Maria Hesselager

I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem.

Her har vi talt med Maria Hesselager, der er forfatter til romanerne 'Jeg hedder Folkvi' og 'I mit hus'.

Dagbøger

Min første dagbog er fra jeg var syv år gammel. Der er tegnet en flagermus og skrevet 'meget hemlig' udenpå.

I en anden dagbog har jeg, da jeg var omkring ti år, skrevet, at den følgende novelle måtte jeg ikke læse, når jeg blev over tolv.

Jeg tror, det skyldes et stort behov for at have et privat rum, som andre ikke har adgang til, i dette tilfælde heller ikke mig selv som ældre.

Det skyldes nok også, at jeg aldrig oplever at ankomme til nogen fast sandhed, og i den forstand har jeg brug for at udtrykke mig uden at skulle stå til ansvar over for, hvorvidt det nu præcis er sådan, noget 'egentlig' forholder sig.

At skrive er for mig at prøve at indkredse noget, som altid fylder i mig, men som ikke på nogen enkel måde har med mit eget liv at gøre. Og kun i fiktionen oplever jeg den nødvendige frihed til det.

Andres værker

Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg kunnet forsvinde ind i romaner, ofte de samme igen og igen, og der er ikke noget, der virker mere inspirerende og motiverende på mig end anden litteratur og nogle gange film.

I min seneste roman, I mit hus, er der en forfatters tekst inde i bogen, dvs. en af karaktererne, Annie, skriver en del af romanen. Det føltes forbudt, da jeg opdagede, at det var den vej, bogen var ved at bevæge sig, som et potentielt tacky og alt for postmoderne greb, men der var ingen vej udenom.

Efterfølgende har jeg tænkt på, hvor mange værker, jeg elsker, som på deres forskellige måder inddrager fiktion i fiktionen, ofte både livligt og vildt alvorligt. Det kan ikke være et tilfælde.

Her er et lidt tilfældigt udsnit af de bøger, jeg har været optaget af de seneste år. Også en af Pedro Almodóvar, fordi hans (især senere) films blanding af sammenflettede narrativer, melankoli, vildtvoksende fortællinger og ligesom lidt melodramatiske renhed er noget, jeg bliver ved at vende tilbage til.

Mørke boligdrømme

Et grundliggende tema i I mit hus er, hvad det vil sige for en kvinde at have et hjem. Karakteren Ruth har et tilsyneladende ukompliceret forhold til at holde et pænt hjem. Det falder hende nemt. Den lidt yngre Felia bor i et kaotisk og rodet hus bag nedrullede gardiner, men har andet at bekymre sig om.

Forfatteren Annie er nok den, der føler sig mest spændt ud mellem at være påvirket af boligindretning som statusmarkør og en vrede mod de samme idealer.

Selv er jeg ude af stand til at stoppe med at drømme boligdrømme, der er helt uden for rækkevidde, samtidig med at jeg er dybt mistænkelig over for de sammenvævede forbrugs- og kønsnormer, jeg synes, ligger og lurer lige bag dem.

I arbejdet med romanen tillod jeg mig i en kort periode at abonnere på magasinet House and Garden og kaldte det research, men meget passende ophævede abonnementet sig selv, da jeg på et tidspunkt ikke havde dækning på mit kort.

Miljøer

Et virkeligt drømmehus, jeg rent faktisk har haft adgang til, er Ingmar Bergmans hus på den lille forrevne Østersø-ø, Fårö. Jeg havde fået et skriveophold, og min kæreste og jeg tilbragte to uger deroppe, en sommer lige inden turistsæsonen satte ind.

Indtil da havde I mit hus' miljøbeskrivelser lagt sig op ad noget meget dansk, men efter jeg kom hjem, opdagede jeg, at naturen i romanen i stadig større grad begyndte at tage form efter den på Fårö.

Selvom det er besværligt, elsker jeg den slags transformationer, der opstår undervejs i skriveprocessen, fordi det er sådan, jeg finder frem til romanens grundtone.

Selve Bergmans utroligt smukke bolig har ikke fundet vej ind i romanen, det er nogle helt andre og mere ydmyge hjem, karaktererne bebor.

I øvrigt skrev jeg ikke på bogen, men sad med en oversættelse, mens jeg var der, så romanlandskabet er formet over det lidt flimrende indtryk, jeg tog med mig derfra.

Næsten som at være ung

Min kæreste er billedkunstner, og for nyligt sagde en af hans venner til ham, at det, der er med kunstnere, er, at de hele tiden er videre. Det kunne jeg enormt godt lide, da han kom hjem og fortalte, for det genkender jeg virkelig.

Jeg har skrevet to bøger, og hver gang har jeg oplevet, at når jeg først er landet 'det rigtige sted', har jeg været fuldt til stede i skriveprocessen med al den glæde og tvivl, der for mig er forbundet med det. Så udkommer bøgerne, og jeg mærker, at de på sin vis er overstået for mig.

Jeg kan lide at tænke på mine bøger, jeg holder faktisk af karaktererne, selvom det nok er lidt gammeldags, men jeg lader dem også ligge. Som en slags tidslommer, næsten.

Mit liv er for tiden fyldt af en masse hverdagspraktik, og jeg har ikke tid til at skrive. Alligevel nyder jeg at gå rundt i byen med det her afsøgende blik, her hvor friheden til at gå en hvilken som helst retning med næste bog stadig er intakt, fordi første skridt endnu ikke er taget.