I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde — om rutiner, research og hvad der inspirerer dem.
Her er det Johan Harstad, der bl.a. har skrevet romanerne ’Max, Mischa og Tet-offensiven’ og ’Under brostenene, stranden!’
FORKLÆDT SOM NOGET ANDET
Den norske forfatter Tomas Espedal skriver i en af sine bøger, at han engang indrettede det perfekte skriveværksted, hvor han ikke fik skrevet et eneste ord. I de første år som forfatter var jeg også sådan, optaget af at rummet og skrivebordet skulle være helt perfekte, med den rigtige udsigt og de rigtige bøger inden for rækkevidde, og alle penne og blyanter og notesbøger lagt klar. Men det betyder jo egentligt ikke noget.
Min længste roman skrev jeg for eksempel i et mikroskopisk rum, som havde en temperatur på næsten 30 grader fra april til oktober, og efter jeg har fået børn, har jeg haft mit skriveværksted i den ene stue i lejligheden.
Det betyder, at jeg kun kan arbejde, mens de er i skole og om aftenen, og det betyder, at mine børn er trænet i at holde sig ude af det, så jeg ikke bliver afbrudt, hvis jeg er nødt til at blive færdig med noget vigtigt.
Egentligt kan jeg skrive hvor som helst, tror jeg, men fordelen ved at have et skriveværksted hjemme, som jeg altid har haft, er, at der ikke er meget, som distraherer mig her. Jeg kender alle lydene i lejligheden, jeg ved, hvordan lyset ændrer sig i løbet af dagen og årstiderne, og jeg ved, hvor jeg kan finde alt, hvad jeg har brug for til enhver tid. Det gør arbejdet lettere.
Eftersom jeg også arbejder en del med grafisk design, ser mit skriveværksted måske lidt anderledes ud end hos mange andre forfattere, som kun har brug for en computer at skrive på og ikke så meget andet. Eftersom det også er tilfældet for mig som forfatter, er mit skriveværksted i stedet tilpasset det grafiske arbejde, som stiller lidt andre krav til både data- og lagringskapacitet.
Når jeg kigger på dette billede, ser jeg kun alt det, der ikke er nødvendigt for mig for at kunne skrive: Min præcise lineal, mit skærebræt og to fotografiapparater, mine grafiske skitsebøger og et par referenceværker om farver og typografi. Og tape fordi man aldrig kan få nok tape.
Men jeg kan også godt lide, at hele mit skriveværksted er forklædt som noget andet, end det det er, og at der ligger romaner og andre tekster klar i dette billede, man ser dem bare ikke.
MUSIKKEN
Lige siden jeg var fjorten og begyndte at skrive digte på en gammel skrivemaskine, som en klassekammerat havde givet mig, og som havde så dårligt et farvebånd, at jeg måtte hamre hvert bogstav ind som en fabriksarbejder, har jeg lyttet til musik, mens jeg arbejder. Al slags musik, det forstyrrer mig heller ikke, hvis det er musik med vokal på, alt bliver bare noget, som farvelægger skrivningen på forskellige vis.
De seneste ti års tid har jeg brugt støjreducerende hovedtelefoner, på den måde kan jeg blokere alt anden lyd, og musikken skaber en slags egen stilhed og koncentration, selvom den kan være voldsom. Mens jeg arbejdede med Under brostenene, stranden! lyttede jeg især til Godspeed You! Black Emperor og til det norske band Supersilent, åbenbart så meget at da Spotify sendte mig sin årlige opsummering, var jeg blandt de 0,1 procent, som havde lyttet mest til Godspeed.
Det var både morsomt og lidt foruroligende, må jeg sige.
NOTESBOGEN
Som forfatter har jeg været optaget af, at jeg ikke skal have for mange ritualer og bestemte ting, som jeg må gøre på en bestemt måde for at kunne arbejde. Som jeg ser det, bidrager den slags ting ikke til andet, end at man giver sig selv undskyldninger for at lade være med at arbejde, og det er det, skrivning er: Hårdt arbejde. Hver dag. Så det eneste ritual jeg har er, at jeg venter med at begynde på en ny notesblok, til jeg er helt sikker på, at det projekt jeg er i gang med, vil kunne blive til en bog og ikke bare noget, jeg med tiden opgiver.
Desuden er notesbogen et af mine vigtigste værktøjer, den er med mig hver dag og på alle rejser, den indeholder alt fra enkeltord, idéer, tekniske notater, kritiske spørgsmål om mit eget arbejde og hvor jeg skal hen og til længere tekster, som jeg skriver her, enten fordi jeg ikke har tilgang til min computer, eller fordi det nogle gange simpelthen er nødvendigt at skrive i hånden for at få den rigtige rytme i sproget. Dette er notesbogen til Under brostenene, stranden!, som jeg brugte fra 2019-2025.
Af ren paranoia skriver jeg aldrig mit navn i notesbogen, men angiver i stedet (som man kan se på billedet) en adresse, den kan returneres til samt en lovning på en findeløn.
