Thomas Bach

I Skriveværkstedet fortæller Gutkinds forfattere om deres arbejde – om rutiner, research og hvad der inspirerer dem.

Her har vi talt med Thomas Bach, der udover at være musiker og en del af bandet Ganger er forfatter til romanen 'Bunker'.

Ritualet

Jeg har en striks, nærmest monastisk tilgang til det at skrive. Når jeg tænker over det, tror jeg egentlig, jeg ville befinde mig godt i et kloster.

Jo mere præcist ritualet er, jo bedre fungerer jeg. Det gør det nemmere for mig at tilgå den tomme side og komme i gang.

Jeg vågner kl. 6.00 og mediterer i tyve minutter. Ligesom min helt David Lynch er det TM (Transcendental Meditation), jeg benytter. Jeg beder en hjemmebrygget taknemmelighedsbøn, sætter vand over, kværner kaffebønner, og åbner min journal.

Jeg tegner journalen op med lineal, dens linjer og rammer, de samme hver dag. Jeg skriver dato, sted, giver min søvn en karakter fra et til ti.

Jeg hælder vand på min stempelkande. Retur til arbejdsstuen, hvor jeg vender et lille timeglas, der tager præcis fire minutter om at løbe igennem. På de fire minutter skriver jeg et digt, som skal strømme direkte fra underbevidstheden og ud på siden.

Det er vigtigt for mig at gribe hvad som helst: et ord, en sansning, men helst noget der relaterer til de drømme, jeg har haft, hvis jeg husker dem. Dette er for at bevare linen mellem drømmejeget og mit vågne jeg.

Jeg oplever, at når linen forbliver i kontakt og i bevægelse mellem de to bevidsthedsniveauer, strømmer min kreativitet mere uhindret, og jeg kan ret ubesværet bevæge mig mellem dem, også når jeg skriver.

Det har hjulpet mig med at kunne navigere frit mellem de metafysiske og konkrete virkelighedsplaner, som min roman Bunker i høj grad udspiller sig rundt om og i.

Jeg skraber skummet af kaffen og vender  igen timeglasset på hovedet ved mit skrivebord. Nu skal kaffen hvile i fire minutter.

Jeg nedskriver nu, hvad jeg kan huske af min drøm. Tit er der ingenting tilbage fra natten. Nogle gange kun en fornemmelse eller et enkelt billede. Men ofte ender det faktisk med en detaljeret, men ikke for lang beskrivelse af scenerne.

Kaffen

Jeg skubber stempelkandens si forsigtigt ned gennem kaffevandet, stopper halvvejs. Hælder omhyggeligt en tynd stråle kaffe ned i koppen.

Dermed undgår jeg, at der kommer for meget grums i koppen, det bliver en klarere bryg. Det har jeg lært på YouTube af en kaffeguru, og derfor må det være sandt.

Morgenens ubestridte højdepunkt indtræffer, når jeg sipper til min forhåbentlig perfekte kaffe ved skrivebordet, foran min opslåede journal. Jeg er i live! Jeg er ædru!

Jeg skynder mig at begynde min journalisering, og det skal foregå i et voldsomt tempo, ansporet af kicket fra kaffen.

Hvad skete der i den sidste halvdel af i går, hvordan har jeg sovet, hvad skal der ske? Jeg prøver at undgå at skrive for faktuelt og forsøger at reflektere over mit liv, men ofte ender jeg med at skrive om trivielle ting som morgenerektioner og min tarmfunktion, om jeg har ondt et eller andet sted, eller om jeg er glad eller ked af det.

Det betyder i sin essens ikke så meget. Det vigtigste er, at min skrivning, uden forbehold og for meget tænkning, er aktiveret. En halv A4-side skriver jeg.

Skitsen

Som det sidste punkt i morgenritualet tegner jeg en grundskitse til en tegning, der oftest er figurativ. Jeg tager tit udgangspunkt i drømmen, men der er ingen regler her.

Jeg begyndte først at lære at tegne for et par år siden, og der er ren amatørglæde og nydelse ved at vide, at det nok aldrig skal vurderes af andre end mig selv. Til sidst spiser jeg morgenmad i køkkenet og sætter mig derefter ved computeren for at gå i gang med at skrive.

Om eftermiddagen mediterer jeg igen i tyve minutter, skriver en halv sides journal om dagen, der er gået og tegner min tegning færdig. Dette markerer afslutningen på min arbejdsdag med skrivning.

Når jeg følger min rutine, mit ritual, har jeg ikke oplevet problemer med at sætte mig og komme i gang. Nogle dage er nemmere end andre, men jeg har allerede været kreativ som det første, uden at tænke.

Derfor bliver arbejdet med den egentlige tekst blot en fortsættelse af noget, der allerede er sat i gang, og ikke noget der skal gribes ud af den tynde luft. Intet af morgenens digtning eller drømmene slipper ind i teksten. Men min hånd bevæger sig allerede.