I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem. Her har vi talt med Dorthe Nors, der fortæller om sin roman 'Spænd' (2025), og hvordan den hænger sammen med hendes tidligere bøger 'En linje i verden' (2021) og 'Spejl, skulder, blink' (2016).
Gavlporten
Mit kontor er transportabelt. Det følger mig, for hvis der er noget, jeg ikke ved, hvordan skal løses i teksten, så vandrer jeg på det.
I det jyske landskab er de sorte gavlporte tydelige. I Spænd præsenterer jeg dem som pejlepunkt fra start.
Hovedpersonen Gunn vandrer ad stien fra sit hus, vender sig om og ser portens smukke geometri. Gunn er astrofysiker, og I kan spørge min matematiklærer Mogens, om hvor dårlig jeg var til matematik i skolen (sygt dårlig).
Alligevel deler jeg arbejdsproces med Gunn: Fokus + nysgerrighed + modet til at fare vild = kreativ proces.
Trilogien
Her er mit skrivebord. Der ligger tre bøger på det. Spejl, skulder, blink udkom i 2016. Jeg begyndte på Spænd i 2018 og vidste, at den på en måde skulle holde Spejl i hånden.
Så opstod muligheden for at skrive En linje i verden. Den er selvbiografisk, udkom i 2021, hvorefter jeg vendte tilbage til Spænd.
Det, der binder bøgerne sammen, er blandt andet, at de handler om forholdet mellem centrum og periferi.
Hver bog kan læses individuelt, men for mig ser de sådan her ud. Bog et: om at være fanget i centrum. Bog to: om at forsøge at finde hjem i periferien. Bog tre: om at gøre periferien til centrum.
Forskydningen
Det er ikke en forudsætning for et litterært værk, at det skal spejle læseren.
Litteratur handler om indlevelse. Om at se det, som ikke nødvendigvis ligner os selv og prøve at forstå det.
Forskydningen er et vigtigt tema i Spænd. At se ind i en kultur, der virker anderledes. At betragte det sære barn og ane dets potentiale. At lytte til et underforstået sprog, en dialekt, og måske høre noget andet der.
Betragte universet, undre sig, strække sig. Se, forskydningen, og der er den så.
Skumringen
En aften, jeg kørte hjem ad en grusvej, hvor jeg ikke var stedkendt, dukkede disse billygter op.
Jeg tog billedet ud af forruden. Der kommer jo nogen. Hvem er han? Hvad vil hun mig? Kører jeg et sted, jeg ikke må?
Spænd handler blandt andet om at forstå sociale regler i en indforstået kultur. Om at overskride grænser, fordi man ikke ved, hvor de går. Om fremmed fugl og den vold, der opstår i samfund, hvor det er tryggest at alle er ens.
Bogen handler om Jante, ja, og Jantes modsætning, hvilket jeg ikke ved præcis, hvad er, men jeg ved, at det er umuligt at skabe noget, hvis man er alt for bange for konsekvenserne.
Tavlen
Kridtstøvet er fra Niels Bohr Institutet. Her har to fysikere diskuteret et problem med ligninger, og siden er samtalen blevet slettet. Det efterladte ligner et kunstværk.
Forestil jer lige: Dette støv kan have udgjort den skrift, hvormed universets gåde blev løst. Et strøg med en hånd, og der er kun kridtet og elastikkerne tilbage.
Var det andre, der ødelagde beregningen? Fingrene hurtigt ned gennem kridtet? Eller gav forskerne det fra sig selv; ingen ved det nu.
Jeg er taknemmelig for, hvor meget arbejdet med Spænd lærte mig. Men det er en del af skriveprocessen at slippe et værk, man er stolt af, glad for og tror på. Efterlade det. Turde give det fra sig.