I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her er det Tore Renberg, der bl.a. har skrevet Lungeflydeprøven.
Et portræt som alle andre
Jeg er blevet godt og vel halvtreds år, og er ikke længere så interesseret i mit eget liv, som jeg engang var. Jeg drømmer om aldrig mere at skrive en selvbiografisk sætning. Nu om dage synes jeg, det er selvcentreret, navlebeskuende.
Det er, det ved jeg, næsten tåbeligt sagt, eftersom en af litteraturens opgaver er at give rige men mangelfulde svar på, hvad der udgør et liv, og kun den, der har levet det, kan give sådanne svar.
Der findes uendeligt mange gode romaner skrevet tæt på forfatterens eget liv, og sådan skal det være. Alligevel har jeg behov for at sige dette. Hvorfor? Det skyldes, tror jeg, en ekstern faktor; litteraturen er blevet oversvømmet af selvbiografiske bøger.
Jeg har selv været med til at skabe denne flodbølge uden at jeg, da jeg skrev en roman som Kompani Orheim, var klar over, at det skulle ende sådan. Vi har brug for, tror jeg, en pause fra selvbeskuelsen. Vi risikerer at blive trætte af den, og hver gang en sådan risiko opstår – omtrent som den lige nu gør ved begrebet "psykisk sundhed" – er vi i fare for at vende os bort fra et felt, der trænger til opmærksomhed. (Men kan man sætte den litteratur, som vil frem, på pause? Bør man det?)
Dernæst er der nogle interne årsager: Jeg har som nævnt levet i over fem årtier. Det er blevet tid til at vende blikket udad. En velvoksen selvransagende mand er ikke tiltrækkende. Det er på tide at stå op om morgenen og sige: Farvel, Tore Renberg, velkommen alle andre.
Oftere og oftere føler jeg desuden, at jeg er erobret af andre, og dagligt erobres af flere. Er det en erhvervsskade? Jeg er, kan man sige, tæt befolket, og jeg håber ikke, jeg bliver opfattet som koket, når jeg skriver dette. Jeg har været pacifist, jeg har været tilhænger af et stærkt militærvæsen, og nu er jeg blevet pacifist igen. Jeg har været kommunist, jeg har været kulturkonservativ, jeg har været socialdemokrat; nu er jeg blevet liberal. Jeg var et dybt religiøst barn, derefter blev jeg en aggressiv modstander af al religion; i dag er jeg en religiøs ateist.
Her er et billede af mig selv, portrætteret som alle andre, i min danskfødte mormor Esther Elisabeth Ludvigsens have. Hendes mor kom fra Varde i Vestjylland, hendes far kom fra Horreby på Falster, familiemyten siger, at de mødtes på en bænk i kongens København. Det trykker i brystet. Mormor, et så elskeligt menneske, meget familiekær, en storslået fortæller, ikke meget højere end et klaver, men en dygtig pianist. Hun var nøjsom og forstod ikke, hvordan folk kunne bruge plastikposer, vi har jo indkøbsnet? Syvende Dags adventist.
Hvornår kan dette være, 1975? Hvad skete der den dag? Var jeg så uendeligt glad, som jeg ser ud? Ja, det tror jeg, min mor siger, at jeg var et lykkeligt barn.
Så skrev jeg, igen, disse selvbiografiske sætninger. Nu må det altså slutte.
Bogstaver på papir
Bag min gåsepige-porcelænsfigur (jeg har en lille samling af disse) står Christian Thomasius' Juridiske erindringer. Udgivet i 1720. Førsteudgaven.
Bøger har jeg tusindvis af, men bibliofil er jeg ikke. Alligevel; denne kunne jeg ikke lade være med at anskaffe mig, da jeg en dag så, at den var til salg hos et tysk antikvariat, i øvrigt til en irriterende høj pris. Jeg måtte have den i mine egne hænder, det gik ikke at se den gengivet på internettet på de tyske bibliotekers arkiv.
Der har han siddet, min helt fra den tidlige oplysningstid. Den humørfyldte og energiske mand, som ville slå fordommene til jorden og bane vejen for en ny verden; for freden. Der har han siddet, ja mod slutningen af livet, ved sit skrivebord. Der har været tid til at se sig tilbage. Til at huske, for at forstå hvad man har været med til.
Den første retssag Thomasius beskriver, er sagen Anna Voigt, som han fik tildelt i Leipzig, da han var en ung, privatpraktiserende advokat, i 1681. 100 sider bruger han på den. Det har betydet noget for Thomasius, også 39 år senere. Det er jeg sikker på. Annas skæbne har gjort indtryk på ham. Han har erindret, med harme og sødme, den unge kvinde, som han engang forsvarede mod den hårdt straffende overmagt.
Jeg tager ofte denne bog frem, den viser, hvad der skete, så længe efter. Tænk at bogstaver på papir kan udrette dette.
Frygten for stilheden
Musikken!
En af mine kære venner sagde engang, at det aldrig kunne være stille omkring mig. Med det samme du kommer ind i et rum, sagde hun, så sætter du musik på. Så tilføjede hun: "Er du bange for stilheden, Tore?"
Det var en god observation. Jeg tror bestemt, jeg frygter stilheden, som jeg frygter tomme rum og søndage. Det gør mig kold i maven. Det er måske derfor, jeg skriver, for at undslippe stilheden?
Eller som en af mine andre venner, professor i retshistorie Jørn Øyrehagen Sunde, for nyligt sagde: "Jeg har forstået, hvorfor du skriver, Tore. Du skriver, for hvis du ikke gør, så dør du."
Musikken!
Jeg er forelsket i dens troldomskunst. Hvordan kan det være, at den kan skabe så stærke følelser, så stærk jubel? Giver den os ikke en helt unik og brusende følelse? Et menneskes stemme, tænk alt hvad den kan udrette; kom, Kate Bush, kom, Neil Tennant. Jeres Kim Larsen: "Tag mig med ud i verdens larm, der hvor man ka' larme." Jeres Guldimund: "Det flår os i stykker, sparker os, når vi ligger på alle fire og leder efter dem, vi plejede at være."
En linje, en frase, uimodståelig; Johann Sebastian Bach. "Wachet auf, ruft uns die Stimme."
Tænk på, hvordan musikken – og dermed teksterne – kan løbe lige ind i os og finde sit hjem der, i blodet. Du kan passere et vindue, der kan strømme en melodi ud, og så får den dig til at standse. Maven svulmer, det prikker i fingrene.
Også på mit kontor omgiver jeg mig med musikken. Her er fire af mine kassettebånd; de fortæller om at leve i sin egen samtid, de er meget generationsspecifikke, de fortæller om ungdom, men er temmelig gamle nu. De er fulde af mine minder, for at tale ind i Marcel Proust.
Skriver jeg til musik? Meget sjældent. Når jeg skriver, fylder litteraturens egen musik mig, og jeg behøver ikke at føle mig truet af stilheden. Men når jeg tager en pause, når jeg laver regnskab, når jeg spiser min frokost, og når tomheden, stilheden og ensomheden indfinder sig, så er det musikken, jeg har brug for.
Den levende død
Jeg omgiver mig med ting.
Mit kontor, som ligger i et af Stavangers ældste huse, er fyldt med relikvier. Et museum af liv; mit eget, mine længslers, andres liv. Der er en gammel brandbil, som jeg legede med som barn, der er en hue, hvor der står "blur" på – mit yndlingsband i 1990'erne – der er en sølvbeslået pibe fra min oldefar, og på væggen har jeg med dobbeltsidig tape hængt min allerførste mobiltelefon op.
Hvad handler det om, tror du? Handler det om tingenes evne til at tale, til at fortælle historier, eftersom de alle er propfulde af liv? Handler det om tingenes evne til at være både sig selv og alle andre, lignende ting? (Her minder de jo om os mennesker; der findes kun én af dig, men du er også en legende). Handler det om tryghed?
Jeg har så let ved at blive bange, alle former for tomhed skræmmer mig. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg ikke kan leve eller skrive uden mit museum af ting. Nogle forfattere skal have et rent rum omkring sig, jeg skal have et multisnakkende rum.
Her er et kranium. Jeg tror, det er en lækat. Den er over halvtreds år gammel nu, den var min fars. Jeg fandt den blandt hans ting, da han døde. Min far kunne godt lide at betragte sig selv som en fjeldets mand, en naturens mand, en jæger, men han var ingen af delene. Dette er hans idé om sig selv, og det er, selvfølgelig, døden, skrigende, levende.
Syvmileskridt
Jeg er nødt til at se det.
Jeg undres ofte over kollegers evne til at skabe rum og landskaber i litteraturen. Min ven Karl Ove Knausgård er usædvanligt god til rumlighed. Han kan skrive side op og side ned om et landskab, gerne et der er tomt for mennesker; tomt for andre end den, der betragter landskabet.
Jeg besidder ikke fra naturens side denne kvalitet. Jeg er født skødesløs, når det kommer til det rummelige; jeg er bedre, når det kommer til mennesker (eller er det sådan, at menneskene fortrænger rummet?).
Jeg kan selvfølgelig begejstres af en smuk dal, som jeg for kort tid siden blev, da jeg var på turné i Gudbrandsdalen, men det har aldrig, så vidt jeg kan huske, fået mig til at skrive. Mennesker derimod: Næsten hvert menneske jeg møder, inspirerer mig til litteratur.
På grund af denne mangel hos mig, må jeg lave meget research, når det kommer til steder. Prosa uden steder er jo ikke meget værd; menneskene bevæger sig altid i et meget konkret terræn. Hvis jeg skal gøre dette synligt og virkningsfuldt i teksterne, er jeg nødt til at se landskabet, nødt til at se rummet. Enten det faktiske jeg skriver om – som i Lungeflydeprøven – eller de ubenævnte steder, jeg skaber. Sådan kan man overvinde en mangel. Alle forfattere har dem. Det gælder om at have indsigt i sine svagheder og finde en metode, der kan overvinde dem.
Dette billede er taget sommeren 2019 i landsbyen Elstertrebnitz nogle mil syd for Leipzig. Jeg står foran godset, hvor Anna Voigt voksede op i anden halvdel af 1600-tallet. Dette er hendes dør. Bag denne dør levede hun. Derinde fødte hun sit barn. Der så hun, at det var dødt. Der forstod hun, at bødlens sværd hang over hendes nakke. Der begyndte hendes tragedie. Jeg ledte længe efter dette gods, jeg tabte næsten pusten, da jeg så det, og indlevelsen tog fart med syvmileskridt.