en meget frugtbar grobund for at skrive en roman. 

Vold mod kvinder – både psykisk og fysisk – optræder i flere af dine romaner. Hvorfor er det vigtigt for dig at skrive om disse oplevelser, og hvilke samtaler håber du, at dine historier kan inspirere til? 

Vold mod kvinder, vold mod børn, vold mod ældre og vold mod dyr er nogle af mine vigtigste anliggender. Jeg drømmer om et samfund, hvor folk føler sig frie til at sige deres mening, og frem for alt et samfund, hvor ofre for vold kan få den støtte, de har brug for.

Der er lang vej endnu, men jeg siger til mig selv, at hvis mine ord en dag formår at hjælpe en læser med at sige fra eller bede om hjælp – en person, der måske er fanget under en andens kontrol – så vil jeg føle, at jeg har opnået noget. Det samme gælder for dyrs lidelser. Hvis nogen pludselig tænker: 'Jeg er nødt til at sige fra. Jeg er nødt til at anmelde det her. Det her kan ikke fortsætte', så vil jeg føle, at jeg har været med til at redde et stakkels, forsvarsløst dyr. 

Hovedpersonen i Tata er filminstruktør, og film har længe været en del af din egen kreative verden. Hvad betyder film for dig, og hvordan har de påvirket den måde, du som romanforfatter fortæller historier på? 

Film har en lige så stor betydning for mit liv, som litteratur har. Jeg er med andre ord en lige så passioneret filmgænger, som jeg er læser. Film har altid været en del af mit liv, og jeg ville ikke skrive de romaner, jeg skriver i dag, hvis jeg ikke havde arbejdet som manuskriptforfatter i mange år sammen med min mand, Claude Lelouch. Gennem samarbejdet med ham lærte jeg at skrive dialog, at opbygge en fortællings grundstruktur, og frem for alt observerede jeg ham nøje på filmsættene. Jeg tror, at den erfaring hjalp mig meget med at skabe karakteren Agnès. 

Dine romaner har rørt millioner af læsere over hele verden, og de danske læsere har taget imod dine bøger med en enestående begejstring. Hvorfor tror du, at dine historier vækker så stor genklang hos læsere på tværs af forskellige lande og kulturer? 

Ja, absolut, for de vækker lige så stor genklang hos mine danske læsere som hos mine brasilianske eller asiatiske læsere. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det for mig er et stort mysterium. Jeg tænker meget lidt over det, for ellers ville jeg blive vanvittig.

Hvorfor mine relativt enkle historier – altså jeg skildrer ret almindelige liv: sygehjælpere, kirkegårdspassere, folk, der driver dyreinternater, skomagere – kan være så universelle, er noget, jeg stadig ikke forstår. Og jeg tror, at jeg vil forblive i det store ukendte. Ganske enkelt fordi man med hver roman starter forfra, og frem for alt lægger det et utroligt stort pres på én.  

Hvad har du læst eller set på det seneste? Er der nogle bøger, film eller tv-serier, der har inspireret dig eller gjort indtryk på dig? 

Den seneste film, der virkelig har sat sig fast i min bevidsthed, er den franske film L’Attachement [eng. The Ties That Bind Us] instrueret af Carine Tardieu. Den vandt Césarprisen for bedste film i Frankrig i år. Historien er sublim, og jeg tror, at den rørte mig så dybt, fordi den ligger ganske tæt op ad det, jeg udforsker i mine romaner: tanken om, at der er den familie, vi vælger, og den familie, vi får tildelt, når vi kommer til verden.  

En tv-serie, der gjorde stort indtryk på mig som barn – og faktisk gennem hele mit liv, for den optræder i alle mine romaner – er Columbo på grund af den måde, historierne er opbygget på, og den utroligt indtagende hovedperson. Og alle afsnittene af Poirot med David Suchet i hovedrollen. Og Sex and the City er uden tvivl den serie, jeg elsker mest. Jeg er også imponeret over styrken i The Crown. Jeg har altid været fascineret af den britiske kongefamilie.  

Hvad angår de romaner, jeg betragter som uundværlige, er der John Irvings L’œuvre de Dieu, la part du diable [dan. Æblemostreglementet], Carlos Ruiz Zafóns L’ombre du vent [dan. Vindens skygge], Claudie Gallays Les déferlantes og Milena Agus’ Mal de pierres [eng. From the Land of the Moon]. 

Hvilken slags bøger nyder du mest at læse, når du ikke skriver? Er der nogen forfattere, du vender tilbage til igen og igen? 

Selv når jeg skriver, læser jeg. Jeg er altid interesseret i nye udgivelser af David Foenkinos, Philippe Besson og Marie Vareille, og min store passion er Anna Gavalda. Jeg lytter også meget opmærksomt til mine læsere og boghandlere, som ofte anbefaler bøger til mig. Lige nu er det la rentrée littéraire [højsæson for udgivelse af bøger i Frankrig], og jeg er interesseret i det hele. Jeg vælger også, hvad jeg skal læse, ved at følge min intuition. 

Til sidst: Kan du fortælle os, om du allerede arbejder på en ny roman – og hvis ja, er der noget, du kan dele med dine danske læsere? 

Jeg er lige begyndt at skrive min femte roman. Der er en god chance for – fordi jeg altid kan omskrive og ændre ting undervejs – at jeg denne gang kommer til at befinde mig inde i hovedet på en elleveårig dreng ved navn Nathan. Og foreløbig ser det ud til, at handlingen hovedsageligt kommer til at foregå i Marseille.