Anne Dorte Michelsen

I Mig & min bogreol fortæller forfattere, oversættere og andre litteraturelskere om deres bogreol og de værker, som står på hylderne.

Her er vi på besøg hos sanger, sangskriver og forfatter, Anne Dorte Michelsen: ”Jeg har i perioder af mit liv haft mægtige håndbyggede bogreoler, hvor bøgerne stod i alfabetisk rækkefølge og følte sig fornemme. Lige nu bor jeg flere steder, og mine mange bøger er geografisk spredt, hvilket godt kan irritere mig, når jeg skal finde en. Men så finder jeg en anden, og det er også godt.”

RUSSERE, HUMOR OG SPREDT BOGFÆGTNING

Hvilken fantastisk bog har du senest læst?  

Jeg er 'last-mover', hvad Helle Helle angår. Jeg forstod længe hverken hendes knaphed eller hendes romankarakterer. Men så dukkede Hafni op.

Her var noget, jeg forstod. Denne håbløse, insisterende tumlen rundt i livet og landskabet er rørende og enormt sjov.

Jeg ville ønske, jeg selv havde Hafnis evne til at blive involveret i tilfældige, fremmede menneskers liv.

Senest har jeg læst Hey Hafni og jeg elsker omplantningen af Hafni til et land (England), der er omtrent lige så underligt, ulogisk og poetisk som hende selv. Omslaget er en humoristisk perle.

Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu? 

På mit natbord lige nu ligger Marielouise Fleissers En fryd for foreningen - en roman om rygning, sport, kærlighed og handel. Det er en lang titel, og den pirrer mig, men jeg er kun lige startet. 

Hvilket forfatterskab vender du altid tilbage til? Har du en yndlingsforfatter?  

Jeg vender ofte tilbage til Russerne. Måske hænger det sammen med at den indædte desperation og insisterende alvor, der udspiller sig hos de store russiske romanforfattere, altid er ledsaget af den tørreste humor.

Romankaraktererne bliver ikke sparet, når deres forfængelighed og brutalitet rives på det skarpeste litterære rivejern, så de står afklædte tilbage i al deres tåbelighed og opblæsthed. Overfor disse magthavere har vi som regel altid det helt forsvarsløse, forvirrede menneske, der overhovedet ikke forstår, hvad det er for kræfter, der styrer hans eller hendes liv mod afgrunden. 

Nogle af de samme kontraster finder jeg også hos min favoritforfatter over dem alle: Jane Austen. Hendes elegante humor blotlægger så meget tåbelighed, smålighed og selvbedrag, at man krymper sig. På karakterernes og på egne vegne. Man kender det jo så godt. Jane Austens beskrivelse af kvindeskæbner i engelsk overklasse i begyndelsen af det nittende århundrede evner at være relevant, nydelsesfuld, underholdende og ikke mindst sprogligt dannende. 

Hvilken bog har du oftest givet i gave? 

Jeg har ofte foræret Tove Ditlevsens bøger væk. Det er min erfaring, at de taler til mennesker i alle aldre og af alle køn. Og skulle jeg pege på et værk, alle burde læse, selvom det egentlig byder mig imod, så skulle det måske være et af Tove Ditlevsen. Også hun har humoren med i ligningen, selvom ingen kan beskylde hendes forfatterskab for at mangle dybde og alvor.

Man kan supplere med at lytte til Anne Linnets musikalske fortolkninger af Ditlevsens poesi på de to albums: Kvindesind og Barndommens gade.

Hvornår læser du? 

Jeg erkender, at det er blevet sværere at finde den ro, som det kræver at læse en bog. Og jeg læser lidt mindre nu, end jeg gjorde tidligere. For at modarbejde min rastløshed har jeg indimellem sat mig for at genlæse bøger, jeg elsker. Det giver absolut mening at læse bøger mere end én gang, især hvis der er gået flere år siden sidst. Eller de ligefrem er blevet nyoversat.

Jeg har genlæst både Tolstoj, Dostojevskij og Tugenev. Det har hjulpet mig i gang igen i flere omgange, når jeg virkelig frygtede, jeg var ved at gå i stå som boglæser. Jane Austen genlæser jeg jævnligt både på dansk og engelsk. De store filmatiseringer af hendes værker er a guilty pleasure, jeg vender tilbage til igen og igen.

Har du besøgt steder i udlandet, fordi du havde læst om dem i en bog? 

Det lyder måske underligt, men den eneste gang jeg specifikt har besøgt steder i udlandet af litterære årsager, var da jeg rejste til Sevilla efter at have læst Stefan Zweigs historiske roman om portugiseren Magellan. En opdagelsesrejsende, der i 1519 drog ud på en dødsforagtende ekspedition, som kort fortalt gik ud på at finde en søvej igennem Sydamerikas sydligste del, så man slap for den farefulde rejse rundt om Ildlandet.

Ekspeditionen blev en fuldkommen fiasko. De fleste, inklusive Magellan selv, omkom. Jeg glemmer aldrig øjeblikket, da flåden efter navnløse strabadser rent faktisk endelig når ud til Stillehavet, men uden den ringeste ide om, hvor stort et hav det er, de fortrøstningsfuldt sætter sig for at besejle. 

Det viste sig dog, da jeg kom til Sevilla i Magellans fodspor, at datidens mægtige havn ikke længere eksisterede. Men så var der byens musik …

Hvordan ser din bogreol ud?  

Jeg er et menneske med mange planer, vidtløftige drømme og den omtalte rastløshed. Jeg har det med at tabe ting. Og jeg har det med at flytte. Jeg har i perioder af mit liv haft mægtige håndbyggede bogreoler, hvor bøgerne stod i alfabetisk rækkefølge og følte sig fornemme. Lige nu bor jeg flere steder, og mine mange bøger er geografisk spredt, hvilket godt kan irritere mig, når jeg skal finde en. Men så finder jeg en anden, og det er også godt.  
 
Hvor finder du inspiration til læseoplevelser? 

Jeg mødte Jane Austen, mit livs forfatter, da jeg ledte efter helt andre bøger på det lokale kommunebibliotek. Også Zweigs roman om Magellan kom til mig ved en fuldkommen tilfældighed, da den type historiske romaner normalt ikke interesserer mig. Den lå blandt andet rod og skrammel et tilfældigt sted, jeg ikke længere husker. Jeg bladrede lidt, og så var jeg solgt til den ekspedition. 
 
Hvad betyder litteratur for dig?  

Siden jeg kunne læse, har jeg elsket bøgerne. Lige så højt som bibliotekarens søn på min barndoms kommunebibliotek. At jeg selv i min høje alder har fået skrevet en af slagsen, er næsten uvirkeligt. Det havde jeg aldrig set komme. Men igen. Det meste her i livet kommer bag på mig.