:quality(80))
Nyt forfatterpar debuterer med historisk romantrilogi
Lise Ringhof og Erik Valeur skildrer det 20. århundredes danmarkshistorie i en stort anlagt slægtsfortælling.
Det er med særlig glæde, at Gutkind Forlag i dag kan meddele, at den prisbelønnede bestsellerforfatter Lise Ringhof og Erik Valeur, der har været en central figur i bogbranchen gennem tre årtier, debuterer som forfatterpar med romanen Det er de danske som flygter den 13. august 2020.
:quality(80))
Det er de danske som flygter er første selvstændige bind i en slægtstrilogi om familien Brinch med danskernes nyere historie som bagtæppe. Romanen fortæller historien om skippersønnen Erling, der flytter fra sin lille fødeby allerlængst mod vest og til landets hovedstad i øst, hvor han bliver førstehåndsvidne til historiske begivenheder, to krige og voldsomme forandringer i årene 1900 til 1950.
”Vi har i tre år arbejdet med slægtstrilogien om familien Brinch, og vi er nu færdige med det første selvstændige bind. Allerede fra første gang vi mødtes, talte vi meget om danskerne og danskheden, som interesserer os begge to – ikke mindst med de store forandringer, der for alvor viste sig for over 100 år siden. Vi danskere har vist nogle styrker, men sandelig også nogle svagheder, som hænger sammen med vores identitet som et lille, selvbevidst, men af og til også kuet og forskræmt folk.”
– Lise Ringhof og Erik Valeur.
”Erik Valeur og Lise Ringhof er et nyt, stærkt forfatterpar, der er med til at tegne profilen i Gutkinds nyetablerede udgivelsesprogram. Jeg ser Det er de danske som flygter som en fejende flot begyndelse på et storslået romanprojekt, en i bedste forstand folkelig fortælling om, hvem vi er, og hvad vi er rundet af, i vores lille danske hjørne af verden.”
– forlagsdirektør Jacob Søndergaard.
:quality(80))
"Vores fortælling er blevet til i København og ved vadehavet, i Sønderho på Fanø. Her har vi både researchet og skrevet centrale dele af det første bind."
Lise Ringhof (f. 1964, Birkerød) er datter af Gert og Hanne Ringhof, der er den ene halvdel af grundlæggerne af forlaget Lindhardt og Ringhof. I 1986 overtog hun med særdeles kort varsel – lige netop boghandleruddannet, men endnu uden kørekort – ansvaret for forlagets personlige kontakt til alle landets boghandlere.
Siden har hun arbejdet på danske bogforlag som sælger, pressemedarbejder, marketingchef, salgschef og pressechef, inden hun i 2017 stoppede på Politikens Forlag for at hellige sig arbejdet på romantrilogien sammen med Erik Valeur.
Erik Valeur (f. 1955, København) er uddannet journalist og har tidligere arbejdet på bl.a. Berlingske, Information, Månedsbladet Press og Danmarks Radio med undersøgende journalistik og dokumentarstof og modtog sammen med andre Cavling-prisen to gange, samt Krygerprisen, P1-prisen og Publicistklubbens Jubilæumspris.
I 2011 romandebuterede han med Det syvende barn, der blev en markant bestseller, og fire år senere Logbog fra et livsforlis. For sit forfatterskab har han modtaget Debutantprisen, Weekendavisens Litteraturpris, DR Romanprisen, Harald Mogensen-prisen og den skandinaviske pris Glasnøglen.
:quality(80))
Erik Valeur og Lise Ringhof bor skiftevis i Valby ved København og i Sønderho på Fanø, hvor de har researchet og skrevet romantrilogien sammen. Forfatterne stiller gerne op til interview.
Om romantrilogien
• Det er de danske som flygter er første selvstændige bind i den store fortælling om familien Brinch og skildrer Danmarks historie i årene 1900-1950. Romanen udkommer den 13. august 2020.
• Det er de oprørske der svigter er andet bind af slægtsfortællingen og omhandler Brinch-familiens liv i århundredets anden halvdel. Romanen udkommer i 2021.
• Det er de unge som forsvinder er tredje og sidste bind om familien og tiden fra nullerne frem til i dag. Romanen udkommer i 2022.