"Tingenes fysiske nærvær satte mig i stemning til at skrive"
I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her Anita Furu, der har skrevet Flygtige ord – et essay om taleskrivning, sprog og statsministre.
Inspirationen
Mens jeg skrev mine romaner om flygtningepigen Ruth, havde jeg forskellige artefakter liggende på mit spisebord, som også var mit skrivebord. Fotografier. Adoptionspapirer. En lærebog i den jødiske religion. Overrabbiner Schornsteins tale ved Sophie Ballins jordefærd. En brevpresser af glas, som min farmor havde fået som barn og givet videre til mig, da jeg var barn.
Jeg holdt af at se på og især at røre ved de ting. Jeg følte på det tynde papir, som rabbineren havde udfyldt med sin sirlige skråskrift i 1914, og jeg sluttede fingrene om brevpresserens glatte kugle.
Tingenes fysiske nærvær satte mig i stemning til at skrive. Jeg lod også nogle af tingene indgå i romanens handling.
Sproget
"Da jeg var dreng var det mit højeste ønske at få et dueslag, og jeg har aldrig ønsket mig noget stærkere siden. Jeg var ni år, da min far stak mig penge til at købe brædder og tre par duer.
Vi skrev 1904 det år, og jeg forberedte mig til at aflægge adgangsprøven til gymnasiet i Nikolajev i provinsen Cherson, hvor mine forældre boede … "
Jeg har bøger af mine yndlingsforfattere og stilikoner inden for rækkevidde, læser et par sider, før jeg går i gang med at skrive selv, og håber, at bare en smule af deres uforstilte og konkrete sprog vil smitte af på min egen skrift.
"Hvis man vil skrive, må man skrive"
Stedet
Jeg skriver bedst om morgenen. Helst tidligt. Gerne i sengen, når jeg lige er vågnet. Men jeg kan også skrive på andre tidspunkter og andre steder, i stuen, i et sommerhus, på en café, på en rejse … så vigtige er omstændighederne ikke.
Jeg kan godt lide at sætte mig et mål, fx at jeg vil skrive 1.000 ord om dagen. Nogle gange når jeg det. Det bliver ikke altid lige godt.
Men hvis man vil skrive, må man skrive. Så enkelt er det. Og så svært.
"Men for mig var det tid til noget nyt"
Ny begyndelse - ny bog
Klokken 12, den første tirsdag i oktober, sad jeg i embedsmandslogen i Folketinget for at høre statsministerens åbningstale. Året var 2021. Danmark var ude af pandemien. Ukraine var ikke invaderet. Tiden var igen til politik. Men for mig var det tid til noget nyt.
Ud på eftermiddagen satte jeg mig op på min gule Jopo-cykel og trillede ud af Prins Jørgens Gård, væk fra Statsministeriet, hvor jeg havde været taleskriver i fjorten år og arbejdet for fire forskellige statsministre.
Verdens bedste job! Det havde jeg altid tænkt. Så udgav jeg to romaner og fik smag for mine egne ord. Jeg sagde jobbet som taleskriver op og blev forfatter på fuld tid.
Men mit hjerte banker stadig for taleskrivning, og derfor satte jeg mig for at reflektere over erfaringerne fra mine år i Statsministeriet.
Det har jeg gjort i bogen Flygtige ord – et essay om taleskrivning, sprog og statsministre.
