Bisse

I Mig & min bogreol fortæller begejstrede læsere om deres bogreol og de bøger, som står på hylderne. Her er vi på besøg hos sanger og sangskriver Bisse, der tidligere er kendt fra det danske band Spillemændene. Han startede sin solokarriere i 2014 og har siden da udgivet adskillige albums, bl.a. 'PMS' (2015), 'Happy Meal' (2016), 'Tårefilm' (2020) og 'Traumecentret' (2023).

Fra den 7. marts til den 6. april 2024 kan du opleve ham på spillesteder rundt omkring i landet, når han tager på soloturné.

Hvilken fantastisk bog har du senest læst?

Jeg læste Ursula K. Le Guins trilogi om Jordhavet. Den første fantasybog, jeg vel har læst, siden nærmest de glade dage med Harry Potter og Ringenes Herre.

Bortset fra Kurt Vonneguts Slagtehal 5, som jo også er fantasy, men bruger genren som et greb til at fortælle om bombningen af Hamborg under Anden Verdenskrig. En fantastisk bog i øvrigt.

Ursula K. Le Guin er også skøn. Hun har læst orientalsk filosofi og bl.a. oversat den ældgamle kinesiske filosof Laozi. Og det kan man mærke i hendes måde at skrive fantasy på.

I hendes fantasyverden er det magiske noget, som man ikke skal rutte med, noget som forstyrrer verdensordenen, og derfor kun må bruges i særlige tilfælde og kun af folk, som har forstand på det. Lidt ligesom det burde være med flytrafik, tænker jeg. Som jo også er en slags magi. Eller atombomber!

Jordhavet handler om en dreng, der bliver troldmand. Ligesom Harry Potter – bare længe, længe før. Og skrevet på en mere koncis og filosofisk måde. I bogen introduceres idéen om, at alle skabninger har et sandt (eller oprindeligt) navn og et brugsnavn. De fleste kender kun deres brugsnavn.

På samme måde er magi en ædel kunst udi at kende og anvende de oprindelige og sande navne. Ursula K. Le Guins forståelse for magi er i det hele taget meget inspirerende og opbyggelig.

Jordhavet gav mig læselysten tilbage, som ellers havde fortaget sig – muligvis på grund af en altomsiggribende brætspilsfeber, som jeg har døjet med de seneste par år.

Vi er nu der, hvor boghylderne begynder at føle sig truet af brætspilshylden, som snart ikke kan rumme flere spil!

Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?

Åh lad mig se – dette er skrevet på mit værksted på Prags Boulevard, men så vidt jeg erindrer ligger følgende bøger på mit natbord (som ikke er et bord, men en taburet): Den gode soldat Svejks eventyr af Jaroslav Hasek, Det store fald af Peter Handke, Pierre eller Flertydighederne af Herman Melville, Morten Søndergaards TIL, og slutteligt Henrik Stangerups Det er svært at dø i Dieppe om Peder Ludvig Møller, en dansk samtidig med Søren Kierkegaard, der endte sine dage i Frankrig stærkt angrebet af syfilis – så vidt jeg forstår.

Det er en bog, som jeg har fået af en kammerat, og jeg har kæmpet lidt med at komme i gang med den.

Stangerup skriver i et lige lovligt svulstigt sprog, men jeg lurer på, om det skyldes hovedpersonen P. L. Møller, som åbenbart var stor beundrer af Oehlenschläger, og så bliver det jo hurtigt højstemt.

Hvad er det mest interessante, du har lært fra en bog?

Jeg tænker som det første på Franz Kafkas Slottet (eller det kunne også have været Processen – oplevelsen var den samme på sin vis), som gav mig denne foruroligende og samtidigt berusende fornemmelse af, at verden og virkeligheden ikke nødvendigvis var, som man troede, den var.

Jeg sad i lænestolen på mit teenagerværelse og mærkede, hvordan konventionerne stod for fald. Det var nærmest, som om væggene sitrede, og gulvet rystede. Men jeg havde også drukket meget te den aften.

Det er det samme, der er på spil i Jaroslavs Haseks eller Peter Handkes bøger. Som hovedpersonen i Handkes Det store fald, der går offpiste og lige durkt ind i skoven – væk fra stierne, væk fra alt det ordnede og aftalte.

På samme måde opfører karaktererne i Kafkas romaner og noveller sig højst besynderligt og gådefuldt.

Men ikke nødvendigvis på sådan en irriterende allegorisk måde, mere som rigtige levende mennesker, der også ofte handler irrationelt og efter pludselig indskydelse. Vi mennesker har jo slet ikke så godt styr på os selv.

Læser du bøger flere gange?

Ja da! Hvorfor skulle man ellers købe en bog? For at læse den én gang? Haha! Det er da spild af papir.

Jeg ejer kun bøger, som jeg gider læse flere gange. Det skal dog siges, at jeg desværre sjældent får lejlighed til det.

Men lysten til at genbesøge bogen – følelsen af, at den rummer vigtig viden, skønhed, latter, erkendelse eller fæle tanker, skal være der. Man beholder sine bøger i reolen af nøjagtigt de samme grunde, som andre brænder dem for.

Og så kan man skrive i dem! Jeg kan godt lide at lave mit eget register over bogens mest skønne og grufulde steder.

Og nu hvor jeg har nævnt Kafka og Handke, så vil jeg også lige nævne Knut Hamsun (med fare for en overvægt af mandlige forfattere, jeg må med ærgrelse melde, at jeg f.eks. stadig mangler at læse Virginia Woolf, men jeg har læst Olga Ravn og Ursula Andkjær Olsen og Asta Olivia Nordenhof!), hvis bøger jeg har læst mange gange, og ejet i flere forskellige udgaver.

Jeg elsker den forundring, som altid er til stede i hans bøger.

Har du besøgt steder i udlandet, fordi du havde læst om dem i en bog?

Jeg besøgte engang de på én gang hyggelige og noget så uhyggelige små træhuse, som ligger i en forstad uden for Berlin, og som Jan Sonnergaard har skrevet om i en af sine noveller.

Og ja, det er en historie fra Anden Verdenskrig, jeg kommer med nu, men det er jo også den krig, (og den foregående) hele det nuværende Europa er bygget på, så det er ikke underligt, at folk kan irriteres over, at den krig sommetider lyder som en hel skabelsesberetning.

Det er vores moderne skabelsesberetning, vil jeg mene. Hvilket vi også ser nu i form af krigene i Ukraine og Palæstina, som begge udspringer af begivenheder i 1940'erne.

Nå, men de her små hyggelige sommerhuse var officersboliger bygget af nazisterne. Da russerne kom i 1945, begik mange af officererne selvmord sammen med deres familier.

Hele familier lå døde inde i husene (jeg ser for mig, at de lå i bunker indover dørkarmene, men det er sikkert lige friskt nok), da russerne kom. I dag er det et feriested for velhavere, og minder lidt om Tisvildeleje.

I Jan Sonnergaards novelle spøger det naturligvis i huset, og den unge hovedperson, som er logerende, bliver skræmt fra vid og sans, så vidt jeg erindrer.

Jeg ringede på døren til det hus, som jeg mente, at novellen foregik i, og jeg kan huske, at det var svært for mig at forklare, hvad mit egentlige ærinde var – hvilket jeg den dag i dag stadig er i tvivl om.

Jeg tror, at jeg var så fascineret af at have fundet et hus i en bog i den virkelige verden. Og så ville jeg gerne lige minde de nuværende beboere om, at en familie engang havde begået kollektivt selvmord i deres hus – det, synes jeg da var meget skægt. Hehe.

Nej, jeg tror faktisk ikke, at jeg havde mod til at fortælle dem det. Men det havde Jan Sonnergaard vist nok, jeg mødte ham engang, og han fortalte mig, at han selvfølgelig også havde været dernede. Jeg tror såmænd, at det var ham, der var den logerende i novellen.

I det hele taget vil jeg meget gerne have virkeligheden ind i bøgerne - og bøgerne ind i virkeligheden. Så hvis man ikke skriver om virkelige hændelser, så må man altså skrive virkeligt. Ellers giver jeg en god dag i det.

Har du læst en bog, der har betydet meget for dig på et særligt tidspunkt i livet?

Det har betydet meget for mig at læse Alice Millers Det selvudslettende barn. Jeg læste den med noget skepsis, men blev hurtigt ramt af de observationer denne livskloge psykolog har gjort sig.

Jeg vil anbefale alle, der har været børn, at læse den. En vigtig sætning fra bogen, som jeg vil huske, så længe jeg lever: "Et barn er aldrig skyld i sin egen barndom".

Nu har jeg omsider købt bogen efter at have læst den to gange. Det er netop sådan en bog, som jeg gerne vil have hos mig, for den er fuld af trøstende og betryggende ord om, hvordan vi mennesker kan tage ansvar for os selv i stedet for at tale os selv ned.

Og jeg tænker, at Ursula K. Le Guin og Alice Miller måske kendte hinanden, og engang har siddet på en café og spist bastognekiks og drukket varm chokolade og talt om troldmanden Spurvehøg og alverdens selvudslettende børn, og på et tidspunkt har de sagt til hinanden, at alle vi mennesker har et verdensnavn og et væsensnavn.

Og at vi først som voksne kan finde vores eget sande væsens navn. Og det tror jeg, at de har ret i.