I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her er det Aslak Nore, der bl.a. har skrevet Havets kirkegård og Ingen skal drukne.
Stedet
Dette billede er taget i Brantes, en nydelig off-track landsby bag Mont Ventoux i Provence. Jeg bor nemlig i Marseille, og når storbylivet bliver for hektisk, rejser jeg ofte derhen for at skrive.
Landsbyen har ikke noget supermarked, men der er et sted, hvor man kan bytte bøger ved at lægge en gammel bog i bytte. Det fortæller meget om Frankrig, synes jeg, for intet land har vel en lige så levende litterær kultur.
Selv små landsbyer har velassorterede uafhængige boghandlere. Litteraturen er synlig i offentligheden, og franskmænd læser som ingen andre.
Desuden kan man cykle eller gå op på Mont Ventoux – som mange sikkert kender fra Tour de France – om dagen.
Rutinen
Dette billede lyver lidt, for selv om jeg godt kan lide at skrive i et stille rum med udsigt til fjeldet, så kan jeg egentligt arbejde overalt. Giv mig en laptop og et sæt hovedtelefoner, og så kan jeg skrive i toge og lufthavne, på biblioteker og støjende caféer.
Eftersom jeg ikke har et andet job, kan jeg godt lide tanken om at bevæge mig ud af huset og installere mig på et "udekontor". Da jeg var yngre, var jeg meget mere rastløs og måtte tvinge mig selv til at skrive i 45 minutter, før jeg holdt en pause. Men nu kan jeg arbejde en hel dag uden andre pauser end en frokost.
Om morgenen, efter jeg har afleveret børn, er det bedste tidspunkt på dagen. Jeg prøver at skrive mellem kl. 9 og 12, og en stund om eftermiddagen, men i slutfasen sker det også, at jeg arbejder om aftenen. Og hvis jeg er ude at rejse, og når jeg er heldig nok til at rejse rundt med Falck-sagaen i forskellige lande, kan jeg arbejde på alle tidspunkter.
Inspirationen
Min bogsamling er desværre spredt ud over flere lande, men her er en del af de franske titler. Jeg synes, at Gallimard og Les Éditions de Minuits Folio-serie er rigtigt god, både indholdsmæssigt og æstetisk.
Efter mange år hernede synes jeg, at det angloamerikanske bogdesign er prangende og tacky. Måske er det bare mig, men jeg synes generelt også, at den franske litteratur for tiden er meget mere vital end den angloamerikanske.
Jeg boede i mange år i New York, men nu synes jeg generelt, at de amerikanske samtidsromaner, jeg læser, er både kynisk indstuderede i formen og kedeligt politisk korrekte i indhold.
Vis mig en ny amerikansk roman, som er lige så original og medrivende som Hervé le Telliers Anomalien, og jeg byder på en flaske rosé. Og inden for krimi er de også blevet dødgode. Ellers står den meget på lydbøger for tiden.
Desværre er jeg tvunget til at køre meget i bil, så hvorfor ikke genhøre Rødt og sort af Stendhal eller Les Misérables af Victor Hugo, når man sidder i bilkø? Eller løbe lange ture med en krimi, hvor du allerede kender plottet, for at se, hvordan forfatteren har placeret morderen?
Spændingslitteraturens zenit
Dette er Vallon des Auffes, hvor jeg bor i Marseille. Et specielt sted – åbningsscenen i The French Connection foregår faktisk her, og jeg kan se Château d’If fra min terrasse. Altså det sted hvor Greven af Monte Cristo sad uskyldigt fængslet i 14 år.
Scenen, hvor han flygter, er efter min mening spændingslitteraturens zenit. Alt er gået tilbage efter det. Jeg elsker underholdningsromaner fra 1800-tallet, specielt de store russere og franskmændene. Tolstoj, Hugo, Dickens, Dumas, Balzac, Zola m.fl. Alt var muligt i deres litteratur.
Det ene øjeblik følger vi en debutant til et selskabsbal i St. Petersburg – det næste ligger vi i en skyttegrav under slaget ved Austerlitz. Desuden var de ikke bange for at underholde. Tværtimod skrev de avisføljetoner med cliffhangers og spænding. At gøre som dem er et ganske uopnåeligt mål, men noget at stræbe imod alligevel.
