Alex Schulman

I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her er det Alex Schulman, der blandt andet har skrevet 'Overleverne', 'Glem mig' og '17. juni'.  

Jeg er ikke alene

Min arbejdsplads. Jeg tænkte først, at jeg skulle rydde op, inden jeg tog billedet, men det her er ærligere. Sådan her ser det ud.

Det ligger en etage oppe i vores lejlighed i Stockholm, og drømmen er, at jeg kan høre børnene på afstand, når jeg sidder heroppe, blot som svage suk, som går ind og ud af en drøm, så tilpas langt borte, at de ikke forstyrrer arbejdet, men så tilpas nære, at de endnu kan høres, de findes – jeg er ikke alene.

Men i virkeligheden kommer de altid op, de kan godt lide at være her, tager en iPad med sig og sidder på gulvet under bordet og lytter til de ubegribelige lyde fra TikTok.

Min barndoms sommerhus

Mange af mine bøger udspringer af et helt særligt sted, min barndoms sommerhus i Värmland. Huset er stadig i familien, men det er for tungt at tage derhen, jeg orker det rent ud sagt ikke.

Men stedet trækker fortsat i mig, lader mig aldrig være i fred, ikke i livet og ikke i mine bøger. Derfor bestemte jeg mig for at få bygget en model af gården.

Jeg sad med kunstneren Anna Erlandsson i et halvt år og talte om, hvor mange sten der var på jordkælderens front, hvor mange birketræer, der står ved strandkanten, og hvordan de ser ud, og om det er vigtigt at markere det sted, hvor bæveren gnavede hul i ladens væg. Så til sidst blev den færdig.

Jeg tænkte, at den skulle stå i køkkenet, men det syntes min hustru ikke. Ja, den blev lidt større, end jeg havde troet. "Den der vil jeg overhovedet ikke se på," sagde hun.

Så bar jeg den op til min arbejdsplads, og lige så snart jeg af en eller anden årsag ikke føler mig inspireret til at skrive, så står jeg og kigger ud over gården.  

Aftensol over sommerhuset 

Jeg købte også en lampe, for jeg ville gerne have, at der skulle være en aftensol over sommerhuset.

Jeg ringede til nogle fotografer, jeg kender, og de sagde alle det samme: 2700 kelvin til din perfekte solnedgang.

Så jeg købte en lampe, den var ikke smuk, og den fyldte en del. Men jeg vidste, at den ville komme mig til gavn.  

En juniaften i 1980’erne

Klokken blev pludselig 21.33 en juniaften i 1980’erne. Mor og far sidder nede ved vandkanten og fanger den sidste sol.

De drikker vin og spiser lidt, salami, en mortadella, radiser som de dypper i salt. Jeg står ved siden af med et fiskenet og fanger haletudser, som jeg lægger i en spand.

De siger noget til hinanden, og jeg lytter nøje efter spor, som kunne bevise, at de elsker hinanden.